The Social Reckoning

Det kan ikke være en tilfældighed. Indenfor en uge byder de danske biografer på to amerikanske film, der beskæftiger sig med landets præsident, men nærmest demonstrativt undlader at nævne hans navn. I stedet lader de præsidentens handlinger stå for sig selv, som en slags monumenter over en total mangel på ansvarlighed.

Det er næsten umuligt at bruge udtrykket ’karikatur’ om en figur, der ligner Donald Trump, eftersom manden i sig selv er en karikatur på en amerikansk præsident. Men det var en karikatur på Trump, der blev serveret af skuespilleren John Goodman i sidste uges store premierefilm ’Digger’. Og i denne uge lader Aaron Sorkin, en af de mest markante politiske stemmer i nutidens amerikanske film og serier, Trump være en slags ondskabens unavngivne fyrste i ’The Social Reckoning’. Vi får ikke at vide, at Trump er en del af historien – det skal vi selv vide – men præsidenten spiller en væsentlig rolle som bæstet, der understreger hvor problematiske Facebook og de andre sociale medier kan blive, hvis de bruges forkert.

’The Social Reckoning’ henter sit udgangspunkt i whistlebloweren Frances Haugen, der i 2021 gjorde verden opmærksom på, at Facebook ikke længere kun skabte socialt samvær på nettet, men i høj grad animerede til splid og uenighed. Facebook havde nemlig konstateret, at hvis brugerne blev opildnet eller vrede, blev de hængende længere, hvilket er alfa og omega for Facebooks indtjening.

Haugens fløjtepusteri var ikke den store overraskelse eftersom Facebook for længst havde udviklet sig til en losseplads for hadske ytringer, men det nye var beviserne for, at Facebook gik målrettet efter den splid. Det blev begyndelsen på en lang række juridiske slagsmål om den tilsyneladende totale mangel på moral hos Facebok-stifteren Mark Zuckerbergs Men først i marts 2025 blev Zuckerberg straffet for sin manglede etik, da han blev dømt skyldig i at bevidst tilsætte børn og unges mentale helbred.

Den retssag er ikke med i ’The Social Reckoning’, der som udgangspunkt fortæller om mennesket Frances Haugen. Sorkin har gjort hende til en socialt akavet og ensom kvinde, som virkelig troede på Facebook som en håndsrækning til de ensomme – og blev grundigt skuffet. Og med det udgangspunkt peger Sorkin på konsekvenserne af Zuckerbergs manglende moral: at USA er blevet et splittet land, omtrent på randen af en borgerkrig, hvilket blev tydeligt da Trump opildnede sine mest trofaste støtter til at storme kongressen i 2021, da han hævdede at være blevet snydt for sin anden periode som præsident. I en virkelig effektiv scene ser vi Trump støtter storme kongressen og banke betjente til blods, mens Zuckerberg sidder paralyseret i stedet for at lytte til sine næstkommanderende og lukke for Trumps Facebook-profil.

Vi hører bare aldrig Trumps navn. Sorkin tager det for givet, at publikum ved præcis hvad der skete dengang. Og at vi i øvrigt er fuldstændig enige i at Trump og Zuckerberg er enorme trusler med verdens mentale helbred.

Det er vi nok nogle stykker, der gerne vil skrive under på, og dermed antyder ’Digger’ og ’The Social Reckoning’ at de er begyndelsen på et oprør fra den amerikanske filmindustris side. Filmfolkene, der altid har hyldet humanistiske værdier, ser ud til at være klar til at sige markant fra.

Undervejs sender Sorkin en lidt klodset hilsen til Frank Capra, den gamle komedieinstruktør, der havde en fantastisk evne til at kombinere en velfortalte og morsomme komedier med hjertevarme og sociale budskaber i film som ’Det er herligt at leve’ og ’Det hændte en nat’. Sorkin ser ud til at have samme ambitioner med ’The Social Reckoning’, men har tilsyneladende glemt, at han i langt højere grad er en kynisk revser end en hjertevarm humanist. Han har det langt nemmere i scenerne hvor Zuckerberg bliver udstillet som en moralsk analfabet end i de situationer, hvor Frances Haugen og graverjournalisten Jeff Horwitz løfter sig som mennesker og bærer os andre ud af biografen med deres optimisme.

’The Social Reckoning’ er altså ikke den store komedie, Sorkin ser ud til at ønske sig – selvom den bestemt er skæg flere steder. Men den står til gengæld stærkt som revser af ufatteligt magtfulde Mark Zuckerberg og hans firma Meta – og det gør den uendeligt skræmmende.