Min kære

Det er meget sandsynligt, at du synes der mangler noget i ’Min kære’ – at du virkelig har behov for at vide mere for at forstå, hvorfor hovedpersonen Asle opfører sig, som han gør. Hvad skete der i hans barndom? Hvem er hans forældre? Blev han svigtet i sin ungdom? Og hvad med det der musik? Hvorfor fortsætter han ikke bare med at synge og spille?

Måske synes du endda, at du har brug for at vide mere for overhovedet at kunne bruge ’Min kære’ til noget.

Men prøv at holde op med at tænke så firkantet, altså. Kan du måske forklare, hvad du gjorde, da du gjorde, som du gjorde? Hvorfor gik du, når du kunne være blevet? Hvorfor blev du, når du kunne være gået? Gjorde du det rigtige? Svigtede du hende den lille søde med det generte smil? Støttede du ham den charmende fyr med overskægget og de usikre fingre? Har du nogensinde helt forstået, hvad du forventer af kærlighed? Kender du overhovedet nogen, der ved, hvad de foretager sig overfor det menneske, de siger, de elsker?

Asle ser jo ikke ud til at ane, hvorfor han gør, som han gør. Da hans band går i opløsning, lader han guitaren ligge i stedet for at fortsætte med at skrive sange. Og så drager han afsted i månedsvis for at arbejde som sømand. Gerd ved til gengæld, hvor hun vil hen. En varme flyder ud i hendes mellemgulv i det øjeblik, hun træder indenfor på det lille spillested ved en lille havn i en lillebitte by et sted på den norske vestkyst, og Asle og hans band står på scenen, eksploderende i nuet, fyldt til randen med dem selv og deres musik.

Selvfølgelig kan Gerd ikke forklare noget som helst. Hun har bare Asle syngende og dansende inden i sig, da hun står ved baren i sin korte nederdel, struttende af lyst til eventyr. Du ville heller ikke ane, hvad der skete, hvis du var Gerd – eller Asle, der dasker ned fra scenen og møder Gerds smil.

Instruktøren Erik Poppe ved heller ikke nødvendigvis, hvad der sker i Asle. Han har tilsyneladende haft lyst til at skabe en helt anden film end hans forrige, den om Vidkun Quisling, der var leder af den tyskstøttede norske regering i slutningen af 2. verdenskrig og derfor for evigt er stemplet som landsforræder. ’Quisling’ var fuld af ord og fyldt med forklaringer på sin hovedpersons særlige tankegang. ’Min kære’ er det modsatte: renset for forklaringer. Der er to mennesker, en drift og en energi, et barn – og alligevel en tvivl og en strøm, der trækker dem fra hinanden.

Filmens forfatter, Jon Fosse, den norske nobelprismodtager, ved heller ikke nødvendigvis hvad Asle føler og tænker. Det er i den tvivl, hans historie opstår. Han vil gerne have, at du går ind i den usikkerhed med nysgerrighed. Og Erik Poppe har fundet to vidunderlige unge skuespillere i Kristi-Helene Engeberg og Leo Magnus de la Nuez og placeret dem ved de efterårsgrå fjelde omkring Hardangerfjorden, hvor de går ture, køber ind, kører bil, sejler i båd og leger med deres dreng.

Bliver du klogere, hvis du får mere at vide end det? Ikke nødvendigvis. Du kender formentlig de følelser, der løber gennem Gerd og Asle. Du ved bare ikke, hvad de hedder, og hvordan man beskriver dem. Det gør Erik Poppe og Jon Fosse heller ikke. Men de har skabt en forunderlig og poetisk film, der er lige til at forelske sig i – som når man møder et andet menneske, der bare føles …. rigtigt. Den sværmer og danser omkring de to hovedpersoner og fylder os med dem og lad os mærke dem og blive nysgerrige på dem mens vi plukker af vores egne små gådefulde historier.