Med ’Paradis’ har norske Maria Sødahl har skabt et drilsk bæst af en film om økonomisk ulighed. Den fungerer klart bedst, hvis man ikke ved, hvad der skal ske.

Baz Luhrman, instruktøren bag ’Strictly Ballroom’, ’Romeo & Julie’ og ’Elvis’, vækker go’e gamle Elvis Presley aldeles til live i koncertfilmen ’EPiC: Elvis Presley in Concert’.

Med ’Christinia’ har Karl Friis Forchhammer skabt en fascinerende mosaik om det Christiania, der fascinerer ham dybt – men også skræmmer ham.

Skotske Lynne Ramsay laver vilde, virtuose og intense film. ’Die My Love’, med Jennifer Lawrence som en ung kvinde, der er ved at gå op i limningen, er ingen undtagelse.

Det franske krigsdrama ’13 dage, 13 nætter’ er et effektivt drama med et godt hjerte – men den er godt nok også skabt med skabelon og kalkerpapir.

‘Drømme’ er en film til tiden, om verdens absurd store ulighed, om ICE, om forholdet mellem Mexico og USA – men den er også frustrerende firkantet.

’28 Years Later: The Bone Temple’ følger glimrende op på sidste års ’28 Years Later’. Det er zombiefilm med fokus på historien – ikke blodsprøjtende splattergøgl.

Den japanske animationsfilm ’Totto-Chan: den lille pige i vinduet’ bygger på verdenshistoriens bedst sælgende selvbiografi. Det er en energibombe af en inspirationskilde for børn og deres familier.

‘Song Sung Blue’ er en lillebitte historie om et ægtepar, der fik succes med at spille andres musik. Men et par dygtige skuespiller får pustet den bette fortælling op til noget stort.

’Avatar 3: Fire and Ash’ er glimrende underholdning – naturligvis – men den ligner 2’eren forbavsende meget, helt ned i detaljer. Hvad med lidt forandring?

’I’m Still Here’ foregår mest i 1971, men dens vrede peger tydeligt på en nutid, hvor potentielle despoter og diktatorer dukker op overalt.

Der er skabt rigeligt med film og serier om processen mod nazismen i Nürnberg efter 2. verdenskrig. Men ’Nürnberg’ vil noget anderledes. Den vil advare os mod nutiden.

Netflix og Noah Baumbach er tilbage med endnu et stykke luksusfilm med ‘Jay Kelly’, der bæres formidabelt afsted af George Clooney.

Adrian Lloyd Hughes populære podcast er blevet til dokumentarfilm i ‘Mors drenge’. Men ikke en hvilken som helst dokumentar. Det vante sprog er revet i stykker – med stor effekt.

‘Bugonia’ ligner en fjollet komedie om konspirationsteoretikere på slap line, men i al sit tosseri er den måske det skarpeste tænkelige signalement af vores tid.

Cillian Murphy er en sjælden skuespiloplevelse i rollen som knudemand i det irske drama ‘Small Things Like These’.

Åh nej, endnu en Frankenstein-film? Åh joda, for hulen, Guillermo del Toro har gendigtet Mary W. Shelleys gamle fortælling, så hendes oprindelige ånd står tydeligt frem, mens han hudfletter vor tid. Det er intet mindre end fantastisk.

‘Roofman’ er tre film i én – en komedie, en tragedie og en actionfilm. Det burde ikke fungere, men den forunderlige virkelig skæbne, den bygger på, får det til at hænge sammen.

‘Den sidste viking’ ligner en opsummering af det univers, vi kender fra Anders Thomas Jensens film. Men ingen andre kan servere dansk folkekomik med så megen personlighed og galskab.

‘Four Mothers’ har en mildt sagt underlig præmis for en historie. Det har sin forklaring, der dog ikke er særlig god. Heldigvis er følelserne i filmen stærke og troværdige.

'One Battle After Another’ er Paul Thomas Anderson for fuld skrue: En utrolig og vild film med en tematik, der kan skabe stor vrede i nutidens USA.

Der er masser af plads til at gisne og gætte og sanse i den billedskønne italienske film ‘Vermiglio’

‘Relay’ ligner ikke noget særligt. Men det er den. En konstant effektiv moderne version af 1970’ernes paranoide thrillere, hvor små mennesker må navigere i magtens spil.

Darren Aronofsky er så afgjort en af de store enere i amerikansk film, men med ‘Caught Stealing’ ser han ud til at være tilfreds med bare at være som alle de andre.

‘The Life of Chuck’ er baseret på en novelle af horrormesteren Stephen King – men King i det mere følsomme og filosofiske hjørne.

‘Ternet Ninja’-serien bliver rundet af med film nummer 3, der på så godt som alle leder og kanter er en virkelig vellykket slutning.

Hvis ikke norske Dag Johan Haugerud har skabt en filmisk milepæl med trilogien ’Sex Drømme Kærlighed’, har han i hvert fald leveret en af tidens mest frisættende og nytænkende oplevelser.

’Skyggejagt’ ligner en klassisk spændingsfilm om et offer, der jager sin bøddel. Men den er alt andet end klassisk.

Man ved aldrig hvad der sker, når man sætter sig til at se en film af amerikanske Ari Aster. Det gælder så absolut også hans nye western om coronapandemien, ’Eddington’.

’Jane Austen ødelagde mit liv’ forsøger ihærdigt at være et opgør med den romantiske komedies konventioner. Det er åbenbart ikke så nemt.

Franskmanden Emmanuel Mouret skeler mere end tydeligt til Woody Allen med sin nye komedie ’Tre veninder’. Man han har også sin egen stemme.

’M3gan 2.0’ tager udgangspunkt i en bekymring for kunstig intelligens, men reelt virker den skideligeglad med sin egen præmis. Den elsker digital teknologi.

Med ’Hjem kære hjem’ afslutter Frelle Petersen sin Sønderjyllandstrilogi. Det er ikke alene en værdig afslutning. Det er også en rørende og stærk film.