Young Mothers

Det er svært ikke at opbygge en tung klump i mellemgulvet da Ariane stiller spørgsmålet ’spiller du et instrument?’ ’Ja, jeg spiller saxofon’, svarer manden, der skal være hendes barns nye far. ’Vil du lære Lili det?’ spørger Ariane. Og så fornemmer vi, at det altid har været Arianes store drøm at kunne mestre et instrument – og at hun godt ved, at hun aldrig kommer til at lære det. Hun har ikke tiden, pengene, viljestyrken og selvtilliden. Men måske vil hendes lille datter, Lili, lære det en dag, nu hvor hun skal adopteres af at par nye ressourcestærke forældre.

Den lille scene opsummerer på mange måder ’Young Mothers’, den nye film af Belgiens mest berømte filmmagere, brødrene Luc og Jean-Pierre Dardenne. Siden slutningen af 1970’erne har de skabt film om mennesker, der forsøger at finde sig et bedre liv på bunden af det belgiske samfund. I begyndelsen arbejdede de med dokumentarer, men siden ’Løftet’ fra 1996 har de haft stor succes med at dramatisere historier, der har udgangspunkt i virkelige situationer, og som er så realistiske, at de ligner et skinbarligt stykke virkelighed.

Med et intenst filmsprog, hvor kameraet nærmest hænger på skuldrene af hovedpersonen, har de fortalt gribende historier som ’Rosetta’ (1999), ’Sønnen’ (2002), ’Barnet’ (2005) og ’Drengen med cyklen’ (2011).

Deres nye film, ’Young Mothers’, er på ingen måde så intens som deres to Guldpalmevindere fra Cannes, ’Rosetta’ og ’Barnet’. Brødreparrets bedste film havde en evne til at æde sig ind i et gigantisk menneskeligt drama, der kunne have fundet sted i nabolejligheden uden at nogen havde bemærket det. Med ’Young Mothers’ serverer de en mosaik med fem små livshistorier. Det kan, i sagens natur, aldrig blive så intenst som at følge et enkelt menneskes kamp gennem halvanden time – heller ikke selvom de fem små historier er voldsomme i sig selv. De har hentet deres inspiration fra et center i den belgiske storby Liége, hvor brødrene altid har hentet deres inspiration. Centret tager sig af mindreårige kvinder, der er blevet mødre – alt for tidligt og alt for uovervejet, naturligvis. Gennem beretninger fra de virkelige kvinder på centret har Jean-Pierre og Luc Dardenne, der efterhånden er blevet henholdsvis 75 og 72 år, sammensat fem portrætter af unge kvinder, der er blevet voksne længe før de burde.

Jessica er alene med sit barn mens hun kæmper med at forstå hvorfor hendes egen mor forlod hende, da hun var lille. Perla kæmper en håbløs kamp for at skabe en familie med sin kæreste, der hellere vil hænge ud med vennerne og begå kriminalitet end tage sig af sin lille søn. Julie er tidligere misbruger, og både hun og hendes kæreste slås med at holde misbruget på afstand, mens de forsøger at bygge en fremtid. Naïma, der ikke fylder meget i filmen, er filmens store lyspunkt – hun er ved at få hul igennem til sit drømmejob som togkonduktør. Og så er der Ariane, der er bange for at duplikere sin mors liv med sprut og en voldelig kæreste, og derfor beslutter sig for at bortadoptere sin Lili.

Det er skæbner, som de fleste af os har mødt i bylivet – uden at ane hvilket drama, de bærer på. Måske har de serveret en burger eller solgt en kage til os, måske. har vi aldrig lagt mærke til dem. Måske har vi forsøgt at undgå dem fordi de så forhutlede ud. Med Dardenne-brødrene som formidlere står de lyslevende for os, som tabere i kampen om at være noget, at få succes og karriere – eller blot bolig og familie.

Der er heldigvis flere glimt af håb i ’Young Mothers’. Men i almindeligheden er den et stærkt vidnesbyrd om hvor skævt mennesker kan lande i tilværelsen – uden selv at være skyld i det. Det er værd at sætte sig ind i en verden, der er optaget af at deltage i realityprogrammer, være en succes på de sociale medier, investere i en drømmebolig eller rejse på drømmeferie fem gange om året.