Det blå spor

Engang i mellem kan man være så heldig at støde ind i en film, der kan skabe et forbavsende stort univers ud af næsten ingenting. Det kan ske på alle mulige måder. Tænk på gamle ’The Usual Suspects’ fra 1995, hvor i Kevin Spacey var så dygtig til at lyve, at det nærmest virkede som alt i hele verden var muligt indenfor den ramme, filmen havde sat op. Eller husk på den specielle engelske monsterfilm ’Monsters’, hvor vi ofte fik at vide, at rumvæsner huserede, og hvor vi bare skulle se en skygge i noget vand for at få en fornemmelse af at vores verden havde forandret sig for altid.

Det handler om at pirre og fodre vores fantasi. I stedet for – som så mange amerikanske blockbustere nu om dage – at bombardere den med indtryk, så den ikke får tid til at finde på noget selv. Det har den brasiliansk instruktør Gabriel Mascaro fattet. 100 procent. Bare fordi han ikke kunne sammenskrabe et stort budget til sin film ”Det blå spor”, har det ikke forhindre ham i at skabe en stor verden.

Hvis ”Det blå spor” havde været en amerikansk science fiction-film havde den bygget en hel fremtidsverden med nogle plastikagtige kolonier, hvor gamle mennesker bliver parkeret til de dør. Mascaro har gjort noget helt andet. Han ved udmærket, at en fremtid ikke nødvendigvis ser anderledes ud end vores nutid. Der er stadig pæne huse og grimme huse, og rige og fattige mennesker.

Han fortæller os blot, at i en fremtidig udgave af Brasilien, vil folk over 75 år blive sendt afsted til afsides kolonier. De er alligevel kun i vejen – ineffektive og syge. Flere af dem kan endda kun klare sig med en ble på. Og så viser han os, at folk over 75 år får mærket deres huse med et stort tegn – indtil den dag, de bliver kørt bort i små politibiler med et bur bagpå, så alle kan se, hvem samfundet nu har kasseret.

Derudover har han fundet på en hovedperson, der hedder Tereza, og som ikke vil finde sig i at blive spærret inde. Med møje og besvær stikker hun af fra systemets lange arme og begiver sig ind i Amazonas, op ad store og små floder, ind i en gammel verden, hvor mennesker ikke spekulerer i effektivitet og udbytte. Hun møder Cadu, der transporterer varer af både lovlig og ulovlig karakter op ad flodsystemet, ind i verdener, der har eksisteret i tusinder af år, og som gemmer på gamle hemmeligheder og sandheder. For eksempel kan han præsentere Tereza for en særlig snegl, hvis blå slim kan vise os hvordan vores fremtid vil forme sig. Vi skal bare dryppe det i øjnene …

Det lyder skørt, men verden er stor og mangfoldig derude og derinde, hvor den moderne verden endnu ikke har fået overtaget. Og således manifesterer ’Det blå spor’ sig som en virkeligt overbevisende metafor for de glemte verdener, de hengemte sandheder, som vi mennesker, i vores evindelig jagt på effektiv profit, fortrænger.

Terezas syrede rejse ind i Brasilien er fyldt med smukke og sære scener – ikke mindst Cadu sejlture er overjordisk smukt filmet af fotografen Guillermo Garza. Og det mest imponerende er, at det hele er skabt med ganske få virkemidler – bare lidt oplysninger hist og pist, et par velvalgte effekter, en politibil med et bur til gamle mennesker, en irriterende ureflekteret datter, en sejltur, en snegl, nogle blå øjne. Det er rigeligt til at folde en stor og tankevækkende verden ud.

Det er ikke en overraskende konklusion, Gabriel Mascaro kommer frem til. Der findes talrige film, der hævder at alt var sandere og sundere i gamle dag på landet. Men man får virkelig lyst til at tage på opdagelsesrejse i den påstand i ’Det blå spor’.