Saltstien

’Det er jo en nærmest Dickensk fortælling!’ udbryder veninden Polly, da hun hører om de kvaler, hendes venner står overfor. Det er ikke helt forkert. Raynor Winn og hendes mand Moth befinder sig virkelig i kvaler, der er en Oliver Twist eller David Copperfield værdig. Bare ikke i midten af 1800-tallet, men i det moderne 2026.

Ifølge Raymor og Moth mistede de deres gård og deres levebrød i det nordlige Wales fordi Moth og en ven havde investeret en sum penge – og tabt dem. Derudover blev Moth ramt af den sjældne sygdom kortikobasal degeneration, der angriber hukommelse og fysik. Men ligesom Dickens’ klassiske figurer tabte de ikke håbet midt i håbløsheden. De besluttede sig for at gå den omtrent 1010 kilometer lange tur af The South West Coast Path, en pittoresk vandretur gennem små fiskerbyer, ad stejle klipper og via dystre borgruiner rundt om Somerset, Devon, Cornwall og Dorset i det sydvestligste hjørne af England.

Bagefter skrev Raynor Winn bogen ’Saltstien’ om deres oplevelser på turen. Den udkom i 2018 og blev en bestseller – hvorefter det Dickens’ke aspekt af historien blev seriøst udfordret af flere avisartikler samt en dokumentarfilm, der hævdede at Raynor og Moth ikke havnede i problemer fordi de tabte investerede penge, men fordi Raynor Winn havde taget penge fra et firma, hun tidligere havde arbejdet i. Hun tog et lån for at betale pengene tilbage, og det var det lån, der knækkede nakken på parrets økonomi. Derudover har journalister og læger også rejst tvivl om Moth nu også lider af den alvorlige sygdom kortikobasal degeneration.

Lad os bare slå fast, at instruktøren Marianne Elliott og manusforfatteren Rebecca Lenkiewicz hopper hurtigt hen over de begivenheder, der går forud for Raynor og Moths vandretur. Moth råber lidt ad en mand, der hedder Cooper, udenfor retssalen, og det fremgår at denne Cooper, en tidligere ven af Moth, har snydt dem, men ikke hvordan. I stedet fokuserer Elliott og Lenkiewicz på parrets store smerte ved at forlade deres elskede bolig og samtidig skuffe deres store børn.

Med andre ord bliver der smurt et tykt lag følelser udover Raynor og Winns oplevelser. Elliott og Lenkiewicz er ikke Charles Dickens, uanset de Dickenske paralleller. Der er ingen social indignation eller vred realisme i ’Saltstien’. Den sælger os snarere det modsatte, en ekskursion fra virkeligheden, en rejse ud i den drøm, der fortæller os, at vi alle kan finde den store frihedsfornemmelse ved at forlade den moderne civilisations rædsler og gå en lang tur i naturen.

I den sammenhæng er det aldeles ligegyldigt om Raynor og Moth er fulde af løgn eftersom den historie, de serverer med ’Saltstien’, selv balancerer på grænsen til ren indbildning. Det er en smuk tanke, at vi kan mærke Friheden ved at skide den moderne civilisation et stykke, men det er også ren eskapisme. Ren indbildning. Feelgood-fis. En turistannonce på et socialt medie. Tænk hvis vi alle smed alt hvad vi havde i hænderne og bare vadede rundt i naturen. Det ville være et helvede hinsides noget den moderne civilisation kan byde på.

Men det ændrer ikke ved, at ’Saltstien’ serverer en veltilrettelagt drøm. Det vil have været en endnu bedre historie, hvis Raynor indrømmede, at hun var på røven, fordi hun havde stjålet nogle penge, men det vil nok være for hård etisk kost for de mange ’Saltstien’-læsere. Skønheden ved at slippe alt og mærke naturens mægtige sus – over berusende smukke kyster og forunderlige fænomener – bliver lagt umådeligt indbydende frem for os. Gillian Anderson og Jason Isaacs giver den alt hvad de har – og lidt til – i rollerne som Raynor og Moth. Og det forunderlige er, at selvom enhver kan se, at filmen serverer en fuldfed illusion, får man virkelig lyst til at æde den i én stor luns. For der ser virkelig umådelig dejligt ud derude på Saltstien, med Atlanterhavsvinden i fjæset, Cornwalls kalkklipper i horisonten og litervis af sved på panden.