Hind Rajabs stemme

Der er en pæn sandsynlighed for at du kommer tumlende ud af biografen med to meget modsatrettede følelser efter at have set den tunesiske film ’Hind Rajabs stemme’. Den ene af følelserne er du formentlig slet ikke bevidst om. Den anden fylder hele din krop – fra top til tå.

Sidstnævnte skyldes handlingen i ’Hind Rajabs stemme’. Den 29. januar 2024 kom medarbejderne på hjælpeorganisationen Røde Halvmåne i Gaza i telefonkontakt med en 6-årig pige, der sad fastklemt i en bil. Omkring hende lå fem døde slægtninge, såvel børn som voksne, der var på vej til stranden, da de blev beskudt af israelske styrker. Gennem 70 minutter forsøgte Røde Halvmåne at hjælpe 6-årige Hind Rajab, der tryglede om at blive hentet. Men eftersom bilen med pigen befandt sig i israelsk besat område, var folkene hos Røde Halvmåne nødt til at søge om tilladelse hos diverse myndigheder, ikke mindst det israelske militær, til at køre ind i området med ambulance. Derfor gik der lang tid før de reelt kunne gå i gang med at hjælpe pigen.

Det er en rædselsfuld situation – hjerteskærende og meget tæt på ubærlig at være vidne til. Og den er det især fordi alt, der foregår i filmen, har fundet sted i virkeligheden. Takket være den optagelse, Røde Halvmåne registrerede den 29. januar 2024, tilhører pigens stemme den virkelige Hind Rajab, og resten af filmen er genskabt med skuespillere, der forsøger at gøre og sige præcis det samme som redningsfolkene sagde og gjorde dengang for to år siden.

Deraf kommer den anden af de to følelser, du formentlig vil bære med dig ud af biografen. Det er meget muligt, at du også vil komme ud med flere følelser, ikke mindst vrede. Nogen vil utvivlsomt mærke en helt ukontrollerbar vrede ovenpå ’Hind Rajabs stemme’. Men ubevidst vil du sandsynligvis have registreret, at den tunesiske instruktør Kaouther Ben Hania har begået noget, der minder om en genistreg ved at bygge filmen op om 6-årige Hind Rajabs stemme. Det gør ’Hind Rajabs stemme’ til en usædvanlig dokumentar, og det gør samtidig filmen til et uvurderligt vidnesbyrd om konflikten i Gaza – en anderledes nærværende, endda aldeles nærværende, og konkret oplevelse end de utallige nyhedsrapporter i medierne.

Hvis filmen har en svaghed, er det at der ikke sker så meget sindsoprivende overraskende på Røde Halvmånes kontor. Medarbejderne Rana, Omar, Nisreen og Mahdi knokler, græder, råber, skændes, krammer og sveder gennem filmens små halvanden time, hvilket naturligvis er dramatisk i sig selv, men replikkerne er mest af alt variationer over ordlyden ’så gør dog noget!’

Det er meget tæt på at være decideret ubehøvlet at brokke sig over, at mennesker, der kæmper for at redde en 6-årig piges liv, ikke afleverer spændende og præcise replikker i samme bevægelse. Men det betyder bestemt noget for ’Hind Rajabs stemme’.

Klart det mest overrumplende ved filmen er, at koordinationschefen Mahdi er meget tilbageholdende med at sende en ambulance ind til Hind Rajab. Han peger på en liste over ambulancereddere, der har mistet livet mens de forsøgte at hente nogen ud af krigszonerne i Gaza. Det vil han ikke opleve igen, konstaterer han, mens desperate kolleger råber ham op i fjæset og han venter og venter og venter på grønt lys til at rykke ud.

Den desperation taler på sin vis på vegne af hele Palæstina – og ja, naturligvis er ’Hind Rajabs stemme’ en politisk film, et råb om hjælp – ligesom Hind Rajab råber om hjælp i bilen. Oplevelsen af filmen afhænger naturligvis af hvordan man ser på konflikten i Gaza, men det er fuldt ud lige så oplagt at se ’Hind Rajabs stemme’ som et vidnesbyrd om de rædsler, der finder sted i enhver krig. En tilsvarende film kunne uden tvivl være skabt i Ukraine, Afghanistan, Sudan, Yemen, DR Congo eller et syvende sted, hvor nogen bilder hinanden ind, at oprustning og væbnet konflikt er den eneste løsning.

Forhåbentlig er det den afskrækkende følelse, alle vil sidde tilbage med, længe efter at ’Hind Rajabs stemme’ er forbi.