The End of Oak Street

Beklager, men jeg nægter at opfatte ’The End of Oak Street’ som endnu en gang overgearet amerikansk effektstyret billedlir, der skal fordøjes i selskab med cola og popcorn. Der er noget mellem linjerne. Der er faktisk mere mellem linjerne i ’The End of Oak Street’. Ja, jeg ved godt, at den i bund og grund lander i biograferne for at underholde ved at slippe dinosaurer løs i et hyggeligt amerikansk nabolag. Og sådan vil de fleste mennesker bare se den – inden de glemmer den igen.

Flere af de mere historiebevidste biografgængere vil hurtigt lægge mærke til at ’The End of Oak Street’ peger tilbage på en tidsperiode, som amerikanske filmmagere dyrker som en slags hellig gral og en evig inspirationskilde: 1980’erne. Det var dengang en ung generation af filmskabere brugte moderne teknologi til at skabe en ny magi på lærredet. Fantasien blev sluppet løs med et uimodståeligt overskud af unge mænd som George Lucas og Steven Spielberg, der gjorde rumvæsner levende i ’’Star Wars’, Nærkontakt af tredje grad’ og ’E.T.’, Ivan Reitman og Joe Dante gjorde spøgelser og gespenster både nærværende og sjov i henholdsvis ’Ghostbusters’ og ’Gremlins’ og ikke mindst gjorde Robert Zemeckis tidsrejser til en konkret drøm for alle teenagedrenge i ’Tilbage til fremtiden’.

Den periode og den tidsånd bliver dyrket med stor respekt nu om dage af folk som J.J. Abrams i ’Super 8’ og ’Star Wars’, Jason Reitman i ’Ghostbusters: Afterlife’ og ikke mindst i Matt og Russ Duffers langtidslevende serie ’Stranger Things’. Og det samme er tilfældet i ’The End of Oak Street’. Eventyret og magien bliver sluppet løs for øjnene af os. Det er bare om at holde fast og følge med på den store rutsjetur.

MEN … Der er som bekendt ikke bare noget, der hedder underholdning. Den bedste underholdning er skabt på grundlag af noget, der sætter fut i følelserne og hjernebarken. Steven Spielberg skabte en stor del af sin karriere på at pirre os med spørgsmål som ’hvad sker der hvis en stor haj går amok på en badestrand?’ og ’hvad nu hvis rumvæsner lander på vores klode?’ Det er ikke bare spændende tanker – de spørgsmål rækker ned i en grundangst og et filosofisk spørgsmål om ikke at være alene i universet.

Instruktøren bag ’The End of Oak Street’, David Robert Mitchell, er alt andet end en filmisk poppedreng. Hans gyser, ’It Follows’ (2014), var et sært og uudgrundelig syretrip, der både kunne opfattes som et eksistentielt angstanfald, en politisk allegori og et rendyrket mareridt uden udvej. Og han blev ikke mindre kryptisk og urovækkende i ’Under the Silver Lake’ (2018), der lod velkendte elementer fra talrige amerikanske film løbe sammen i en syret drøm.

’The End of Oak Street’ er afgjort en langt mere tilgængelig film end de to forgængere. Men det er også en film, der prøver at tænke 80’er-filmene forfra og at tage fantasien og eventyret for pålydende. Hvad ville realiteterne være, hvis dinosaurer pludselig løb rundt i et ærkehyggeligt amerikansk parcelhuskvarter i 1982. Ville det ikke være lige præcis et mareridt? Ikke en rutsjebanetur, men en uhyggelig drøm? Og skulle det mareridt ikke tages alvorligt – som udtryk for undertrykte og indestængte følelser?

Som alle de andre 1980’er-film foregår ’The End of Oak Street’ i et reklamelykkeligt USA, hvor alle familier er perfekte. Men ganske hurtigt viser det sig, at den tilsyneladende perfekte familien Platt er langt fra perfektionen. Mor Denise skriver på en selvbiografisk roman om at flytte til New York og realisere sig selv, og far Greg smådrikker og tager bijobs for at komme væk fra skænderierne med Denise. Tilbage er børnene Audrey og Brian, der ser gennem overfladen og bare håber, at deres smukke og perfekte forældre ikke bliver skilt.

Hvad har familien brug for? Et eventyr, et fantasifuldt jordskælv i tilværelsen, og det dukker op en nat i form af et uvejr og et jordskælv – og derefter er intet som det plejer.

I ’The End of Oak Street’ er eventyret og fantasien ikke blot eskapisme i biografen. Den er reel. Den er en nødvendig gennemrystning af en familie. Og David Robert Mitchell serverer den med en lille håndfuld syrede og uudgrundelige påfund midt i en rendyrket opdatering af 1980’er-filmen. Det er aldeles underholdende – men der er mere på spil derinde i eventyret. Mareridtet er virkeligt.