La Grazia

Engang for efterhånden en del år siden sad jeg i en biograf på en filmfestival i Italien. På lærredet var en film så småt ved at rulle i gang. Jeg var overbevist om at filmen, der var skabt af nutidens nok mest italienske instruktør, Paolo Sorrentino, ville få hjemmepublikummet til at juble. Det var ej tilfældet. Slet ikke. Foran mig sad en ældre dame, der udstødte et dybt og dramatisk suk – måske endda med en religiøs besværgelse – da de første af Sorrentinos typiske filmtricks dukkede op. Og inden der var gået 15 minutter, forlod damen biografen med en demonstrativ banken og bumlen.

’Gad vide hvad hun var sur over?’ spekulerede jeg dengang. Sorrentinos hang til ekstravagante billeder og smukke kamerature, sådan som man ikke mindst kan opleve dem i ’Den store skønhed’ og ’Parthenope – Napolis Datter’? Hans fascination af magt, som i ’Il Divo’ og de to film om Silvio Berlusconi, ’Loro 1 og 2’? Hans begejstring for historier uden begyndelse, midte eller slutning, sådan som det kan ses i alle hans film. Hans hyldester til sit umiskendelige forbillede, Federico Fellini, en af Italiens mest berømte filmmagere gennem tiden? Hans begejstring for fester? For smukke kvinder? For arkitektur? For musik? For skønhed?

Ærgerligt nok halsede jeg ikke afsted ud af biografen for at fange den vrede dame og høre hendes mening. Men jeg har tænkt på hende lige siden jeg så Paolo Sorrentinos nye film, ’La Grazia’. Jeg tror, hun ville kunne lide den. Det er umiskendeligt en Sorrentino-film, meget italiensk, fyldt med skønhed, overdådighed, musik og arkitektur, og uden nogen stor begejstring for historier, der har en begyndelse, midte eller slutning – eller bare en handling.

’La Grazia’ begynder og slutter, men det er alt det, der rumsterer uden om begyndelsen og slutningen, der betyder noget. De små samtaler og situationer og tableauer, der ikke driver nogen handling afsted, men blot føjer flere nuancer til filmens ubestridelige midtpunkt, den fiktive italienske præsident Mariano di Santis, der bestrider sin post med en enorm ærværdighed.

Di Santis er jurist helt ind i knoglemarven. Han har skrevet et enormt værk i mange tykke bogbind om sandhed – så omfangsrigt er det, at hans advokatkolleger kan bruge et helt liv på at kæmpe sig igennem det. Han er besat af sandhed. Hans liv drejer sig om Sandhed, endda så meget, at han er dybt i tvivl om han skal underskrive en lov om aktiv dødshjælp. ’Hvis jeg ikke skriver under, er jeg en torturbøddel – hvis jeg skriver under, er jeg en morder’, som han konstaterer, inden han endnu engang udsætter sin signatur.

Kun én ting er han mere optaget af end sandhed: sin afdøde kone. Og eftersom han også er opslugt af sandhed, kan han bruge store mængder energi på at spekulere over, hvem hans elskede kone havde en affære med.

Sådan piller Sorrentino glansen af sin ærværdige hovedperson uden på nogen måde at afmontere eller latterliggøre ham. Mariano di Santis er blot selve billedet på at sandhed som begreb er en håbløs størrelse at få hånd om. Og i den håbløshed ligger naturligvis også et billede på, hvor svært det er at skabe en retfærdig retssikkerhed omkring en moderne stat. Mennesket Mariano di Santis er fuld af selvmodsigelser, som da en højtstående officer betror ham, at han en dag fandt en joint på sin søns værelse. ’Hvad gjorde du ved den?’ spørger di Santis alvorsfuldt. ’Jeg røg den?’ fniser officeren, mens di Santis er flad af grin.

Med dens slags spøjse, selvmodsigende, komiske, finurlige scenarier tegner Sorrentino et smukt og elegant portræt af et menneske, der tilfældigvis også er præsident og tilfældigvis er lige ved at træde tilbage for ikke længere at være præsident.

Det er en smuk og rørende film, eftertænksom og livsklog. Sorrentino har skåret ned på sine sædvanlige tricks til lejligheden, såvel sin hyldester til Fellini, som sine vilde udskejelser og mest ekstravagante kamerature. Jeg er temmelig sikker på, at den sure dame ville have siddet hele vejen igennem den – og nydt den.