To liv

Der er meget, der er vidunderligt ved den unge kunstart, filmen. Og noget af det mest vidunderlige er, at du på en god halvanden time, for rundt regnet 100 kroner og takket være en nogenlunde koncentreret indsats i biografmørket, kan lære forbavsende meget om et menneske, som du ellers ikke vil have en chance for at komme i nærheden af. Du kan simpelthen blive klogere, hvilket som bekendt ikke er så tosset.

Du kan for eksempel blive klogere på Fatima, en ung fransk kvinde med algierske rødder. Set på afstand ligner Fatima de fleste andre unge europæiske kvinder med arabisk baggrund. Hun er troende, hun bekender sig til sine familierødder, men hun er også præget af livet som ung i et vestligt land med alt hvad det indebærer af muligheder og friheder.

Hvis du før har sat dig ind i biografmørket og set film om vesterlændinge med muslimske rødder, ved du allerede, at det ikke nødvendigvis er nemt at skræve over to kulturer. Især ikke når de to kulturer har vidt forskellige idealer. 17-årige Fatima er yderligere udfordret end det. I hendes øjne er koranens dogme, om at kvinder og mænd er instinktivt tiltrukket af hinanden, ganske enkelt usandt. Hun er måske nok tiltrukket af unge fyre som venner, men når hun leder efter et andet menneske at dele intimitet, følelser, tanker, glæder og sorger med, er de af hendes eget køn.

Da hun opsøger en imam for at finde en form for trøst eller en mulighed for at være lesbisk inden for sin religions rammer, bliver hun kun skuffet. Ifølge imamen er løsningen på hendes kvaler blot at bekende sig yderligere til sin gud, så hun kan komme på rette vej.

Fatima risikerer altså at støde hele sin baggrund, sin familie og sine trosfæller, fra sig, hvis hun springer ud. Den tvivl og den selvransagelse er udgangspunktet for ’To liv’, der følger Fatima, da hun begynder på filosofistudiet universitetet i Paris og får rig mulighed for at udforske verden – og sine egne lyster. Hun bor stadig hos sin mor og far og to storesøstre, men om aftenen og i nattetimerne undersøger hun livet som muslim og homoseksuel – især sammen med koreanske Ji-Na.

Franske Hafsia Herzi fortæller sin historie nøgternt og tørt, næsten som om hun er en flue på væggen i en dokumentarfilm. Hun serverer os ikke mange informationer om filmens figurer. Vi ved at Fatima spiller fodbold – ikke på et hold, men alene – og at hendes mor er en ren kunstner i et køkken, og at den unge mand, hun før har været kæreste med, forventede at blive gift med hende, men derudover er vi tæt på at løbe tør for konkret viden om de medvirkende.

Det er ikke nødvendigvis en mangel, snarere en stil, men det havde utvivlsomt fået Fatima til at leve stærkere for øjnene af os, hvis vi så hende blive kædet sammen med andre mennesket gennem andet end hendes seksualitet. I den sammenhæng gør det heller ikke meget godt, at Hafsia Herzi, der selv er erfaren skuespiller, har bedt sin hovedrolleindehaver Nadia Melliti om at spille tørt og afmålt – nærmest surmulende – som Fatima.

Naturligvis er det en pointe, at Fatima har svært ved at åbne sig for verden på grund af sine indre kvaler – men til tider er der næsten ved at gå zombie i hende, hvilket står i fuldstændig modsætning til flere af filmens morsomme og sprællevende bifigurer, der får lov at fyre den af i virkeligt velspillede sekvenser.

Derudover er ’To liv’ en velkommen mulighed for at blive klogere på et menneske, som af naturlige årsager ikke lukker nogen indenfor. Sindrigt og eftertænksomt åbner Hafsia Herzi og Fatima Daas, hvis selvbiografisk roman er udgangspunkt for filmen, for et liv mellem to verdener. Ikke meget af det er overraskende, men rigtig meget af det vil gøre dig klogere på at være menneske. Ikke mindst et andet menneske.