De Gaulle: Frihedens stemme

På et eller andet tidspunkt var nogen naturligvis nødt til at sige ordene ’der findes ikke mange af den slags mænd længere’. Og hvorfor ikke slippe dem løs lige efter en scene, hvor general Philippe Francois Marie Leclerc har ført sine mænd til sejr med imponerende dødsforagt? Et par tyske tanks har sendt granater i retning af Leclerc og hans folk, og Leclerc – der står blottet og synlig for fjenden – vender sig om, retter sin stok mod fjenden og siger ’Bang! Bang! Bang!’ Det ser fundamentalt åndssvagt ud, men Leclercs pointe er alvorlig nok: Lad være med at være bange.

Sådan en general er ganske rigtigt ikke af en type, der findes mange af længere. Men er det godt eller skidt? Det er en grundig debat værdig om Leclerc bør sende sine mænd i døden ud fra en overbevisning om at en død for sit fædreland altid er meningsfuld. Men den diskussion er bestemt ikke en del af storfilmen ’De Gaulle: Frihedens stemme’. Det er ikke direkte en fortælling, der hylder gammeldags helte med et fremskudt, nationalistisk bryst, men det er i hvert fald en film, der synes det er i orden at dø for en god sag – og den sag er netop fædrelandet i ’Frihedens stemme’.

Dermed fortsætter ’Frihedens stemme’ i hælene på ’Modstandens pris’, første del af den dobbelte storfilm om den franske general og senere præsident Charles de Gaulle. Gennem i alt 5 timer og 7 minutter viser instruktøren Antonin Baudry hvordan ildsjæle kæmpede for at frit og uafhængigt Frankrig under Anden Verdenskrig.

De Gaulle afskyede Vichy-regeringen, der samarbejdede med Hitlers Tyskland, og drog til London for at hente støtte til en uafhængig hær. Set i bagklogskabens lys lyder det oplagt, men amerikanerne og englænderne var nølende med deres støtte til nationalisten de Gaulle. Og som Baudins dobbeltfilm om generalen slår fast, måtte de Gaulle spille et komplekst pokerspil gennem flere år for at få sin vilje ført igennem.

Det er moralen i Baudins film: Kæmp for alt hvad du har kært – dø om så det gælder. Det gør general Leclercs folk i Tunesien, i øvrigt uden at vi på noget tidspunkt får en forklaring på hvorfor afrikanere, som udgjorde en stor del af Leclercs tropper, kæmper til døden for de franske koloniherrer – hvilket vel ikke kan kaldes fædrelandskærlighed. Og det er netop problemet ved anden del af Baudins storfilm om de Gaulle. Hvor ’Modstandens pris’ var velformuleret og præcis i sin beskrivelse af frihedsønsket hos de franskmænd, der nægtede at samarbejde med nazisterne, er ’Frihedens stemme’ en langt mere firkantet lovprisning af velkendte filmbegreber som helte og fædrelandskærlighed.

Filmens motor er de Gaulles konstante pokerspil overfor Vichy-franskmændene, englænderne og især amerikanerne. Mens Winston Churchill i London viser et bankende hjerte for fransk kultur, er Franklin D. Roosevelt i Washington lidt af en slesk skiderik, der mest af alt ser ud til at hjælpe franskmændene ud fra et ønske om at få kontrol med Europa. Det er næsten som om nutidens magtkamp mellem EU og Trumps ligger som en skygge bag de Gaulles samtaler med Roosevelt.

Det kan lyde som en spændende drivkraft i historien, men Baudin, der bygger sin film på den britiske historiker Julian T. Jacksons bøger om de Gaulle, har svært ved at variere de mange intense møder, de Gaulle deltager i. Store dele af ’Frihedens stemme’ ligner en variation over samme møde, hvor skuespilleren Simon Abkarian fremstiller de Gaulle med en konstant excentrisk, næsten diva-lignende fremtoning. Det er muligvis tæt på virkelighedens de Gaulle, men på film bliver udtrykket meget ensformigt, næsten stillestående.

Den dobbelte storfilm bærer naturligt nok på en smuk hyldest til de mennesker, der kæmpede til døden for at nutidens franskmænd kan leve i et demokrati. Det er al ære værd. Men det kunne utvivlsomt fortælles stærkere, mere overraskende og mindre stivbenet, med mindre armbevægelser og lidt flere forsøg på at beskrive hvilke følelser et menneske kæmper for, når det vælger at gå i døden for noget.