Amerikaneren Michael Sarnoski træder i karakter som en af amerikansk films nye store originaler med Robin Hood-hudfletningen ‘The Death of Robin Hood’

‘Miroirs no 3’ understreger, at tyske Christian Petzold har forfinet sit filmsprog gennem årene. Han råber ikke højt med det. Han justerer på den måde, vi fortæller hinanden historier.

Fransk/belgisk ‘Pigen uden navn’ går til yderlighederne for at fortælle en historien om savn i familierelationer – men selve følelsen af savn fejler ikke noget.

Den fremadstormende skuespiller Harris Dickinson understreger, at han også er værd at holde øje med som instruktør med ‘Urchin’.

Star Wars-universet får endnu en tilføjelse, der ikke rigtig føjer noget til noget, med filmen ’Star Wars: The Mandalorian and Grogu.

’Aphaca – brug for hinanden’ viser fire ganske almindelige unge mænd, der er dygtige til at støtte hiannden. Men hvem er de?

Svenske John Skoog har skabt en aldeles usædvanlig film med ’Værn’ og historien om en mand, der er dybt besat af at sikre sig mod krig og ødelæggelse.

Norske Joachim Triers ‘Affektionsværdi’ understreger endnu engang at han kan folde en lille historie ud til noget forbavsende stort og frodigt og rigt.

Instruktøren Sebastian Cordes har skabt en dokumentarfilm om sin kæreste Jenny Rossander. Det er usædvanligt i dokumentargenren, men det er ikke det mest interessante ved ’Jenny – en historie om Lydmor’.

Norske Kristoffer Borgli slår fast, at han er en af tidens mest udfordrende og underfundige filmmagere med den romantiske komedie ‘The Drama’.

Nogle vil elske fransk/spanske ‘Sirât’. Andre vil ønske at de aldrig havde set den. Og så der dem, og det er nok de fleste, der vil spørge: ’Hvad fanden var dog det?’

Folkene bag ‘Lego – the Movie’ har sluppet det store rumeventyr løs i ‘Project Hail Mary’. Ryan Gosling er god – men resten er lidt for let og lidt for hyggeligt.

Med ’Paradis’ har norske Maria Sødahl har skabt et drilsk bæst af en film om økonomisk ulighed. Den fungerer klart bedst, hvis man ikke ved, hvad der skal ske.

Baz Luhrman, instruktøren bag ’Strictly Ballroom’, ’Romeo & Julie’ og ’Elvis’, vækker go’e gamle Elvis Presley aldeles til live i koncertfilmen ’EPiC: Elvis Presley in Concert’.

Med ’Christinia’ har Karl Friis Forchhammer skabt en fascinerende mosaik om det Christiania, der fascinerer ham dybt – men også skræmmer ham.

Skotske Lynne Ramsay laver vilde, virtuose og intense film. ’Die My Love’, med Jennifer Lawrence som en ung kvinde, der er ved at gå op i limningen, er ingen undtagelse.

Det franske krigsdrama ’13 dage, 13 nætter’ er et effektivt drama med et godt hjerte – men den er godt nok også skabt med skabelon og kalkerpapir.

‘Drømme’ er en film til tiden, om verdens absurd store ulighed, om ICE, om forholdet mellem Mexico og USA – men den er også frustrerende firkantet.

’28 Years Later: The Bone Temple’ følger glimrende op på sidste års ’28 Years Later’. Det er zombiefilm med fokus på historien – ikke blodsprøjtende splattergøgl.

Den japanske animationsfilm ’Totto-Chan: den lille pige i vinduet’ bygger på verdenshistoriens bedst sælgende selvbiografi. Det er en energibombe af en inspirationskilde for børn og deres familier.

‘Song Sung Blue’ er en lillebitte historie om et ægtepar, der fik succes med at spille andres musik. Men et par dygtige skuespiller får pustet den bette fortælling op til noget stort.

’Avatar 3: Fire and Ash’ er glimrende underholdning – naturligvis – men den ligner 2’eren forbavsende meget, helt ned i detaljer. Hvad med lidt forandring?

’I’m Still Here’ foregår mest i 1971, men dens vrede peger tydeligt på en nutid, hvor potentielle despoter og diktatorer dukker op overalt.

Der er skabt rigeligt med film og serier om processen mod nazismen i Nürnberg efter 2. verdenskrig. Men ’Nürnberg’ vil noget anderledes. Den vil advare os mod nutiden.

Netflix og Noah Baumbach er tilbage med endnu et stykke luksusfilm med ‘Jay Kelly’, der bæres formidabelt afsted af George Clooney.

Adrian Lloyd Hughes populære podcast er blevet til dokumentarfilm i ‘Mors drenge’. Men ikke en hvilken som helst dokumentar. Det vante sprog er revet i stykker – med stor effekt.

‘Bugonia’ ligner en fjollet komedie om konspirationsteoretikere på slap line, men i al sit tosseri er den måske det skarpeste tænkelige signalement af vores tid.

Cillian Murphy er en sjælden skuespiloplevelse i rollen som knudemand i det irske drama ‘Small Things Like These’.

Åh nej, endnu en Frankenstein-film? Åh joda, for hulen, Guillermo del Toro har gendigtet Mary W. Shelleys gamle fortælling, så hendes oprindelige ånd står tydeligt frem, mens han hudfletter vor tid. Det er intet mindre end fantastisk.

‘Roofman’ er tre film i én – en komedie, en tragedie og en actionfilm. Det burde ikke fungere, men den forunderlige virkelig skæbne, den bygger på, får det til at hænge sammen.

‘Den sidste viking’ ligner en opsummering af det univers, vi kender fra Anders Thomas Jensens film. Men ingen andre kan servere dansk folkekomik med så megen personlighed og galskab.

‘Four Mothers’ har en mildt sagt underlig præmis for en historie. Det har sin forklaring, der dog ikke er særlig god. Heldigvis er følelserne i filmen stærke og troværdige.

'One Battle After Another’ er Paul Thomas Anderson for fuld skrue: En utrolig og vild film med en tematik, der kan skabe stor vrede i nutidens USA.