Marianne Faithfull: Broken English

Tak for det. Tak, Jane Pollard og Iain Forsyth. Tak for at gøre noget andet end alle, når de vil hylde eller portrættere en musiker. Tak for at sprænge alle rammer for den klassiske rockumentary, hvor en rock- eller popstjernes liv bliver trevlet op, bid for bid, med gamle arkivoptagelser og gamle kolleger og venner og journalister, der tænker tilbage. Tak for godt nok at tænke ud af boksen.

Tak for at fortsætte stilen fra jeres andre finurligt udtænkte dokumentarer, især Nick Cave-dokumentaren ’20.000 Days on Earth’, der viste hvordan man kan tænke en rockdokumentar kunstnerisk i stedet for journalistisk. Tak for at opfinde den skøre idé om et Ministerium For Ikke at Glemme, hvis opgave det er at forhindre vigtige kulturhistoriske begivenheder i at blive husket forkert. Tak for at sætte altid fascinerende Tilda Swinton til at spille ministeren, der med stor ihærdighed vil sørge for, at alle hullerne i Marianne Faithfulls liv og karriere er grundigt dokumenterede, og dermed undgå at kunstig intelligens finder på alle mulige opdigtede sammenhænge.

Tak for at sætte en dygtig skuespiller som George McKay til at spille den ihærdige embedsmand, der beder Marianne Faithfull om at kommentere på presseklip, sladderhistorier, tv-klip og alt mulig andet fra hendes forhistorie. Tak for at se mediernes støj gennem en person, der ofte blev udsat for diverse mere eller mindre absurde shitstorme.

Tak for at tænke fuldstændig skævt og finde en finurlig indgang til en personlighed, der bestemt aldrig har været til at smide ned i en kasse, selvom mange godt nok har forsøgt, skal jeg da lige hilse at sige. Tak for at vise, hvor absurd det er, at Marianne Faithfull i mange, mange år blot blev stemplet som kæreste til rockstjernen Mick Jagger fra The Rolling Stones’, selvom hun åbenlyst var meget andet end det, selvom hun skrev sine egne sange, selv om hun forfattede tekster med et stort poetisk talent, selvom hun udtrykte sig begavet og eftertænksomt i interviews, selvom hun var alt andet end en dum blond popsild.

Tak for at vise hvordan medier og branchefolk forsøgte at vise hende som en køn pige, der bare var dumpet ind på det rette sted, til en fest hos The Rolling Stones, hvor hun var blevet håndplukket til at udgive en sang, for som en journalist spurgte dengang i midten i 1960’erne: ’Er det virkelig muligt at udvælge en tilfældig person og gøre vedkommende til en popstjerne?’ Tak for at vise at Marianne Faithfull ikke var en tilfældig person.

Tak for at vise Marianne Faithfull som hun også var, da hun blev en ældre kvinde og ikke længere var den blonde skønhed fra 1960’erne. Tak for at vise hende i en interviewsituation med slanger fra et iltapparat i næsen fordi coronaen havde angrebet hendes lunger – og tak for at vise, at hun stadig var et begavet og humørfyldt menneske trods alvorlig sygdom.

Tak for at lege. Tak for at fyre den af. Tak for at tænke skævt. Tak for at slutte filmen af med en ufatteligt rørende optagelse, hvor Marianne Faithfull, trods meget lille lungekapacitet, synger sangen ’Misunderstanding’ akkompagneret af blandt andet Nick Cave og violinisten Warren Ellis, og rummet er fyldt med den smukkeste sprøde nostalgi.

Tak, Jane Pollard og Iain Forsyth. Yak for ikke bare at glemme. Tak for at udfordre. Tak for at gøre noget andet. Og tak for at gøre det, så hovedpersonen er mangedobbelt så mangefacetteret et væsen, som det var før.