The Devils

’Verdens mest kontroversielle film’ er blevet 55 år, men er stadig en voldsom mundfuld

Ken Russells berygtede ’The Devils’ komer endelig ud i biograferne i en ucensureret udgave – sådan som den var tænkt. Filmsproget er bedaget, men filmen slår stadig ualmindelig hårdt.

Det er jo nok mest af alt scenen, hvor et par nøgne nonner hiver en Jesusfigur ned fra væggen og bruger det som sexlegetøj, der har virket stødende på nogen. I hvert fald finnerne. Helt frem til 2001 – 2001! – var Ken Russells ’The Devils’ bandlyst i Finland. Et sted i Helsinki har nogen simpelthen ment, at det var skadeligt for landets indbyggere at kigge på en film fra 1971, endda selvom den beskrev virkelige hændelser i den lille franske fristad Loudun i 1634.

Det siger måske et eller andet om finnerne, og det fortæller helt sikkert noget om, hvor kraftfuld en film ’The Devils’ er. Men først og fremmest understreger det, at ’The Devils’ har trykket et sted, hvor det gjorde ondt, med sin beskrivelse det vanvid der opstår, når magten bruger religion som et politisk våben.

Den engelske filminstruktør Ken Russell var ikke ligefrem typen, der lagde en dæmper på noget. Lige fra begyndelsen af ’The Devils’ bliver alt smækket i fjæset på tilskuerne: Ofre for pesten bliver samlet på gaderne og hældt i massegrave, skeletter af henrettede protestanter hænger højt på pæle på vejen ind til Loudon, andre protestanter i fuglekostumer bliver skudt til almindelig morskab af den franske konge – og sådan fortsætter ’The Devils’ indtil en voldsom eksorcisme og efterfølgende udpenslet henrettelse på bålet.

Og så er der nonnerne, der smider klunset af ikke specielt velbegrundede årsager, og i hvert fald ikke opfører sig, som om begær og drifter har været fremmede begreber under deres klosterliv. Det var ikke mindst nonnerne, der blev klippet ud, da flere landes censurmyndigheder besluttede sig for at ’The Devils’ var for hård kost i 1970’erne. Så grundigt blev der klippet og censureret, at ’The Devils’, der bliver kaldt ’filmhistoriens mest kontroversielle film’, først nu kommer ud i biograferne i en ucensureret og restaureret udgave.

Ingen tvivl om at Russells mildt sagt ekspressive filmsprog var årsag til at filmen provokerede så grundigt dengang. Nu om dage kan filmen virke lidt fjollet til tider, næsten som en intellektuel udgave af sengekantsfilmene, men når nonnerne har taget tøjet på igen, og røgen fra henrettelsen har lagt sig i Loudun, står ’The Devils’ stadig som en rystende film – nærmest som et monument over misbruget af religion som magtinstrument gennem tiderne.

Pointen med nonnernes lystfulde nøgenhed er i hvert fald tydelig: Uanset hvor meget de gejstlige i filmen – og i virkeligheden – prædiker seksuel afholdenhed, ligger drifterne og begæret lige under overfladen. Det er den pukkelryggede abbedisse Jeanne de Anges, der sætter gang i dramaet, da hun bliver vred over at præsten Urbain Grandier ikke deler hendes lyster. Da den berygtede Kardinal Richelieus folk dukker op i Loudun, bliver Grandier – som heller ikke er nogen stor hellighed – udleveret af Jeanne de Anges, og inden længe er det store apparat af eksorcisme og tortur kørt frem i Loudun. Folk taler om djævle, blasfemi og tro, men mest alt var

Det er alt sammen sket i virkeligheden. Nok ikke præcis som i Russells film. Men vanviddet i den katolske kirkes magtmisbrug er virkeligt, ligesom den voldsomme misbrug af islam som politisk våben i arabiske lande, og misbruget af kristendommen i for eksempel USA og Brasilien er tydeligt. Også herhjemme er socialdemokratiske politikere, endda vores statsminister, begyndt at hive den kristne tro frem, selvom der intet kristent er ved deres opførsel – det er blot et signal til muslimer om ikke at føle sig altfor godt hjemme på dansk grund.

’The Devils’ er altså lige så aktuel i dag som i 1971. Til gengæld følger Russells filmsprog nok ikke ligefrem moden anno 2026, uanset at mexicanske Alejandro Gonzalez Iñárritu, der er aktuel med anmelderroste ’Digger’, godt kan minde om Russell i sit manglende mådehold. Men indholdet, udleveringen af religiøst vanvid, trænger til enhver tid til et modsvar. Og det leverer Russell og ’The Devils’ for fuld udblæsning. Den er aldrig selv i tvivl om, at den har fuldstændig ret.

Instruktion: Ken Russell.

Manuskript: Ken Russell (Baseret på teaterstykke af John Whitting, baseret på roman Aldous Huxley)

England 1971

111 minutter

Premiere: 15. oktober 2026.

(Den danske titel er ‘Djævlene’, men filmen vises i danske biografer som ‘The Devils’ – uden danske undertekster

film-solid

Flere anmeldelser

La Grazia

Italienske Paolo Sorrentino, den mest italienske af alle nulevende italienske filmmagere, har skabt et forbavsende afdæmpet – og virkelig smukt – menneskeportræt med ’La Grazia’.

Fornuft og følelse

Jane Austen er her og der og alle steder og hendes udødelige debutroman ’Fornuft og følelse’ er igen i biograferne – denne gang i en forynget udgave.

Klara and the Sun

Taika Waititi er en finurlig og opfindsom fortæller, også i hans filmatisering af Kazuo Ishiguros bestseller ’Klara and the Sun’, men der er noget, der ikke helt swinger.

Hope

Sydkoreaneren Na Hong-jin slår grundigt fast, at han er en af filmverdenens mest uforudsigelige fortællere. ’Hope’ er ganske enkelt vidunderligt umulig at få styr på.

0 kommentarer

Skriv gerne en kommentar

Noget på hjerte?
Skriv gerne kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *