Pressure

Det er ikke fordi vi nogensinde har været i tvivl om, at der er følelser involveret, når soldater går i krig. En patriotisk soldats bryst bugner jo af nationalfølelse, fortæller krigsromantikken os. I virkeligheden er de fleste soldater naturligvis skræmt fra vid og sans – proppet til randen med angst mens de bliver sendt afsted til en meget sandsynlig død. Og så er der alle de andre følelser: Hadet til fjenden. Frygten for aldrig at se familie eller kæreste igen. Kærligheden til en politisk idealisme. Og meget mere.

Jovist, der er masser af følelser i krig, og filmhistorien har fortalt om mange af dem på alle mulige måder. Men der er alligevel noget nyt på spil i den nye britiske krigsfilm ’Pressure’, der elegant spiller på en dobbelttydighed med sin titel: Den henviser til lufttrykket – og dermed vejret – på D-dag, den 6. juni 1944 da de allierede styrker gik i land i Normandiet og begyndte slutningen på 2. verdenskrig. Og så fortæller den selvsagt om det pres, de amerikanske og engelske beslutningstagere stod over for. En øvelse i april 1944 under kodeordet Exercise Tiger var endt som en ren katastrofe. Mindst 749 amerikanske soldater mistede livet. I en øvelse … Der var ingen garantier for at D-dag ville lykkes.

Det er her, ’Pressure’ viser særlige følelser. Vi har sjældent set en militærleder være så følelsesladt som Dwight D. Eisenhower. Som regel er generaler på film bare nogle bjæffende bæster – ofte med et præg af noget afstumpet og uempatisk. Eisenhower bjæffer også i ’Pressure’, endda så højt at han kan få et helt kontor til at stivne af skræk, men vi får også at vide, hvorfor han bjæffer så højt. Han er knust over at se så mange soldater dø under Exercise Tiger. Og han er oprigtigt bange for at fejle som øverstkommanderende for de allierede styrker – og at se nazisterne vinde krigen. En general har også følelser, konstaterer instruktøren ’Pressure’, Anthony Maras roligt.

Og så er der Captain James Stagg, det britiske militærs mest ansete meteorolog – og den store helt i ’Pressure’. Da vi bliver præsenteret for ham i begyndelsen af filmen, er han et dedikeret familiemenneske, der siger farvel sin højgravide kone. Kort efter, da han ankommer til de allierede styrkers hovedkvarter på et sydengelsk slot, er han tilknappet og utilnærmelig – tæt på at være en decideret røv over for sine underordnede. Men som vi siden lærer at forstå, er han kun tæt på at være decideret røv, fordi han er professionel ind til benet. Og han er professionel ind til benet fordi han er dybt optaget af hans lille familie har en fremtid i en fri verden uden nazister.

Det er altid forbindelsen til det nære, til de letgenkendelige følelser, der trækkes på i ’Pressure’. Ingen politisk idealisme, ingen nationalfølelse. Kun den britiske øverstkommanderende, Bernard Montgomery, taler som en general plejer i ’Pressure’ – og han er bestemt ikke flatterende beskrevet.

De jordnære og genkendelige følelser lyder måske ikke som nogen revolution i en krigsfilm, men de er tæt på. De gør en afgørende forskel. De får en kernescene i filmen, hvor Stagg får et uventet opkald, til at virke forbavsende nærværende – næsten som om tiden står stille. Og de får hver en ny drejning i vejrudsigten anno 5. og 6. juni 1944 til at virke som verdens vigtigste nyheder.

Det er nemlig filmens omdrejningspunkt: Staggs evner som meterolog. Mens hans overfladiske amerikanske kollega, Irving Krick, insisterer på at D-dag bliver velsignet med klart solskin, forudser Stagg det modsatte: storm. Og Eisenhower bliver mere og mere bjæffende på sin fuldt forståelige menneskelige måde, fordi hans operation er en sikker fiasko i en frådende storm – og han kan samtidig fornemme, at den irriterende tørvetriller til Stagg nok faktisk ved, hvad han snakker om. Læg dertil at Brendan Fraser er uforglemmelig som følsomt bjæffende Eisenhower, at Andrew Scott i al underspillethed står afsindig skarpt som Stagg og at Kerry Condon stjæler som altid scenerne i rollen som Løjtnant Summersby, det bankende hjerte i hovedkvarteret.

Er ’Pressure’ så en ny generations svar på Steven Spielbergs snart 28 år gamle D-dagsfilm, ’Saving Private Ryan’. Nej, det en meget mindre film på enhver skala – og den er helt sin egen.