Calle Málaga

Tag med på udflugt i et par eksotiske menneskeskæbner

Marokkanske Maryam Touzani følger op på sin forrygende ’Den blå kaftan’ med en ny rørende menneskekenderfortælling i ‘Calle Málaga’.

Noget af det mest forunderlige ved Maryam Touzanis film er, at de ikke bare indeholder én, men flere – måske endda mange – historier. Det var tilfældet med hendes forrige og forrygende film, ’Den blå kaftan’, der på én gang handlede om kærlighed til et håndværk, kærlighed til et menneske og om medmenneskelig respekt.

Hendes nye film, ’Calle Málaga’, handler først og fremmest om en ældre kvinde, Mariá Angeles, der insisterer på at tage hånd om sit eget liv. Det er hendes. Ingen skal blande sig. Basta. Men der er også en kærlighedshistorie om María Angeles’ mand, som døde mange år tidligere. Vi får ikke meget at vide om den – og vi får ikke meget at vide om ham – men mindet om manden er stærkt knyttet til den nordmarokkanske by Tanger, hvor den ældre kvinde bor, og til den lejlighed, hun bor i. Og vi fornemmer, at den også er knyttet til mange af de ting, kvindens lejlighed indeholder – ikke mindst et gammelt skrummel af en pladespiller i en stor trækasse. Lydkvaliteten er elendig, men Maria Angeles holder utrolig meget af at sætte pickuppen i en grundigt slidt udgave af den gamle schlager ’Toda una vida’ – ’et helt liv’ – med María Doleres Pradera.

Det er ikke specielt originalt fundet på af Maryam Touzani. At knytte minder om mennesker op på genstande og musik er at ældgammelt fortælletrick. Men det får sit helt eget liv, da 79-årige María Angeles møder en ny kærlighed og en ny historie opstår. Og det har især sit eget liv i samspillet med den største sidehistorie til fortællingen om María Angeles – den om kvindens forhold til sin egen datter, Clara.

Lige netop den historie får vi meget lidt at vide om, uanset at det er den, der skubber hele ’Calle Málaga’ i gang. Clara bor i Madrid, langt fra Tanger. Hun er midt i en voldsom skilsmisse, hun har brug for penge og hun er helt tydeligt ikke tilfreds med den kærlighed, hun har fået fra sin mor. Vi får at vide, at hun forlod barndomshjemmet i Tanger tidligt i sit liv, og at hun drog til Spanien, men vi får ikke at vide hvorfor. Til gengæld kan vi tydeligt se, at Clara vil have noget til gengæld for den kærlighed, hun aldrig fik. Hun vil have hendes mor til at flytte til Madrid, så hun kan tage sig af børnebørnene, og derudover vil Carla minsandten sælge den lejlighed, hendes mor holder så utroligt meget af. Den står nemlig i Carlas navn – og hun har brug for pengene.

Hvordan kan en datter dog være så hjerteløs? er man nødt til at spørge sig selv. Svaret ligger et jo nok et sted i den korte oplysning om Claras tidlige flugt fra barndomshjemmet – og muligvis også i det, der er det historiske udgangspunkt for ’Calle Málaga’, at mange spaniere flygtede fra General Francos fascistiske styre i 1930’erne og slog sig ned i Tanger på den anden side af Middelhavet. Krig og politik skaber mange åbne sår i mennesker.

Og således er ’Calle Málaga’ blevet en mere eller mindre klassisk feel good-fortælling om en kvinde, der nægter at blive smidt ud af sit elskede hjem og at komme på plejehjem, men som især nægter at miste sin livsgnist. I den henseende er 81-årig Carmen Maura, der især blev berømt for sine roller i spanske Pedro Almodóvars ’Kvinder på randen af nervøst sammenbrud’ og ’Volver’, et rent fund som Mariá Angeles. Uanset sine 81 år er hendes smil ganske enkelt ligeså fyldt med glæde og appetit på tilværelsen som hos en teenager.

Men ’Calle Málaga’ er også en klassisk feelgood-fortælling med sjældent meget plads til at fortolke og fantasere. Er Carla en ondskabsfuld gimpe? Eller snarere en såret sjæl? Og er hendes mor en selvoptaget sæk eller en passioneret heltinde? Det er helt op til dig. Men uanset hvordan du opfatter Carla og hendes mor, står ’Calla Málaga’ tilbage som en usædvanligt rig og sanselig fortælling. Den suger til sig af den særlige kulturhistorie midt mellem europæiske Spanien og afrikanske Marokko. De snævre gyder mellem de hvidkalkede huse i byen dufter af krydderier og venskaber. Derudover fortæller filmen en almen historie om altid atinsistere på at være sig selv uanset hvad livet må byde én.

Og så giver den ikke mindst mulighed for at drage på udflugt i det spidsfindige net af historier, Maryam Touzani breder ud foran os.

Instruktion: Maryam Touzani.

Manuskript: Maryam Touzani & Nabil Ayouch.

Frankrig/Marokko/Spanien/Tyskland/Belgien 2025.

116 minutter

Premiere: 2. juli 2026.

film-solid

Flere anmeldelser

DJ Ahmet

Nordmakedonske ”DJ Ahmet” er den klassiske historie om lillebyens outsider, der drømmer stort og tænker frit.

Couture – modens skjulte tråde

Den franske instruktør Alice Winocour har en særlig evne til at se det, vi andre ikke ser – også i ‘Couture – modens skjulte tråde’.

Supergirl

Tegneserieforlaget DC Comics forsøger at rejse sig. Det gik godt med den fornyede ’Superman’ sidste år – knap så godt med lillesøsteren ‘Supergirl’.

The Death of Robin Hood

Amerikaneren Michael Sarnoski træder i karakter som en af amerikansk films nye store originaler med Robin Hood-hudfletningen ‘The Death of Robin Hood’

0 kommentarer

Skriv gerne en kommentar

Noget på hjerte?
Skriv gerne kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *