Wildwood

Når jeg nu om lidt går i gang med at fortælle om ’Wildwood’s handling, vil du sikkert smågabe og sige til dig selv: ’Hold kæft en gang klichéfyldt fis. Hvorfor kan ingen finde på et originalt eventyr for børn og barnlige sjæle?’

Og du vil have ret. Det er svært at udpege de nytænkende sider af ’Wildwood’s historie. Men det fantastiske er, at ’Wildwood’ fortæller sin mere eller mindre ordinære historie med en kraft, så man nærmest glemmer at der findes noget, der hedder ’Narnia’ eller ’Den uendelige historie’, ’Det gyldne kompas’ eller ’Alice i Eventyrland’. Den trak endda mig så eftertrykkeligt ind i sit univers, at så godt som alle andre tegne- og animationsfilm i historien forekom at være bagateller og barnlige fantasterier.

Som om det ikke var rigeligt i sig selv, disker ’Wildwood’ op med en slutning, der stiller et stort spørgsmål ved sin heltindes heltegerninger. Og når vi er nået dertil, virker det ret ligegyldigt, at der findes talrige andre fortællinger om heltemodige piger, hemmelige besværgelser, mystiske skove, onde troldkvinder, talende dyr og troldfolk i skovbunden. ’Wildwood’ kan ganske enkelt noget andet, noget særligt, noget aldeles overvældende, som skyldes instruktøren Travis Knight og ikke mindst filmstudiet Laikas ekspertise indenfor animationsfilm – især animationsfilm, der nægter at ligne alle andre animation og i øvrigt ikke gider bekymre sig om hvorvidt de henvender sig til voksne eller børn.

Laika Studios har før stået bag film som ’Coraline og den hemmelige dør’, ’ParaNorman’ og ’Kubo – den modige samurai’ – alle film, der insisterer på at stå på egne ben og ikke ligne resten af den massive strøm af animationsfilm for børn og deres forældre. Og det virker næsten som om alle erfaringerne er brugt til at løfte ’Wildwood’ og gøre den til en oplevelse højt over det sædvanlige.

Se bare en sekvens som den, hvor vores heltinde Prue møder en klassekammerat, nørden Curtis, som hun egentlig ikke har den store lyst til at hænge ud med. De går og småsnakker om hvor mange mærkelige typer, der bor i Portland, Oregon – hvor Laika Studios sjovt nok holder til – hvorefter en Darth Vader kommer trillende forbi på cykel mens han spiller sækkepibe, som flammerne står ud af.

Kort efter, på en legeplads, skifter filmen aldeles stemning. Mens Curtis ævler derudaf i lange baner om sine computerspil, samler en stor – endda en virkelig stor – flok krager sig omkring Prues lillebror Mac, der sidder klar på rutsjebanen fuld af forventning. Og uanset at Prue drøner op ad rutsjebanen for at gribe sin bror, kan hun intet gøre. Krageflokken snupper Mac, flyver udover byen og forsvinder ind i den store mørke skov på den anden side af en jernbanebro. Prue drøner afsted på sin cykel med Curtis i anhængeren. Komik og gys hvirvler omkring hinanden inden Prue og Curtis kæmper sig ind i krattet og ind i skoven, hvor de møder en flok talende præriehunde i soldateruniformer …

Det er suverænt orkestreret. Hver en tone, stemning og følelse rammer rent i skabet. Og sådan fortsætter det, forbi sære typer og eventyrlige væsner, som havde virket bekendte hvis ikke Travis Knight havde fortalt det hele så elegant og ubesværet og fyldt med en spænding, der mildt sagt ikke er for børn – i hvert fald ikke de små.

Det er på ingen måde umuligt at regne ud hvor ’Wildwood’ flyver hen, men det er så forrygende og medrivende fortalt, at man fuldstændig glemmer det. Og så, til sidst, serverer Prue, Travis Knight, manuskriptforfatter Chris Butler og Laika Studios den spidsfindige og komplekse pointe, der fuldstændig spænder ben for den historie, vi lige har set. Jeg har tænkt over den pointe lige siden. Jeg er sikker på, du vil gøre det samme, når du ser ’Wildwood’.