Løvehjerte

Egentlig er ’Løvehjerte’ slet ikke en politisk film. Det er en historie om venskab, om kærlighed, om familie, om at bryde fri af hæmmende bånd og finde sig selv og om at være tro mod sine egne værdier. ’Løvehjerte’ består grundlæggende af alt det, de fleste gode historier består af. Men fordi den dukker op lige her, i Danmark, lige nu, og fordi den fortæller om to unge mænd, der hedder Luan og Issa, og ikke to midaldrende hvide kvinder ved navn Grete og Yvonne, er det en politisk film.

Det politiske indhold bliver ikke italesat på noget tidspunkt. Der er ingen paroler eller firkantede budskaber, ingen prædikener – bare en historie. Netop derfor taler ’Løvehjerte’ en nutidig dagsorden i dansk politik imod. Politikere fra den yderste højrefløj og i særdeleshed socialdemokraterne i regeringen gør unge mænd af anden etnisk herkomst til et stort problem i nutidens Danmark. Som om de alle var snydt ud af samme samlebånd på en fabrik.

Med ’Løvehjerte’ gør instruktøren Nagieb Khaja og hans medforfatter Jesper Fink unge bandemedlemmer af anden etnisk herkomst til mennesker. Mennesker med håb. Mennesker med kærlighed. Mennesker, der overhovedet ikke har lyst til at være en del af kriminelle bander, men har svært ved ikke at komme ind i dem og svært ved at komme ud af dem. Mennesker, der overhovedet ikke passer ind i Socialdemokraternes beskrivelse af stereotyper.

Luan – hvis navn betyder ’løve’ på albansk – vil hjertens gerne ud af den bande, han er blevet indrulleret i takket være sin onkel Haki. Han drømmer om et liv som portør på et sygehus. Han drømmer om en kæreste og om at have et normalt forhold til sin mor. Men han skylder Haki penge, og mulighederne for at blive sig selv er små. Og så er der Issa, Luans bedste ven og bandebror, som han også vil svigte, hvis han forlader banden.

Med det enkle udgangspunkt fortæller Nagieb Khaja en rørende historie, der heldigvis ikke lader sig lokke af trangen til at fyre op for en god gang bandeaction af den slags, der prægede film som Fenar Ahmads ’Underverden 1 og 2’ og Jahfar Muataz’ ’Hele vejen’. De glorificerede på ingen måde bandemiljøet, men de kunne ikke holde nallerne fra den filmlækkerhed, en instruktør som Martin Scorsese altid lukker op for i sine film om gangstermiljøer.

Ikke på noget tidspunkt går der ’Godfather’ i ’Løvehjerte’, der i stedet holder sig til en grå hverdagsrealisme i Københavns forstæder. Allerhelst vil Nagieb Khaja, der i mange år har været en dedikeret journalistisk stemme i Afghanistan og Syrien, være i selskab med Luan når han smiler og hygger sig på sammen med kolleger på arbejdet. Det er ikke ligefrem den slags situationer, der plejer at trække flest tilskuere i biografen, men Nagieb Khaja formår at give dem liv, fordi han så grundigt lader os mærke, hvad Luan drømmer om.

Der er en sjælden varme og et sjældent nærvær i ’Løvehjerte’. Besir Zeciri besjæler Luan med en imponerende fornemmelse af at kigge på et rigtigt menneske. Mohammed Djeziri er en charmetrold som modsætningen Issa. Og så lykkedes det minsandten Nagieb Khaja at slutte på en spidsfindig, men dybt tilfredsstillende balance mellem det sorg- og håbefulde. Det er ikke en politisk film, men det er en film, der bør have styrken til at ændre dagsordenen i dansk politik.