Primavera

Hvor tit er det lige, at man bliver rørt, næsten til tårer, af efterteksterne til en film? Ikke så tit, vel? Normalt slutter film, der bygger på virkelige hændelser, af med noget med at hovedpersonen først blev anerkendt for sit særlige arbejde mange år senere og fik sit eget museum og den slags.

Men efterteksterne til den italienske film ’Primavera’ stikker dybere. Den slutter af med at fortælle, at den italienske komponist Antonio Vivaldi, Venedigs måske mest berømte bysbarn, døde ensom og fattig, og at han blev begravet i en fællesgrav i Wien i 1741, hvorefter hans musik var glemt i næsten 200 år. Efter at have været stærkt ombejlet for sin musik i Venedig i begyndelsen af 1700-tallet gad ingen ham længere. Pludselig. Han gik af mode. Sikke en brutal skæbne.

Den eftertekst rammer særlig hårdt fordi den afrunder en fortælling med fokus på netop hårde menneskeskæbner. Millionvis af turister labber hvert år Venedigs særlige stemning i sig, fordi den i langt højere grad end andre historiske stæder er uberørt af tidens gang. Med lidt god fantasi kan man fornemme atmosfæren for 300 år siden, da Vivaldi hastede afsted hen over broer og gennem smalle gyder med sine nye værker på nodeark.

Men turisterne kan ikke se unge Cecilia og alle de andre venetianere, der har lidt en hård skæbne gennem Venedigs historie. Og det var mange. Ligesom de andre unge kvinder på institutionen Il Pio Ospedale della Pietà er Cecilia, hovedpersonen i ’Primavera’, dømt til et liv i ufrihed. Som spæd blev hun afleveret af en mor, der ikke kunne tage sig af hende – af den ene eller anden grund. Og ligesom de andre kvinder på Ospedale della Pietà lærte hun at spille et instrument og at underholde borgerskabet. Men hun måtte også finde sig i at blive udvalgt som brud til en af de rigmænd, der spyttede penge i kassen i Ospedale della Pietà. Hun var en del af institutionens forretning. Hun havde intet valg.

Mennesket Cecilia har aldrig eksisteret. Hun er en sammenskrivning af de unge kvinder, der lærte at spille musik takket være Antonio Vivaldi, da han var lærer og huskomponist på Ospedale della Pietà. Vivaldi ser hendes talent og Cecilia bliver hun en beundret violinist – som bare lige må finde sig i at droppe violinkarrieren så snart hun er blevet gift med den søofficer, der har ’købt’ hende.

’Primavera’, eller på dansk ’Forår’, handler altså ikke om berømtheden Vivaldi. Han er groft sagt lokkemad for en historie med en helt anden og meget mere moderne vinkel: ufrie kvinder. I stedet for en klassisk biografisk film om kunstnerens vej til berømmelse dykker instruktøren Damiano Michieletto heldigvis ned i noget mere sjældent – ned i en fortrængt krog af Venedigs historie. Andre kvinder fik en meget værre skæbne end Cecilia, der trods alt blev udpeget til et liv i relativ luksus som officersfrue. Men frihed kunne hun kun drømme om, ligesom Vivaldis talent afhang af de rige menneskers pengestrøm ud og ind af Ospedale della Pietá. På et tidspunkt dukker endda en dansk konge op som et pragteksempel på en ualmindeligt dekadent og fimset elite.

Om det er Frederik den femte eller Christian den syvende, får vi ikke at vide, men det er også lige meget. Kongen er blot endnu et rigt svin – og han bliver faktisk præsenteret som en dekadent gris – der opfatter alle andre som en brik i hans livsnydelse. Der er en næsten klaustrofobisk fornemmelse af indestængte menneskeskæbner i ’Primavera’ – men leveret i en lækker indpakning og et elegant filmsprog. Anderledes kan det ikke være, når historien foregår i en by, der engang bugnede af rigdom.

Men den lækre indpakning har også en skarp pointe. Hårde skæbner har det med at se ekstra voldsomme ud på et bagtæppe af glamour og lækkerhed. Det er faktisk lige til at blive rørt til tårer af.