Leviticus

Hvis du går rundt med den opfattelse, at gyserfilm er fjollede historier, hvor nogen pludselig hopper frem bag en dør og får teenagere til at hvine højt i biografen, trænger du til en seriøs opfrisker. Den kommer her:

Horrorgenren går i øjeblikket gennem en guldalder. Næsten hver uge er der nye gys i de danske biografer. Til tider er der endda to af slagsen. Det har især én årsag: Publikum forventer at blive overrasket – endda bragt ud af fatning, terroriseret, sønderrevet. Det er den kontrakt, filmen og publikum har med hinanden. Den finder man ikke mange andre steder i vores moderne verden. Måske er den et grundlæggende behov for at slippe ud af trygheden og mærke sig selv – mærke alt det andet, der rumler og forstyrrer dernede i dybet.

Og publikum får virkelig opfyldt kontrakten for tiden. Der bliver leget, udfordret, eksperimenteret og skubbet grænser. Ingen kan føle sig sikker på noget som helst, når man sætter sig ind i biografen. Det er ganske enkelt forrygende.

Selvfølgelig findes der også kedelige og standardiserede gys – hvilket en titel som ’Scream 7’ peger på – men der er ikke meget i den her verden, der kan forberede publikum på film som ’Obsession’, ’Backrooms’, 28 Years Later: The Bone Temple’, ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ og ’Leviticus’.

Traditionelle skurke- og offerroller bliver vendt på hovedet, det trygge bliver utrygt, humor blive grumt og det grumme bliver sjovt og det farlige bliver normalt og det normale farligt. Australske ’Leviticus’ leger for eksempel med en række standarder. Den kristne kirke er på ingen måde et værn mod djævelskab, tværtimod. Forældre er bestemt heller ikke nogen tryg favn. Og homoseksualitet er ikke det farlige og sygelige bæst, som det ofte er blevet beskrevet som i især amerikansk film.

Den sunde kerne i ’Leviticus’ er kærligheden mellem to store drenge, Naim og Ryan. De bor i en mellemstor industriby et sted i Australiens sydlige provins Victoria, og kæmper begge med at forlige sig med, at deres forældre er en del af en kristen sekt. Drengene er ikke synderligt interesseret i Jesus, men til gengæld interesseret i hinanden – mere end som blot buddies, hvilket den spillefilmsdebuterende instruktør Adrian Chiarella ikke gider  bruge mange sekunder på at argumentere for. Under et venskabeligt slagsmål kysser de pludselig hinanden. Og kan lide det. Sådden er det.

Og så kører vi ellers derudaf, da forældrene og resten af den kristne sekt opdager, at tre sønner i menigheden – thi præstens søn Hunter er også til andre drenge – har gang i noget uterligt. En slags eksorcist bliver hentet ind, og under et dystert ritual, hvor de fnisende Hunter og Ryan skal renses, farer et gespenst pludselig i de to drenge.

Fra da af er der ikke meget at fnise af. Hvis drengene gør tilnærmelser til hinanden på den ’uterlige’ måde, viser ’noget’ sig i skikkelse af en af de andre drenge – hvilket selvsagt er noget af en udfordring for forholdet mellem Naim og Ryan. Er der ømhed eller brutal vold i vente når de mødes?

Adrian Chiarella har tydeligvis arbejdet med et småt budget på ’Leviticus’, men han har brugt pengene virkelig fornuftigt. Jed Kurzel serverer en psykedelisk og delirisk musik, der hele tiden giver en fornemmelse af at være til stede i ’en anden verden’, mens fotografen Tyson Perkins indfanger industrien og fabrikkerne i byen, så de næsten føles som slumrende uhyrer.

Derudover har Chiarella skabt en metafor, der på forbilledlig vis trækker genkendelige følelser ud af en omvendt verden. Vi ser verden fra en homoseksuel vinkel, hvor Ryan og Naims kærlighed forekommer at være det mest naturlige og ægte. Til gengæld har den kristne sekt gjort resten af verden dæmonisk. På intet tidspunkt har Chiarella nogen grund til at argumentere for den vinkel. Den voldsomme metafor han har fundet for forfulgt kærlighed, klarer det hele selv …