Fornuft og følelse

Nu igen? Ja, undskyld. Det er ikke for at være kynisk og uengageret. Men er det allerede tid til en ny ’Fornuft og følelse’? Var den ikke ret perfekt, den version taiwanske Ang Lee skabte sammen med Emma Thompson i 1995 – den hvor Thompson selv spillede den fornuftige storesøster Elinor, mens Kate Winslet var hendes følelsessvulmende lillesøster Marianne og Hugh Grant var Elinors drømmefyr, den flinke Edward?

Og har der i øvrigt ikke været en god håndfuld serie- og filmudgaver siden da? For blot at nævne et par stykker: En miniserie på BBC i 2008, en Hallmark-film i 2024, en amerikansk gendigtning i 2025 – altså sidste år … !? Helt ærligt, hvad er der med hende Jane Austen og hendes fortællinger om den britiske lavadel i begyndelsen af 1800-tallet? Hvad siger hendes historier om forviklinger på den engelske countryside for 200 år siden overhovedet os i en tid, hvor nogen i ramme alvor mener, vi er udryddet af kunstig intelligens om ti år?

Måske er det lige præcis det, der er så appellerende ved Jane Austen i 2026: At hendes historier foregår i et enklere og renere univers. Bare rolig, jeg er ikke ved at nedvurdere Austens historier til ren landidyl. Austens fortællinger var ikke mindst skarp satire og bidende sociale kommentarer, og når hendes mest berømte romaner – ’Fornuft og følelse’, ’Stolthed og fordom’, ’Mansfield Park’ og ’Emma’ – bliver filmatiseret om og om igen i vore dage, er det ikke mindst fordi hun præsenterede feminisme i en kontekst, der virker indlysende. De kvindelige hovedpersoner i hendes romaner reagerer begavet i en sammenhæng, der ganske enkelt forekommer tåbelig i vore dage.

Det er én kvalitet ved Austen. Og så er der hendes sprællevende figurgallerier, der var inspireret af hendes venner og familie. Og der er hendes komplekse handlingstråde. Men der er også et univers, der kan forekomme ’rent’ og ’uspoleret’ med vore øjne. Selv to mennesker, der er forelskede med hud og hår, kalder hinanden ’hr’ og ’frøken’ og ved efternavne. Ingen smudser deres kærlighed til ved at have sex i tide og utide – nej, man venter til ægteskabet har skabt rene linjer.

I det klart definerede univers står kærligheden mellem to mennesker ubesmittet. Og når de har fundet hinanden, kan de spadsere ind i et af de smukke landhuse, som de har arvet retten til at bo i, og gøre lige hvad de har lyst til, uden at vi kan se det. Det er der noget rent og romantisk ved. Og der er det stadig i Georgia Oakleys premiereaktuelle nyfortolkning, uanset at det retter blikket i en anden retning end Ang Lees moderne klassiker fra 1995.

Historien er, som den har været, siden Austen fandt på den i 1811: Familiens Dashwoods overhoved dør, hvorefter sønnike arver det hele, som loven befalede dengang, og de to ældste Dashwood-døtre må i gang med at finde sig en husbond. Det er stadig spillet mellem køligt rationelle Elinor og varmblodede Marianne, der driver historien frem, og det er stadig kvindernes snilde, charme, behændighed og begavelse, der rykker rundt på brikkerne i det spil, hvor mændene sidder på magt og penge.

Men Oakley giver historien en mere ungdommelig tone ved at forstørre forholdet mellem de to søstre Elinor og Marianne. Hvor Emma Thompson tydeligvis var voksen og Kate Winslet var tilsvarende UNG i Ang Lees version, ligner Daisy Edgar-Jones’ Elinor og Esmé Creed-Miles’ Marianne i højere grad hinanden – bortset fra at Elinor stadig er rationel og reserveret, og Marianne er umiddelbar og instinktiv. Men især Marianne er blevet nyfortolket. Så uspoleret er hun i sine tankemønstre, at hun hele tiden ligger i græsset og mærker naturen – hvis ikke hun ser ud som om hun lige er kommet op fra en badetur på stranden.

Ang Lees version var mer elegant og distingveret, men Oakleys er til gengæld mere ligefrem og energisk. Derudover er der ikke mange andre verdener til forskel på en klassiker, der ikke ligefrem skreg på en nyfortolkning – men som bestemt altid er værd at gense.