Hana Korea

Efter rundt regnet et kvarters tid får Hye Seon et ordentlig lag tæsk. En anden ung kvinde banker løs på hende med indestængt raseri. Opsparet vrede vælter udover stille og melankolske Hye Seon, som vi naturligt nok straks tager i forsvar. Vi kan jo se på hende, at hun har det svært, og at hun kæmper for at finde sig selv efter at være flygtet fra Nordkorea til Sydkorea.

’Du tænker kun på dig selv, din egoistisk luder!’ råber den anden unge kvinde, som vi straks formoder må være psykisk ustabil, måske endda fuld af rænkespil. Men Hye Seon forsvarer sig ikke. Overfor en veninde antyder hun blot, at hun nok har gjort noget forkert.

Den korte sekvens i begyndelsen af ’Hana Korea’ hænger som et slags spøgelse over resten af filmen. Hvad gik det ud på? Hvem er den anden kvinde, Yoonhwa? Og hvem er Hye Seon, vores hovedperson, egentlig? Kan vi stole på den historie, hun fortæller? Vi får svarene på spørgsmålene til sidst. Og de er virkelig gode. Som alt andet i ’Hana Korea’ er det eftertænksomt og grundigt sat op af den danske instruktør Frederik Sølberg og hans koreanske medforfatter Sharon Sungjae Choi.

Efter denne anmelders opfattelse mangler filmen temperament og elektricitet. Der er rigeligt med seriøst gods til at folde dramaet større ud. Men al respekt for at Sølberg har valgt at fortælle historien i et minimalistisk og underspillet sprog med lange kameraindstillinger og replikker, der kun lige kradser i overfladerne.

’Hana Korea’ bygger på fortællinger fra nordkoreanere, der forlod familie og hjemstavn for at rejse til det langt rigere naboland mod syd. De historier har Sølberg og Choi skrevet sammen til beretningen om Hye Seon, der flygter for at samle penge til medicin til sin alvorligt syge mor. Det drama, der gemmer sig i flugten, er tilsyneladende rigeligt til at fylde en hel Netflix-serie, men Sølberg pakker det ned i enkelte sætninger og i korte blikke fra andre medvirkende, så vi kun lige fornemmer hvor voldsomme oplevelser, Hye Seon og veninden Seok Hui er gået igennem.

Det er der kommet en på mange måder særlig film ud af. Den ligner på absolut ingen måde nogen anden dansk film. Den foregår i Sydkorea, omhandler rent koreanske forhold og foregår naturligt nok kun på koreansk. Alligevel er det en dansk film – om end en dansk film, der er opstået i samarbejde mellem det danske selskab Sonntag Pictures og kollegerne i koreansk Seesaw Pictures.

Derudover gør ’Hana Korea’ noget, som selv koreanerne virker til at være berøringsangste overfor. Når koreansk film beskæftiger sig med traumet over at landet har været delt i to gennem 80 år, er det ofte på et allegorisk eller metaforisk plan. Det er tilsyneladende svært at tale rent ud af posen. ’Hana Korea’ træder derimod lige ind i det åbne sår, i den enorme forskel, der er på at være nord- og sydkoreaner, og ind i smerten over at flygtninge skal gennem livstruende oplevelser i kinesiske interneringslejre for at nå til Sydkorea. Titlen på filmen betyder således ’Ét Korea’.

Hvis man vil mærke hvor dybt splittelsen ligger i koreanerne skal man altså – spøjst nok – forbi en dansk film. Det fortæller ikke så lidt om hvor unik en oplevelse, ’Hana Korea’ er.