Hope

Fuldstændigsindssygtintensgakkelakskræmmendevild
Sydkoreaneren Na Hong-jin slår grundigt fast, at han er en af filmverdenens mest uforudsigelige fortællere. ’Hope’ er ganske enkelt vidunderligt umulig at få styr på.

Jamenaltsåholddaligekæft, hvor er der intet i sydkoreanske ’Hope’, der minder om noget, der er set før. Eller jo, selvfølgelig … udgangspunktet – at et uidentificeret monster hjemsøger en lille by – er kendt til hudløshed, i hvert fald i amerikansk film og i særdeleshed i en serie som ’Stranger Things’. Men den måde sydkoreaneren Na Hong-jin går til det på, er hinsides noget, jeg har oplevet før.
Og det er præcis, som jeg havde håbet. Na Hong-jins forrige film, ‘The Wailing’, var et fuldstændigt berusende mix af spænding, gys og komik. På så godt som intet tidspunkt var det muligt at gennemskue hvad der ville ske.
Især en scene hvor politiet forsøger at begribe hvad der er sket i et hus i en lille koreansk bjergby, og lig bliver båret væk mens en lille og grå dame, der muligvis er en slags zombie, løber rundt og bider klodsede politifolk, var fuldstændig hinsides noget, jeg før havde set. Uhyggelig, spændende, skør og sjov på samme tid. Marketingsafdelingerne i et dansk eller amerikansk selskab ville have rykket håret af sig selv i frustration over hvor umulig ’The Wailing’ ville være at putte ned i en kasse og sælge til et specifikt publikum.
Ni år senere kommer ’Hope’, der er mindst lige så legesyg, ustyrlig, uregerlig og genrevæltende. Der er utallige eksempler at plukke af, men ikke noget, der er bedre end den scene, hvor en politibetjent plejer fødderne på en ældre ingefærsamler, der har set monstre i skoven. Fuldstændig uden noget der minder om hæmninger eller selvrefleksion, fortæller manden, at han havde fået tynd mave ovenpå en griseret med chili aftenen før, og derfor var nødt til at gå ind i skoven, hvor han mistede fodfæstet og trillede ned ad en bakke, og da han kiggede op og så tre monstre, var han nødt til at proppe en finger i numsen for ikke at støje. Og så hører det endda med til historien at manden faktisk har set fire monstre, men ikke kunne tælle så langt.
Så grotesk en scene var aldrig gået i en vestlig gyser- eller spændingsfilm. Som tilskuer aner man simpelthen ikke hvilken følelse, der skal aktiveres. Måske er det alle på én gang. Det er fantastisk, forvirrende, forrygende – og lige siden jeg så ’Hope’, har jeg fantaseret om at vende tilbage og tilbringe et par uger eller fem i den helt specielle intensitet, Na Hong-jin skaber i ’Hope’s første 50 minutter, hvor et eller andet er gået bersærk i den lille by Hope Bay. Huse står sønderknuste tilbage, biler er vredet sammen som karklude, hist og her ligger en smadret menneskekrop, røg stiger op nogle gader ude i horisonten og et sted lyder et brag og et råb.
Det er imponerende effektivt orkestreret. Jægere og lokale tosser kommer drønende i deres små ladvogne og kører direkte mod den mystiske fjende med en klar forventning om at uskadeliggøre det – hvorefter de ligger knuste på vejen eller flygter bort med en bil, som monstret har kastet, i nakken. Hele den lange sekvens er trukket ud og forstørret helt ned i detaljer – som om den foregik i realtid – hvilket er lysår fra den opspeedede tilgang til monsterspænding, amerikansk film altid har dyrket.
Og så sker der noget helt andet, og noget mere, og mere skørt, og vildt, og grotesk, og i løbet af sine to timer og 40 minutter bevæger Na Hong-jin og ’Hope’ sig i en helt anden retning end al filmlogik plejer. Måske kommer der en fortsættelse, måske har Na Hong-jin bare ønsket at vi skulle sidde tilbage og mumle ’hvad fanden skete lige der … ?’
’Hope’ er fuldstændigsindssygtintensgakkelakskræmmendevild – en mindelse om hvor kraftfuldt et medie film kan være, hvis filmfolkene har modet til at overskride de uofficielle grænser, branchen har sat for sig selv. Man kan bestemt også indvende at ’Hope’ er for meget, for fjollet, for ustyrlig, for inkonsekvent sat sammen og i øvrigt fuldstændig renset for en klog pointe til eftertanke. Selvfølgelig kan man det. Og man kan ærgre sig over, at Na Hong-jin ikke lige havde brugt mere tid på at skrive nogle skarpere beskrivelser af de 3-4 hovedpersoner. Og man kan spørge sig selv: Hvad skal vi bruge det pjat til?
Men svaret er indlysende: Til at vække os selv, til at blive revet ud af vanetænkningen, til at sidde i biografmørket mens rulleteksterne ruller afsted og spørge os selv ’Hvad fanden skete der lige der … ?





Skriv gerne en kommentar
Noget på hjerte?Skriv gerne kommentar!