The Dog Stars

Dommedag set fra en Cessna

88-årige Ridley Scott bliver ved med at smide omkring sig med film. Hans nye, ‘The Dog Stars’, sætter ingen milepæle … men den har et lille gult fly.

Et lille gult fly. Det er helt klart vejen til berømmelse for ’The Dog Stars’. Det kan godt være at stjerneskuespillere som Jacob Elordi, Margaret Qualley, Josh Brolin, Guy Pearce og Allison Janney bærer filmen afsted med deres imponerende talenter, men det er et lille, møgbeskidt gult sportsfly af det klassiske mærke Cessna, der gør ’The Dog Stars’ til noget særligt.

Uden den gule Cessna ville ’The Dog Stars’ ligne talrige andre film om en verden efter civilisationens sammenbrud: Regeringer og myndigheder findes ikke længere, supermarkederne – vores trygge leverandør af det daglige brød – er endt som spøgelseslandskaber, biler ligger væltede eller udbrændte langs landevejene og ukrudtet pibler frem overalt i vores før så velordnede byer.

Især minder ’The Dog Stars’ om John Hillcoats 17 år gamle ’The Road’ med Viggo Mortensen som en far, der kæmper for overlevelse i en sammenbrudt verden i selskab med sin lille søn. Begge film er drevet frem af Håbet, den lillebitte spinkle mulighed for at der et sted findes en spirende ny civilisation med kærlighed, tryghed og tilliden.

Men hvor go’e gamle Viggo måtte slide sig frem gennem en gammeltestamentelig elendighed i ’The Road’, har Jacob Elordi det nemmere i ’The Dog Stars’. Han har sit lille gule fly. Han kan altid lette fra jordens overflade og svæve rundt i skyerne, højt over bjerge og byer, mens han drømmer om noget bedre – noget andet end de store bander af tatoverede tosser, der knuser ethvert tilløb til orden. Noget andet end mistillid. Elordis figur, Hig, har endda en ven – eller en makker – i Josh Brolins Bangley, en muggen gamling, der lever efter devisen ’Skyd først, spørg bagefter’. Ethvert sølle skrog af et menneske, fjende eller ej, der sniger sig ind på den lille flyveplads, hvor Hig og Bangley gemmer sig, får en kugle i panden af mesterskytten Bangley.

Den tilgang til verden får man selvsagt ikke nye venner af – til Higs store fortvivlelse. Og så letter han i sin lille gule flyver, svæver ind til storbyen Denver og går ind i sit gamle hus, hvor han var ved at skabe en fremtid med sin gravide kone, inden en udefineret virus kom og tog hende og omtrent resten af menneskeheden. Den fremtid – eller bare en flig af den – vil han gerne have tilbage.

Kort sagt er det ikke nogen prangende original fortælling – hverken i struktur eller tematik – veteraninstruktøren Ridley Scott har skabt med ’The Dog Stars’. Manden bag visionære film som ’Duellanterne’, ’Blade Runner’, ’Alien’ og ’Thelma & Louise’ er efterhånden blevet en ældre herre på 88 år, men det forhindrer ham ikke i kaste en storfilm ud i biograferne med omtrent et års mellemrum. Han smider ikke længere om sig med visionære værker, men han holder et forbavsende højt niveau – og er ikke bange for at udfordre vante tankegange med film som ’The Last Duel’, ’Gladiator II’ og ’Napoleon’.

’The Dog Stars’ udfordrer ikke ret meget. Den understreger snarere at civilisationens undergang er vanetænkning i filmenes og seriernes verden. Men derudover er den upåklageligt filmhåndværk – velfortalt, velspillet, forrygende filmet og effektivt skruet sammen. Og så har den noget, de andre post-apokalyptiske film ikke har: et lille gult og møgbeskidt fly med flade dæk og håb i benzintanken.

Instruktion: Ridley Scott.

Manuskript: Ridley Scott, Mark L. Smith & Christopher Wilkinson (baseret på roman af Peter Heller).

USA/England.

118 minutter

Premiere: 27. august 2026.

film-solid

Flere anmeldelser

Teenage Sex and Death at Camp Miasma

‘Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ tager et seriøst opgør med mandedominansen i gyserfilm. Nydelsen tilhører kvinderne, hvem ellers …

Rævenes dans

Fransk/belgiske ’Rævenes dans’ er en forunderligt poetisk film om boksning og unge, følsomme mænd. Og skuespilleren i hovedrollen er forrygende.

Hana Korea

Danske Frederik Sølberg har skabt en på alle måder anderledes dansk film med ’Hana Korea’, der tør noget, koreanerne selv vægrer sig ved.

Saltstien

Bestselleren ‘Saltstien’ er blevet til en letkøbt film om at vandre sig til Den Store Frihed. Det er ikke spor velunderbygget – men det er til gengæld indbydende.

0 kommentarer

Skriv gerne en kommentar

Noget på hjerte?
Skriv gerne kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *