Enzo

Hold kæft han er ude at skide, ham Enzo. Måske er han endda lige lovlig overdrevet ude at skide, hvis man skal se lidt realistisk på det, men ude at skide er han i hvert fald. Han fortæller os ikke, hvad hans problem er – og det gør folkene bag hans film, ’Enzo’, heller ikke – men han har tydeligvis svært ved at finde sin egen plads i verden.

Hans mester i det murerfirma, hvor han er kommet i lære, er ved at være træt af Enzo, der sjusker og arbejder langsomt. Faktisk har Enzos mester aldrig oplevet en dårligere lærling.

I virkeligheden er problemet nok snarere, at Enzo dagdrømmer. Han lader tankerne og følelserne fare. På et tidspunkt fortæller Enzo sin mor og far, at han gerne vil være murer, fordi han godt kan lide tanken om at mure bliver stående, når alt andet er revet bort, hvad enten det er af bomber eller oversvømmelser eller noget helt tredje. Det siger sig selv, at der foregår noget ret voldsomt i Enzos 16-årige hjerne, når han siger den slags.

Enzos mor og far er bekymrede. De er begge veluddannede akademikere, de tjener rigeligt med penge, og de har svært ved at forstå hvorfor Enzo vil slide sig selv op med hårdt fysisk arbejde. Enzo har til gengæld svært ved at forstå hvorfor hans far gad at studere i 10 år bare for at sidde bag en computer.

Men det mest bekymrende for Enzos forældre er, at Enzo tilsyneladende forelsker sig i den 8 år ældre ukrainer, Vlad, på arbejdet. Hvad går det ud på?

Det har Enzo svært ved at forklare. Han fantaserer om at rejse med Vlad til fronten i Ukraine og kæmpe mod russerne. Det vil gøre ham tryg, siger han.

Det giver ikke umiddelbart mening – især ikke fordi Enzos kærlige forældre kan tilbyde ham et trygt liv i en fin villa med pool og hele baduljen i et smukt beliggende kvarter ved den franske riviera. Hvem kan ønske sig mere? Det kan Enzo altså. Og ingen i hans omgivelser ser ud til at begribe hvorfor.

I den henseende ligner ’Enzo’ rigtig mange andre film om teenagere eller unge voksne, der kæmper med at finde sig til rette i den verden, deres forældre har foldet ud foran dem. Fortællinger om unge mennesker, der protesterer mod forældrenes idealer, er der rigeligt af – lige fra Nicholas Rays’ amerikanske klassiker ’Vildt blod’ fra 1955 til danske Hella Joofs ’Nøjsomheden’, der får premiere sidst i august. Og ’Enzo’ holder sig stramt til den tradition.

Men de to franske bagmænd, idemanden Laurent Cantet og instruktøren Robin Campillo, har fundet deres helt egen baggrund for den unge hovedpersons oprør. Hverken Enzo, Cantet eller Campillo forklarer sig, men det virker unægtelig som om Enzo søger noget ægte, noget virkeligt og håndgribeligt – som for eksempel mure af sten eller den krig i Ukraine, som Vlad og hans ukrainske ven Miroslav risikerer at blive sendt hjem til.

Laurent Cantet, der døde for to år siden, men efterlod sig idéen til ’Enzo’, har før skabt film om mennesker, der ikke føler sig hjemme i den moderne, veltilrettelagte civilisation, såsom ’Time Out’, om en mand, der har mistet sit arbejde, men holder det skjult for sine omgivelser. Unge Enzo er helt klart i familie med den mand. Han kan ikke mærke verden omkring sig. Den er ikke virkelig. Den er en kulisse.

Så tydeligt bliver tankerne ikke formuleret i ’Enzo’. Desværre. Det gør portrættet af unge Enzo for luftigt og vagt, uanset at Eloy Pohu, der spiller Enzo, er en karismatisk ung mand. Og det hjælper ikke, at Robin Campillo til sidst sætter ekstra drama og effekt på drengen med nogle situationer, der kæmper for at virke troværdige. Der findes et spændende generationsportræt inde i ’Enzo’, men det får ikke plads til at folde sig ud.