De Gaulle: Modstandens pris

Til at begynde med er det svært ikke at undre sig over hvad vi dog skal med et helteportræt af en ærkenationalist i 2026? Nu om dage har nationalisme jo en grim bismag af militant ekstremisme og reaktionær populisme – spørg bare italienerne, tyskerne, franskmændene, englænderne, amerikanerne … eller os selv. Eller se på russerne i Ukraine. Og hvad skal vi med nationalisme, når nutidens helt store politiske emne er, hvordan Europæerne samler sig til en fælles enhed, der står stærkt overfor USA, Kina og Rusland?

Hvorfor dog hive fat i Charles de Gaulle – en gårsdagens heltetype af den slags, som langt de fleste af os var trætte af at få smidt i nakken i folkeskolen: En fransk general og politiker, der sad i fangenskab i Tyskland under Første Verdenskrig, samlede det ’frie Frankrig’ til kamp mod nazityskland under Anden Verdenskrig, blev regeringschef i 1944 til 1946 og igen i 1958 inden han blev fransk præsident i 1959 og frem til 1969.

Men efterhånden som den 2 timer og 40 minutter lange storfilm ’De Gaulle: Modstandens pris’ skrider frem, bliver det mere og mere tvivlsomt om forfatteren og instruktøren Antonin Baudry nu også er optaget af at hylde fransk nationalisme. De Gaulle bliver ikke ligefrem beskrevet som en type, der vinder følgere på Instagram og Tiktok i 2026. Skuespilleren Simon Abkarian fremstiller ham som en forbenet og forstokket befalingsmand med selvtilfredsheden spændt op under sin stift fremadpegende hage.

Empati og humor er under ingen omstændigheder hans stærke side. Han har tilsyneladende ikke meget andet i hovedet end at forsvare alt, der er fransk. Det gælder også de franske kolonibesiddelser i Oceanien, Asien og Afrika, hvilket man ikke ligefrem kan kalde hverken sympatisk, tidssvarende eller politisk korrekt i 2026.

Men hvad vil Antonin Baudry så med filmen? Måske mest af alt fortælle en god historie om et menneske, der stod fast på sine idealer, hvor de fleste andre svigtede – hvilket altid er en interessant historie. Mens Frankrigs øverstkommanderende under Anden Verdenskrig, Philippe Pétain, valgte at samarbejde med Hitlers Tyskland i den såkaldte Vichy-regering, rejste de Gaulle til London og etablerede en modstandsbevægelse ved navn ’Det frie Frankrig’. Han fandt en allieret i Englands Winston Churchill, men tilliden til de Gaulle var ikke stor alle steder. USA’s præsident Franklin D. Roosevelt var bekymret for om de Gaulle blot var en nationalist af samme skuffe som Hitler, og de Gaulles planer blev ofte regnet som småskøre og ekstreme.

Men de Gaulle stod fast. Urokkeligt. Det Frankrig, han var vokset op i, skulle bevares. Den stædighed er naturligvis imponerende, men ’De Gaulle: Modstandens pris’ er ikke kun fortællingen om de Gaulle. Også unge Ferrand Bonnier de La Chapelle, der fulgte de Gaulles idealer, bliver portrætteret. Til at begynde med ligner han blot en dårlig filmkliché – en metafor for den menige franskmand, der hylder de Gaulle som den ægte leder af Frankrig – men mod slutningen af filmen står det klart, at han også kæmpede urokkeligt for sine idealer.

Netop takket være Ferrand, der har al den menneskelighed, de Gaulle mangler, bliver ’De Gaulle: Modstands pris’ en rørende hyldest til dem, der kæmper for det, vi alle tror på: kærlighed, venskab, fællesskab, frihed.

’De Gaulle: Modstandens pris’ udfordrer på ingen den normale tilgang at fortælle historiske dramaer eller biografiske film, og den går seriøst i tomgang undervejs, men med sine stædige 160 minutters vellykkede vekslen mellem voksne Charles de Gaulle og unge Ferrand Bonnier fremstår filmen forbavsende aktuel. Den taler til noget i tiden. En historisk bevidsthed og en idealisme, der insisterede på at bevare den verden, vi i store træk lever i i dag. Og som ikke styres fra Berlin af nazismens efterkommere. Det er trods alt værd at tænke over – i hvert fald lige indtil anden del af Antonin Baudrys storværk om de Gaulle, ’Frihedens stemme’, får premiere den 29. oktober.