Palæstina 1936

22. Der er det antal nationer, der er tilbage, når man fratrækker alle de lande, England har invaderet. 22 snollede lande. Det betyder samtidig, at englænderne på et eller andet tidspunkt i verdenshistorien har overfaldet 171 af klodens nuværende 193 lande. 171! Til sammenligning overfaldt nazityskerne 11 lande, mens vi danskere i alt har forulempet 6 lande. Hvilket jo også er rigeligt.

På den baggrund er det ikke overraskende, at englænderne træder tydeligere og tydeligere frem som skurke, efterhånden som deres gamle kolonier fortæller deres forhistorie på film. Det er ganske vist ikke englændernes brutale fortid, der er hovedpointen for instruktøren Annemarie Jacir og hendes film ’Palæstina 1936’. Det er derimod konflikten mellem jøder og arabere i det nuværende Israel. Men som Jacir slår både hurtigt og grundigt fast, er det umuligt at grave ned i den nuværende konflikt uden at runde englænderne.

Ovenpå 1. verdenskrig forsøgte de sejrende magter at dele kontrollen med de erobrede områder i håb om at skabe varig fred. Det gik som bekendt ikke så godt. Englænderne fik kontrollen over Palæstina, og lovede samtidig jøderne, der flygtede i store tal fra det nyoprettede Sovjetunionen, at de ville få deres egen stat – i Palæstina.

Den plan blev begyndelsen på en konflikt, der har været i fuldt flor siden 1936, og som nåede en ny intensitet da den palæstinensiske oprørsbevægelsn Hamas overfaldt musikfestivalen Nova i 2023 og dræbte 378 israelere. Som bekendt slog de israelske myndigheder så hårdt igen, at de fra flere sider er blev beskyldt for folkedrab. Så intens er den nuværende konflikte, at den trækker uenigheder med sig over hele verden, også ind i det danske politiske liv og i danske medier.

På imponerende vis lykkedes det både palæstinensiske Annemarie Jacir at fortælle om konfliktens rødder i 1936 og om situationen i dag. Det er der en god forklaring på. Billedet er nemlig det samme – bortset fra at det er langt større og voldsommere i dag. Allerede i 1936 gav englænderne tilladelse til, at zionisterne – der ønskede en israelsk stat i Palæstina – bosatte sig i områder, som i generationer havde tilhørt palæstinenserne. I begyndelsen så palæstinenserne måbende til. ’Hvad ville du sige til, at vi skærer dit land i stykker og giver det væk?’ som en palæstinenser spørger en engelsk embedsmand i filmen.

Senere bliver englænderne brutale, da palæstinenserne organiserer sig i et oprør – endda så meget, at de til tider fuldstændig ligner de blodtørstige nazister, filmhistorien vrimler med. Det er en logisk udvikling. Som vi danskere også erfarer for tiden, er imperialisme håbløst umoderne. Såvel grønlændere som islændinge og nordmænd opfatter os som en overgrebsnation. Historiens store sejrherrer er ikke helte i nutidens film, som det blev slået fast med storfilmen ’Napoleon’ forrige år.

Jacir stiller ikke spørgsmålet, men det hænger alligevel i luften: Kunne situationen i Palæstina have været anderledes, hvis englænderne, de forstokkede gamle imperialister, ikke havde haft en finger med i spillet? Det havde været interessant at dykke ned i, men Jacir er mere en følende instruktør. Hun forsøger at vise verden hvordan den årtusindgamle palæstinensiske sjæl er revet op med rode. Hun vil vise, hvordan det føles at få sit land skåret i stykker og se det blive foræret væk.

Det gør hun glimrende, men ikke specielt opfindsomt eller overraskende. ’Palæstina 1936’ er bygget op efter en klassisk model med figurer, der repræsenterer forskellige sider af konflikten: De rige palæstinensere, oprørerne, den flinke englænder, den brutale engelske officer osv. Og det mest overraskende er at se de gamle helte, englænderne, i rollen som skurke.

Instruktion: Annemarie Jacir. Manuskript: Selma Dabbagh. 119 minutter. Palæstina/England/Qatar/Frankrig/USA/Danmark/jordan/Forenede Arabiske Emirater/Saudi-Arabien/Italien/Tyrkiet/Sverige/Australien/Norge 2025. Premiere: 17. september 2026.