Autofiktion

’Autofiktion’ er en underlig oplevelse. På sin vis er det alt det, der ikke er med i filmen, der fylder mest. Der foregår skam rigtig meget i selve filmen: Der er mandestrip, en kvinde får så kraftig migræne, at hun bliver indlagt på hospitalet og to kvinder bliver så grundigt uvenner på Lanzarote, at den ene rejser hjem. Alligevel er det alt det, der ikke er med i filmen, der fylder. I hvert fald for en anmelder som undertegnede, der har set og nydt spanske Pedro Almodóvars film gennem årtier.

Hjemme i Spanien har ’Autofiktion’ den poetiske og abstrakte titel ’Bitter jul’. Men den danske titel understreger, hvorfor der er noget på spil bag selve filmen. Almodóvar beretter om forfatteren Raúl, der bruger andre menneskers livserfaringer til at komme ud af sin egen skrivekrise. Raúl er gået i stå med sit manuskript om Elsa, en reklameinstruktør, der selv er tørlagt for gode idéer til en ny film. Endelig finder Raúl inspiration i sin sekretærs familieforhold – og det er hun mildt sagt ikke begejstret for.

Almodóvar har ikke lagt skjul på, at Raúl er hans eget alter ego. Han har endda erklæret, at han sagtens kunne finde på at diske op med rundt regnet 80 procent af de argumenter, Raúl finder på overfor sekretæren Monica. Almodóvar er altså skurk i sin egen film, hvilket er en dejligt subtil idé, men det er ikke en idé, der stikker specielt dybt i ’Autofiktion’. Det gør til gengæld en anden spejling af Almodóvar og alter egoet Raul.

Efter glansperioden omkring årtusindskiftet med farvestrålende, komplekse, rørende og virtuose melodramaer som ’Kødet skælver’, ’Alt om min mor’ og ’Tal til hende’ blev Almodóvar ramt af en depression. Det kunne ses på hans film. ’Volver’ og ’Brudte favntag’ holdt stadig et højt niveau, men det var tydeligt, at idéerne ikke kom til spansk films største nulevende instruktør med samme lethed som før. Og fra 2013 skete der et decideret knæk i hans produktion. Filmene virkede mere desperate og uforløste, som om Almodóvar forsøgte at stikke af fra sit gamle jeg.

Senere, fra ’Smerte og ære’ fra 2019, har det snarere set ud, som om Almodóvar er begyndt at lede efter sit gamle jeg fra ’Tal til hende’-dagene. Med 2001’s ’Parallelle mødre’ fandt han endelig noget, der havde samme intensitet som hans gamle film, men med ’Autofiktion’ virker det unægtelig som om den 77-årige spanier desperat forsøger at krænge sjælen ud på sig selv – i håb om at skabe en film med samme kompleksitet som ’Alt om min mor’ og ’Tal til hende’.

Som gammel og stor Almodóvar-fan er det svært ikke at sidde og trække tråde tilbage i karrieren. Alle de klassiske Almodóvar-elementer er der: pangfarverne, melodramaet, de store og karikerede følelser, de komiske bifigurer, de sexede undertoner og ikke mindst Alberto Iglesias’ elegante musik, der smyger sig omkring Almodóvars figurer og sætter ekstra tryk på hver en følelse.

Men med Almodóvars gamle perlerække af film i baghovedet står det også klart, at ’Autofiktion’ slet ikke kan skabe samme kompleksitet. Og slet ikke med samme elegance og lethed som Almodóvar mestrede for 30 år siden. Det er godt nok også meget at forlange af en mand på 77 år, men når nu manden selv bevæger sig ned af det spor, er det svært ikke at følge med.

Historien bliver finurligt fortalt af to spor – som på et tidspunkt faktisk bliver til tre. Hovedhistorien handler om instruktøren Elsa og hendes migræneplagede karriere som filminstruktør, siden opdager vi, at hun er en figur, Raul har fundet på – og på et tidspunkt får vi endda et par klip fra den film, Elsa sidder og skriver på, da hun er ude af sin kreative krise. Men uanset sine finurligheder finder ’Autofiktion’ aldrig rigtig et hovedspor. Det føles som Almodóver bliver ved med at bygge ovenpå sin historie uden at der sker noget af den grund. Og temaet om at stjæle historier fra andre menneskers virkelighed træder først i karakter meget sent.

Derfor er ’Autofiktion’ en spøjs oplevelse. Den vækker rigtig mange af Almodóvars gamle film. Og det er ikke til ’Autofiktion’s fordel.