Klara and the Sun

Jeg ville ellers virkelig gerne elske ’Klara and the Sun’. Der er intet, jeg hellere vil. På mange måder er det lige min film. Den er sjov, fantasifuld, småskør, uforudsigelig, tankevækkende og revsende. Jeg elsker film, der handler om en fremtid, som er så tæt på os, at vi tilskuere aldrig kan være i tvivl om at filmen faktisk handler om vores verden – lige nu. Jeg ved godt, at mange af jer har det svært med science fiction, men jeg har aldrig forstået hvorfor. Det er jo ikke historier om fremtiden, det er historier om OS, NU, hvordan vi fungerer sammen – og ikke mindst hvordan vi ikke fungerer sammen.

Det er præcis det, ’Klara and the Sun’ handler om. Hvordan vi ikke fungerer sammen. Hvordan vi er ved at skabe en sameksistens, hvor ambitioner får lov fylde så meget, at vi skubber vores nære, grundlæggende behov, for eksempel kærligheden, til side – og så er det ironiske, at vi udmærket ved, hvad vores grundlæggende behov er, når vi forsøger at replikere os selv, altså skabe kunstig intelligens i vores eget billede.

Robotten Klara (Jenna Ortega) kender så udmærket sine grundlæggende behov. Hun elsker solen. Den giver hende liv og energi. Og hun hader, når støjende og osende maskiner fra firmaet Cootings kommer kørende gennem gaderne med så meget udstødning, at de holder sollyset væk. Klara ved intet om global opvarmning – det er hun ikke programmeret til – men hun forstår instinktivt, at alt det, der holder solen, lyset, den rene ubesmittede livskilde, væk, er skidt. I den sammenhæng ser hun verden mere klart, end mange af de intelligente mennesker, der har skabt hende.

Og Klara elsker nærhed til mennesker. Kærlighed. Hun er skabt som en KV, en kunstig ven, der kan købes af mennesker, som mangler nærhed omkring sig – hvilket i sig selv er noget af en kontant kommentar til verden omkring os. Aldrig har så mange mennesker været så ensomme, uanset at de sociale medier er overalt omkring os – eller måske er det netop fordi de såkaldte sociale medier er overalt omkring os. Den ensomhed skal Klara og de andre KV’er, der står i vinduerne i de omsiggribende butikker for Kunstige Venner, eliminere ved hele tiden at være søde, forstående, tilstede, nære og elskelige.

Derfor bliver Klara kunstig ven for Josie (Aran Murphy), en stor teenagepige, der ser for lidt til sin ambitiøse mor (Amy Adams), som vægter ambitioner så højt i forhold til kærlighed og nærhed, at hun har sendt Josie gennem en operation, hvor hun er blevet ’løftet’, dvs forbedret, optimeret og opgraderet til et højere intelligensniveau, til et slags supermenneske, som kun de rige har penge til at betale sig til. Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil, Josies mor har gjort det for sin datters bedst mulige fremtid – men hun er så lidt kompetent som kærlig mor, at hun nødt til også at købe Klara, så Josie har noget nærhed omkring sig.

Er det fremtiden? Forhåbentlig ikke. Men det er i hvert fald et forhøjet og forstørret billede på nutiden, hvor vi køber os til dyre og klimanedbrydende teknologiske løsninger, selvom vi udmærket er klar over, at det eneste vi grundlæggende har behov for, er en gulerod, en solopgang og et menneske at holde i hånden.

Det viser ’Klara and the Sun’, der er baseret på den japansk-britiske forfattere Kazuo Ishiguros roman fra 2021, klart og tydeligt. Og nydeligt, måske endda smukt. Hvorfor elsker jeg så ikke ’Klara and the Sun’? Fordi der er et eller andet, der ikke rigtig swinger i kombinationen af Ishiguros enkle metafor og instruktøren Taika Waititis opkørte, lidt fjollede og skøre tilgang til historiefortælling. Waititis gakkeløjer har vist sig at fungere virkelig godt, når de giver modspil til det dystre og klichéfyldte, som i Waititis falske dokumentar om fire vampyrers bofællesskab, ’What We Do in the Shadows’ (2014), eller i ’Jojo Rabbit’ (2019), hvor en tysk dreng forsøger at forstå nazismen ved hjælp af en fjollet fantasiudgave af Adolf Hitler.

Til sammenligning er ’Klara and the Sun’ fersk, og nærmest så indlysende i sin tematik, at den ikke rigtig bider sig fast – i hvert fald ikke hos mig. Der er for lidt på spil. Derfor bliver det aldrig til den store kærlighed mellem mig og søde Klara. Men jeg holder af den. Den giver sol og næring. Jeg tror såmænd, den er begyndelsen på et fint venskab.