Der er så godt som alt hvad et hjerte kan begære i ’Endeløse nat’ – såvel et fanhjerte som et pophjerte og et nostalgihjerte. Der er popklenodier som Jeff Lynne, lederen af 70’er-popgruppen Electric Light Orchestra. Og der er Sune Wagner fra danske Psyched Up Janis og The Raveonettes.

Der er sjove anekdoter som dengang Jeff Lynne bad trommeslageren Mette Mathiesen om at slå lidt mindre hårdt på sine bækkener, og Mathiesen udbrød ’bastard!’ til sig selv, men rigeligt højt til at Lynne kunne høre det. ’Det havde jeg aldrig prøvet at blive kaldt før’, konstaterer Lynne.

Og der er anekdoten om dengang Miss B. Haven forsøgte at slå igennem i USA og blev bedt om at skifte navn til Marta Marta fordi Miss B. Haven lød lidt for meget som noget fra pornoindustrien. Og dengang pladeselskabet Warner ville skrive kontrakt med dem, ikke bare i Danmark og USA og resten af jordkloden, men i hele universet.

Og der er alle historierne om hvordan bandet blev til, om de spæde forsøg med r&b i ungdomsårene og om punkmusikken og nyrockbandet Cliniq Q, som endte med at blive til pop/rockbandet Miss B. Haven og om deres manager Ernst B. Jørgensen, der fik slebet dem til, så de ikke lød som ’nogle skovle mod cement’, som han beskrev det, men udviklede sig til et flyvefærdigt band med styrke til både at nå undergrundsmiljøet og hitlisterne.

Og så er der naturligvis de fire tilbageværende medlemmer og alle deres beretninger om et liv med et band, der skilte sig ud i 1980’erne og 90’erne ved udelukkende at bestå af kvinder, hvilket dengang var noget, som hele tiden skulle kommenteres og analyseres og tillægges en stor betydning. Det lyder fuldstændig latterligt nu om dage, men dengang kunne trommeslager Mette Mathiesen for eksempel opleve, at nogen kom hen til hende på Roskilde Festivalen efter deres optræden og i ramme alvor spurgte hende om der så sad en rigtig trommeslager omme bag scenetæppet – for kvinder kunne jo ikke spille på instrumenter.

Men der er også noget, der ikke er i ’Endeløse nat’. Der er ikke et dybere spadestik. Ingen spørger Lise Cabble hvor de kom fra, de tekster, hun skrev. Den yderst erfarne instruktør Torben Skjødt Jensen spørger ikke til den mørke og indelukkede energi, Cabble udsendte, og som egentlig ikke passede til en forsanger i et band, der gerne ville slå igennem på den internationale popscene. Det er trods alt Lise Cabble, der har skabt et af de voldsomste billeder i dansk rocklyrik med ordene ’jeg hvisker til en kaktus, der hviler i mit skød’ fra hittet ’Coco’.

Torben Skjødt Jensen spørger heller ikke Cabble, hvordan det kan hænge sammen, at man begynder sin karriere med at spille kantet og grim undergrundsrock og 30 år senere bliver uofficiel Danmarksmester i at skrive sange til Melodi Grand Prix, for eksempel ’Only Teardrops’, som vandt det internationale grand prix i 2013.

Gennem sine 1 time og 40 minutter trækker Torben Skjødt Jensen en rød tråd gennem Miss B. Havens kronologi og med stort fokus på bandets forsøg på at slå internationalt igennem. Resultatet er en meget klassisk rockdokumentar af den slags musikkanalen MTV specialiserede sig i for 20-25 år siden. Kronologi og anekdoter – men ikke noget forsøg på at gå på tværs af det, et fyldigt wikipediaopslag skal indeholde.

Der gemmer sig helt klart noget derinde i Miss B. Haven. Noget, der virkelig kunne tage røven på os, hvis det blev gravet frem. En dybere forståelse. Noget om kunstnersjæle og livsforståelse. Eller noget i den stil. Det må vi få en anden gang. Indtil da har Torben Skjødt Jensen skabt en velfungerende og fyldig fortælling om et ganske særligt kapitel i dansk musikhistorie.