Rævenes dans

Lad os få det på det rene med det samme: ’Rævenes dans’ er ikke en film om boksning. Den minder på ingen måde om klassiske boksefilm som ’Cinderella Man’, ’Million Dollar Baby’, ’Raging Bull’ eller ’Rocky’ og dens efterfølgere. Det kan godt være, at ’Rævenes dans’ beskæftiger sig med boksere, og at filmen byder på ikke så lidt autentisk lugt fra virkelige boksearenaer, men det er ikke den mytiske sport eller dens Jørgen Leth’ske beretninger om eneren i kamp mod både sig selv og resten af verden, der interesserer den.

Den 38-årige belgiske instruktør Valery Carnoy er derimod interesseret i boksere – og i deres vej ind i sporten. Han er interesseret i de unge mænd – eller kvinder – der beslutter sig for at bokse. Hvad håber de på? Hvad repræsenterer boksesporten for dem? Hvad er pointen med at lære at være bedst til at lange et andet menneske et par flade så eftertrykkelige, at vedkommende mister ryger i gulvet og mister bevidstheden?

Med det udgangspunkt har Carnoy skabt en boksefilm, der nok ikke vil hente sit mest hengivne publikum i klodens bokseklubber. Til gengæld vil pædagoger og ungdomsvejledere uden tvivl nyde dens opbyggelige, poetiske og empatiske fortælling. Det kan selvfølgelig diskuteres om de unge mennesker, der kaster sig ud i boksesporten alle er så skrøbelige bag deres rå ydre som Camille, Matteo, Yas og de andre 16-17-årige knægte i ’Rævenes dans’, men det er heller ikke pointen med filmen at fremstille boksende drenge som skræmte knægte, der gør sig hårde for at overleve.

’Rævenes dans’ foregår på et metaforisk plan. Den er en fortælling om at mærke, forstå og acceptere sine følelser, om at holde op med at være dreng og bliver en ung mand og om at se verden i et perspektiv, der rækker ud over én selv.

Drengen i midten er Camille, der bliver spillet, så man fuldstændig glemmer at der er tale om skuespil, af debutanten Samuel Kircher. Cam, som han bliver kaldt, er mester på en sportsskole, en lynhurtig bokser, der på listig vis lader sin modstander trænge ham op i et hjørne, hvorefter han pludselig går til modangreb og knockouter modstanderen. Men en dag glider Cam ved en stejl skrænt og falder ned. Alene Samuel Kirchers ansigtsudtryk, da han hænger desperat ved skrænten og råber på hjælp fra Matteo, er så intenst, at man glemmer, det har noget med film at gøre.

Fra da af er Cam forandret. Han har ondt i armen, selvom lægerne ikke kan se, at der er noget galt. Han bliver ramt af angstanfald, han er bekymret, og han bryder sig ikke længere om at se modstanderne gå i gulvet. Kammeraterne bliver sure. Rigtig sure. De har brug for en hårdtslående makker, der kæmper for hele holdet – ikke en følsom ven, der udviser empati for fjenden.

Det lyder utvivlsomt som en fodformet fortælling om at vold er noget skidt, og at man ikke må slå hinanden. Så simpel er ’Rævenes dans’ under ingen omstændigheder. Carnoy bevæger sig i et forunderligt poetisk sprog, hvor intet kun er det, man ser. Matteo og Cam er dybt optagede af de ræve, der bor i skoven omkring sportsskolen, og rævene fungerer som en slags åndelige fætre til drengens – listige, adrætte og hele tiden på jagt efter et bytte. Samtidig bliver bokseren som fænomen brugt som en beskrivelse af unge følsomme mænd med problemer i familiebaglandet – især voldelige fædre.

Carnoys tilgang til sit tema om følsomme unge mænd er hele tiden overraskende, hele tiden udfordrende og nysgerrig. Drengene spiller forrygende, hver og en af dem står skarpt som mennesker, og så er der Samuel Kircher i rollen som Camille. Han gør ikke noget anderledes end alle andre skuespiller, men han bliver godt nok siddende under huden.