The Odyssey

Nu om dage tager det rundt regnet en time at flyve fra det vestlige Tyrkiet til De Ioniske Øer vest for Grækenland. Alligevel var Odysseus hele tyve år om at rejse fra det store slag ved Troja og hjem til sin kone Penelope på Ithaka. Ti år tilbragte han med at belejre Troja. Ti år på at rejse.

Den hårdtprøvede helt havde naturligvis intet fly, men kun stjernerne, sit skib og sine mænd til at hjælpe sig hjem, men selv med det mindre luksuriøse udgangspunkt blev rejsen absurd lang – og dermed siger det også sig selv, at det ikke er selve rejsen, der er interessant, men tiden. Hvorfor i alverden var Odysseus så ufatteligt længe om at komme hjem?

Fordi han havde mistet sit kompas. Ikke det fysiske – men det mentale. Det er selve kernen i Homers næsten 3000 år gamle langdigt ’Odyssen’, i hvert fald i Christopher Nolans nye og stort opsatte, næsten tre timer lange, stjernespækkede og cirka 1.3 milliarder dyre filmatisering.

’Vi forbrød os mod det hellige bånd mellem menneskene’ konstaterer Odysseus flere gange undervejs i filmen. Det er ham, der finder på tricket med Den Trojanske Hest, som bringer grækerne indenfor i Troja og bliver begyndelsen på enden for trojanerne. Men han ligner på ingen måder en mand, der har vundet VM i krig. Han er nedbrudt. Desillusioneret. Han har set sine frænder slagte og voldtage hæmningsløst i gaderne i Troja.

Hele udgangspunktet for krigen er i sig selv værd at være desillusioneret over. Som beskrevet i Homers forgænger til ’Odysseen’, ’Illiaden’, bortførte trojanske Prins Paris den græske konge Menelaos’ skønne hustru, Helene, hvorefter grækerne med Agamemnon i spidsen drog med Troja. Agamemnon ofrede endda sin 6-årige datter Ifigenia for at høste større styrke hos guderne.

Sådan et vanvid mellem menneskene er ikke gudernes vilje, må Odysseus konstatere, og således har ikke kun han, men også Menelaos og Agamemnon en meget lang og strabadsfyldt hjemrejse. Agamemnon bliver endda dræbt ved sin hjemkomst.

Som så godt som ethvert dannet barn har lært i skolen, må Odysseus og hans mænd kæmpe sig forbi den ene prøvelse efter den anden: Kyklopen Polyfem, heksen Kirke, uhyret Skylla, de skønsyngende Sirener, kæmpekrigerne Laestrygonierne og mange flere. Men hverken oldtidskundskabslærerne eller populærkulturelle fænomener som Rick Riordans bogserie om Percy Jackson tager sig tid til at understrege pointen med prøvelserne så grundigt som Nolan.

Han er ikke kun interesseret i det vilde og spektakulære i at se soldater bliver spist af et et-øjet kæmpemenneske som Polyfem. Han er også optaget af at Odysseus vælger at sende en hævngerrig pil mod Polyfem, da han og hans mænd endelig er sluppet fri. Dermed påkalder Odysseus sig igen gudernes vrede. Med sin hævnakt understreger han, at han endnu har noget at lære efter den græske civilisations brutale fremfærd ved Troja. Han skal straffes, og havguden Poseidon, far til Polyfem, vil kun gøre hjemrejsen endnu mere svær.

Således er Odysseus lange rejse hjem også en renselses- eller gendannelsesproces. Odysseus skal ikke bare finde hjem til sin elskede Penelope og sin lille søn Telemakos, der i mellemtiden er blevet voksen, han skal også genlære sine oprindelige dyder. Han skal igen forholde sig til de værdisæt, de gamle græske guder repræsenterer. Han skal lære at blive et følende og kærligt menneske igen. Uanset hvor kulørte og fejlbarlige de græske guder var, havde de en funktion som pejlemærker for de gamle grækeres moral, dannelse og kundskaber. Det understreger Nolan forbilledligt ved hele tiden at fremhæve hver enkelt årsag til Odysseus prøvelser.

Der er uvist hvor meget Homer selv digtede af ’Odysseen’ og hvor meget han hentede fra overleveringer, men Nolan gør i hvert fald sin ’The Odyssey’ til en af historiens tidligste anti-krigsfortællinger. Men en næsten forbavsende grundighed understreger Nolans ’The Odyssey’ at krig ødelægger mennesker – såvel tabere som ’vindere’. Faktisk findes vindere ikke, hvilket moderne Agamemnonner som Vladimir Putin, Benjamin Nethanyahu og Donald Trump med tiden vil erfare på den hårde måde. Om de også vil lære det – som Odysseus gør – er en anden historie.

Der er altså en basal lærerig pointe med Homers langdigt. Og en basal fortællestruktur, der siden har dannet base for mange andre fortællinger: Dannelsesrejsen. I forbindelse med premieren på ’The Odyssey’ har Nolan endda understreget, at han ser Odysseen som basis for alle historier: Hovedpersonen skal på en mental rejse for at lære noget.

Der er altså en kolossal grundlæggende fylde i ’Odysseen’, og Nolan trækker den frem med største respekt. En perlerække af skuespillere som Matt Damon (Odysseus), Anne Hathaway (Penelope), Tom Holland (Telemakos), Zendaya (Athene), Robert Pattinson (Antinoos), Menelaos (Jon Bernthal) og Charlize Theron (Kalypso) giver figurerne liv, og den hollandske fotograf Hoyte van Hoytema vækker det gamle Grækenland til live med en dyster intensitet. Det er en klaustrofobisk alvor i næsten ethvert billede – uanset hvor meget solen skinner ved oldtidens Middelhav.

’The Odyssey’ er ikke kun en væsentlig fortælling til tiden – såvel nutiden som fortiden – den er også filmhåndværk fra den øverste hylde.