Med ’Wildwood’ understreger amerikanske Laika Studios endnu engang, at de er i en kategori for sig selv indenfor animationsfilm.

Italienske Paolo Sorrentino, den mest italienske af alle nulevende italienske filmmagere, har skabt et forbavsende afdæmpet – og virkelig smukt – menneskeportræt med ’La Grazia’.

Sydkoreaneren Na Hong-jin slår grundigt fast, at han er en af filmverdenens mest uforudsigelige fortællere. ’Hope’ er ganske enkelt vidunderligt umulig at få styr på.

Franskmanden François Ozon har gemt sin personlige stil og sine drillerier væk i filmatiseringen af romanklassikeren ‘Den fremmede’ – og så alligevel …

Alle involverede har smidt hvad de havde i hænderne for at haste dokumentarfilmen ‘NAZA’ ud i biograferne. Den er det værd. Samtalerne med 24 anonyme israelske soldater er skræmmende vidnesbyrd. Og så er filmen gennemtjekket håndværk.

Amalie Næsby Fick hopper elegant op på den store klinge med stjernespækkede ‘Dobbeltfejl’, der stikker fingrene dybt ned i aktuelle temaer.

‘Palæstina 1936’ trækker os tilbage til de første oprør. Situationen var groft sagt den samme som i Israel i dag – bare i meget mindre skala. Og så var englænderne de store skurke.

Italienske ’Primavera’ gør den berømte komponist Antonio Vivaldi til en bifigur i en tidstypisk beretning om en kvindes ufrihed. Det er helt i orden.

Almodóvar har så at sige gjort sig selv til skurk i sin nye film, ‘Autofiktion’. Det er en spændende idé, men den løfter sig aldrig og bliver til en spændende film.

Fransk/belgiske ’Rævenes dans’ er en forunderligt poetisk film om boksning og unge, følsomme mænd. Og skuespilleren i hovedrollen er forrygende.

‘The End of Oak Street’ ligner en typisk amerikansk omgang filmlir med fuld knald på popcornene. Men der er mere på spil. Kig godt efter.

Franske ‘Enzo’ ligner desværre de fleste andre film om desillusionerede teenagere. Men den har et anderledes bud på hvor desillusionen kommer fra.

Den franske instruktør Alice Winocour har en særlig evne til at se det, vi andre ikke ser – også i ‘Couture – modens skjulte tråde’.

Amerikaneren Michael Sarnoski træder i karakter som en af amerikansk films nye store originaler med Robin Hood-hudfletningen ‘The Death of Robin Hood’

‘Miroirs no 3’ understreger, at tyske Christian Petzold har forfinet sit filmsprog gennem årene. Han råber ikke højt med det. Han justerer på den måde, vi fortæller hinanden historier.

Fransk/belgisk ‘Pigen uden navn’ går til yderlighederne for at fortælle en historien om savn i familierelationer – men selve følelsen af savn fejler ikke noget.

Den fremadstormende skuespiller Harris Dickinson understreger, at han også er værd at holde øje med som instruktør med ‘Urchin’.

Star Wars-universet får endnu en tilføjelse, der ikke rigtig føjer noget til noget, med filmen ’Star Wars: The Mandalorian and Grogu.

’Aphaca – brug for hinanden’ viser fire ganske almindelige unge mænd, der er dygtige til at støtte hiannden. Men hvem er de?

Svenske John Skoog har skabt en aldeles usædvanlig film med ’Værn’ og historien om en mand, der er dybt besat af at sikre sig mod krig og ødelæggelse.

Norske Joachim Triers ‘Affektionsværdi’ understreger endnu engang at han kan folde en lille historie ud til noget forbavsende stort og frodigt og rigt.

Instruktøren Sebastian Cordes har skabt en dokumentarfilm om sin kæreste Jenny Rossander. Det er usædvanligt i dokumentargenren, men det er ikke det mest interessante ved ’Jenny – en historie om Lydmor’.

Norske Kristoffer Borgli slår fast, at han er en af tidens mest udfordrende og underfundige filmmagere med den romantiske komedie ‘The Drama’.

Nogle vil elske fransk/spanske ‘Sirât’. Andre vil ønske at de aldrig havde set den. Og så der dem, og det er nok de fleste, der vil spørge: ’Hvad fanden var dog det?’

Folkene bag ‘Lego – the Movie’ har sluppet det store rumeventyr løs i ‘Project Hail Mary’. Ryan Gosling er god – men resten er lidt for let og lidt for hyggeligt.

Med ’Paradis’ har norske Maria Sødahl har skabt et drilsk bæst af en film om økonomisk ulighed. Den fungerer klart bedst, hvis man ikke ved, hvad der skal ske.

Baz Luhrman, instruktøren bag ’Strictly Ballroom’, ’Romeo & Julie’ og ’Elvis’, vækker go’e gamle Elvis Presley aldeles til live i koncertfilmen ’EPiC: Elvis Presley in Concert’.

Med ’Christinia’ har Karl Friis Forchhammer skabt en fascinerende mosaik om det Christiania, der fascinerer ham dybt – men også skræmmer ham.

Skotske Lynne Ramsay laver vilde, virtuose og intense film. ’Die My Love’, med Jennifer Lawrence som en ung kvinde, der er ved at gå op i limningen, er ingen undtagelse.

Det franske krigsdrama ’13 dage, 13 nætter’ er et effektivt drama med et godt hjerte – men den er godt nok også skabt med skabelon og kalkerpapir.

‘Drømme’ er en film til tiden, om verdens absurd store ulighed, om ICE, om forholdet mellem Mexico og USA – men den er også frustrerende firkantet.

’28 Years Later: The Bone Temple’ følger glimrende op på sidste års ’28 Years Later’. Det er zombiefilm med fokus på historien – ikke blodsprøjtende splattergøgl.

Den japanske animationsfilm ’Totto-Chan: den lille pige i vinduet’ bygger på verdenshistoriens bedst sælgende selvbiografi. Det er en energibombe af en inspirationskilde for børn og deres familier.