To anklagere

Selv med et hurtigt og overfladisk kendskab til Ruslands historie, er der ikke meget, der vil overraske i ’To anklagere’. Russerne har aldrig kendt til frie valg. Demokrati er reelt, ja, en by i Rusland, og gennem flere perioder har landet oplevet diktatorer, der har styret landet efter forgodtbefindende, uanset om de har kaldt sig zarer, generalsekretærer eller folkeledere.

Den mest berygtede i flokken af magthystader er Josef Stalin, generalsekretær for kommunistpartiet fra 1922 til 1953. Historikere anslår, at han kan have mere end 20 millioner menneskeliv på samvittigheden. 20 mio! Alene under ’Den store udrensning’ fra 1936-38, hvor mulige fjender af kommunistpartiet blev fængslet, anslås det at 700.000 mennesker mistede livet. På mere eller mindre løst grundlag.

Det er udgangspunktet for ’To anklagere’, der er kommet til verden takket være den ukrainske instruktør Sergei Loznitsa. Den beretter om Kornev, en nyuddannet og idealistisk anklager, der tilfældigt får fingre i et brev, nedfældet på et stykke træ, i et fængsel. Brevet er skrevet af en politisk fange, som hævder at have vigtige oplysninger. Den dedikerede kommunist Kornev forsøger at få manden afhørt og hans udsagn undersøgt – uden at være bevidst om at den type politisk retfærdighed ikke ligefrem er højeste mode i Sovjetunionen i 1937. Hvad tænker du dog på?’ får man lyst til at råbe op på lærredet til ham. Men Kornev vidste selvfølgelig ikke, at Stalin med tiden ville blive husket for at fjerne menneskeliv med meget løs hånd.

Det er altså ikke et overraskende blik på Sovjetunionen og Stalin, der har drevet Loznitsa til at skabe ’To anklagere’. Han har haft et ønske om at vise det absurde og kafkaske system, Stalins efterretningstjeneste skabte i Sovjetunionen. Så grundig var Den Store Udrensning, at mange officerer i den russiske hær blev aflivet – hvilket betød at hæren havde svært ved at hænge sammen, da Nazityskland invaderede landet i 1941.

Fanger blev tvunget til at skrive under på absurde anklager i et politisk klima, der har sin tydelige genklang i Putins moderne Rusland. Det er selvfølgelig en del af Loznitsas pointe. Stalin var ikke alene. Despoterne og deres vanvid findes stadig. Ikke blot i Rusland, men også i USA og blandt europæiske populister, der fabrikerer ’fakta’ som de har lyst.

Den slags er der til enhver tid grund til at advare mod – om end ’To anklagere’ havde været noget mere spændende, hvis Loznitsa havde haft et nyt blik på Stalins terror. Til gengæld fejler filmens stil og udtryk ikke det mindste. Fotografen Oleg Mutu og production designeren Yuriy Grigorovich får sammen skabt nogle fantastiske billeder, der er så stilrene, at de ligner malerier. I al sin gru er ’To anklagere’ en umådeligt smuk film. Hele afsnittet, hvor Loznitsa beskriver fængselssystemets menneskekulde, er så intenst, at man nærmest kan mærke sin hud blive grå.

Det er nok ikke lige den oplevelse, folk vil stå i kø til biograferne for at opleve. Men Loznitsa er tydeligvis meget bevidst om vigtigheden af at advare mod diktatorer og deres vej til magten. Og han vil have os andre til blive lige så bevidste – inden det lige pludselig er for sent.