To liv

Hvordan er der indeni 17-årige Fatima?

Franske ‘To liv’ bringer os tættere på et menneske, som langt de fleste af os ikke vil have en chance for at komme tæt på i den virkelige verden: En ung lesbisk muslim.

Der er meget, der er vidunderligt ved den unge kunstart, filmen. Og noget af det mest vidunderlige er, at du på en god halvanden time, for rundt regnet 100 kroner og takket være en nogenlunde koncentreret indsats i biografmørket, kan lære forbavsende meget om et menneske, som du ellers ikke vil have en chance for at komme i nærheden af. Du kan simpelthen blive klogere, hvilket som bekendt ikke er så tosset.

Du kan for eksempel blive klogere på Fatima, en ung fransk kvinde med algierske rødder. Set på afstand ligner Fatima de fleste andre unge europæiske kvinder med arabisk baggrund. Hun er troende, hun bekender sig til sine familierødder, men hun er også præget af livet som ung i et vestligt land med alt hvad det indebærer af muligheder og friheder.

Hvis du før har sat dig ind i biografmørket og set film om vesterlændinge med muslimske rødder, ved du allerede, at det ikke nødvendigvis er nemt at skræve over to kulturer. Især ikke når de to kulturer har vidt forskellige idealer. 17-årige Fatima er yderligere udfordret end det. I hendes øjne er koranens dogme, om at kvinder og mænd er instinktivt tiltrukket af hinanden, ganske enkelt usandt. Hun er måske nok tiltrukket af unge fyre som venner, men når hun leder efter et andet menneske at dele intimitet, følelser, tanker, glæder og sorger med, er de af hendes eget køn.

Da hun opsøger en imam for at finde en form for trøst eller en mulighed for at være lesbisk inden for sin religions rammer, bliver hun kun skuffet. Ifølge imamen er løsningen på hendes kvaler blot at bekende sig yderligere til sin gud, så hun kan komme på rette vej.

Fatima risikerer altså at støde hele sin baggrund, sin familie og sine trosfæller, fra sig, hvis hun springer ud. Den tvivl og den selvransagelse er udgangspunktet for ’To liv’, der følger Fatima, da hun begynder på filosofistudiet universitetet i Paris og får rig mulighed for at udforske verden – og sine egne lyster. Hun bor stadig hos sin mor og far og to storesøstre, men om aftenen og i nattetimerne undersøger hun livet som muslim og homoseksuel – især sammen med koreanske Ji-Na.

Franske Hafsia Herzi fortæller sin historie nøgternt og tørt, næsten som om hun er en flue på væggen i en dokumentarfilm. Hun serverer os ikke mange informationer om filmens figurer. Vi ved at Fatima spiller fodbold – ikke på et hold, men alene – og at hendes mor er en ren kunstner i et køkken, og at den unge mand, hun før har været kæreste med, forventede at blive gift med hende, men derudover er vi tæt på at løbe tør for konkret viden om de medvirkende.

Det er ikke nødvendigvis en mangel, snarere en stil, men det havde utvivlsomt fået Fatima til at leve stærkere for øjnene af os, hvis vi så hende blive kædet sammen med andre mennesket gennem andet end hendes seksualitet. I den sammenhæng gør det heller ikke meget godt, at Hafsia Herzi, der selv er erfaren skuespiller, har bedt sin hovedrolleindehaver Nadia Melliti om at spille tørt og afmålt – nærmest surmulende – som Fatima.

Naturligvis er det en pointe, at Fatima har svært ved at åbne sig for verden på grund af sine indre kvaler – men til tider er der næsten ved at gå zombie i hende, hvilket står i fuldstændig modsætning til flere af filmens morsomme og sprællevende bifigurer, der får lov at fyre den af i virkeligt velspillede sekvenser.

Derudover er ’To liv’ en velkommen mulighed for at blive klogere på et menneske, som af naturlige årsager ikke lukker nogen indenfor. Sindrigt og eftertænksomt åbner Hafsia Herzi og Fatima Daas, hvis selvbiografisk roman er udgangspunkt for filmen, for et liv mellem to verdener. Ikke meget af det er overraskende, men rigtig meget af det vil gøre dig klogere på at være menneske. Ikke mindst et andet menneske.

Instruktion: Hafsia Herzi.

Manuskript: Fatima Daas & Hafsia Herzi (med udgangspunkt i en roman af Fatima Daas).

Frankrig/Tyskland 2025

108 minutter

Premiere: 24. september 2026.

film-solid

Flere anmeldelser

NAZA

Alle involverede har smidt hvad de havde i hænderne for at haste dokumentarfilmen ‘NAZA’ ud i biograferne. Den er det værd. Samtalerne med 24 anonyme israelske soldater er skræmmende vidnesbyrd. Og så er filmen gennemtjekket håndværk.

Digger

Mexicanske Alejandro Gonzalez Iñárritu er tilbage med stjernetilproppede ‘Digger’ – en film, der ikke bare er en film, men simpelthen et fænomen.

Everybody Diggs Bill Evans

På virtuos vis sender ‘Everybody Diggs Bill Evans’ os ind i jazztroldmanden Bill Evans’ psyke. Men den har ikke så stort held med at fortælle os, hvad vi skal derinde.

Dobbeltfejl

Amalie Næsby Fick hopper elegant op på den store klinge med stjernespækkede ‘Dobbeltfejl’, der stikker fingrene dybt ned i aktuelle temaer.

0 kommentarer

Skriv gerne en kommentar

Noget på hjerte?
Skriv gerne kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *