De forbandede år 3 – Fredens pris

Lad os begynde med at tag vores hatte af. Først for Anders Refn, derefter for hans to kompagnoner Flemming Quist Møller og Jesper Christensen.
Hvorfor det? Fordi Anders Refn har levet et langt og særdeles trofast liv i filmkunstens tjeneste som instruktør, klipper og almuligmand – helt tilbage fra debutspillefilmen ’Strømer’ i 1976. Og ikke mindst fordi 81-årige Refn i en sen alder har kastet sig ud i et storstilet projekt, der sætter 2. verdenskrig i et nyt lys i dansk film. Først og fremmest piller den al glans af fænomenet krig som en løsning på noget som helst, og så understreger den, at danskernes højt besungne heltemod under 2. verdenskrig sagtens kan diskuteres.
Begge dele er værd at smide hovedbeklædningen for i en tid, hvor danske politikere bestiller våben til højre og venstre – og husk også at droppe hatten for Refns gamle skrivemakker, tegneren, forfatteren og musikeren Flemming Quist Møller, der døde for tre år siden, efter at have været medforfatter på ’De forbandede år 1 og 2’. Og for Refns nye makker, skuespilleren Jesper Christensen, som er medforfatter på ’De forbandede år 3’, og tilmed spiller en af sin fornemme karrieres bedste roller som den komplekse figur Karl Skov, fabrikanten der ihærdigt forsøger at navigere gennem besættelsens minefelt af udfordringer.
Der er også alle mulige grunde til at vise respekt for Bodil Jørgensen, der giver Karl Skov modspil som hans kontante kone Eva, og Gustav Giese i rollen som deres søn Michael, der drager til fronten i øst på opfordring fra den danske regering, og vender hjem flere år senere, da stemningen i Danmark er vendt, og han bliver stemplet som landsforræder.
Men først og fremmest må respekten gælde den store og besværlige skude, Anders Refn smider i søen med ’De forbandede år’ – en kompleks opfordring til dansk selvransagelse og -refleksion, men klædt i letforståelige og folkelige klæder for at få den brede danske befolkning i biografen. Og selvfølgelig skal den det. Ellers ville et projekt som ’De forbandede år’, der opfordrer hele nationen til at gentænke et stykke Danmarkshistorie, ikke give mening.
Det havde klædt været smukt, hvis filmene havde undgået aldeles firkantede figurer som journalisten Karen Faber, der konstant fiser rundt som en giftig snog med sin blok i hånden og lurer på sensationer. Og der er også ved at gå besættelseskliché i den jazzklub, hvor datteren Helene Skov arbejder og pludselig springer ud som jazzsanger – uden at det rigtig bliver brugt til noget.
I det hele taget bliver historien om Karl Skov og hans familie mere rundet pænt af end afsluttet med et stort brag i 3’eren. Det er logisk, at Skov bliver beskyldt for at producere våben til tyskerne, og derfor bliver retsforfulgt af hævnlystne modstandsfolk. Og det er lige så logisk, at hans familie finder en ny balance ovenpå den krig, der var ved at splitte den ad. Det føles rigtigt – og dermed siger det sig selv, at der heller ikke er de store overraskelser i ’De forbandede år 3’. Den er mere end afrunding end et klimaks.
Men derfor skal hatten af alligevel. De tre film er et dristigt livtag med den gamle helligdom i dansk selvforståelse – besættelsen 1940-45 og alle dens historier om modige modstandsfolk og danskere, der drillede tyskerne. Her er en fortælling, som ikke bare kommer tættere på virkeligheden, den er også lærerig: Krig er noget forbandet lort.