You Can See Everything

Kan man ligefrem se alt? Ah, mon dog …
’You Can See Everything’ hævder den imponerende hypede amerikanske dokumentar. Men hvad er det egentlig, man kan se i filmen? Er det overhovedet en dokumentar eller er det snarere en film, der smutter fra sit emne, hvor det er mest belejligt?

Hvornår er en dokumentarfilm egentlig færdig? I den sammenhæng vil de fleste dokumentarister formentlig svare, at filmen ikke kan komme længere, når hver en sten er vendt og filmen har dokumenteret en form for sandhed om sit emne.
Jeg spørger, fordi jeg er stærkt i tvivl om hvorvidt den amerikanske dokumentar ’You Can See Everything’ overhovedet er færdig. Den er ude i biograferne og den har samlet et publikum i en størrelse og en hype i et omfang som de fleste dokumentarer – eller film i almindelighed – kun kan drømme om. Især når de varer små tre timer. Den fik så meget omtale i USA, at den blev speedet ud i de danske biografer – endda hele 85 af dem. I flere biografer var billetterne udsolgt i løbet af få timer. Set i den kontekst er ’You Can See Everything’ så afgjort færdig. Den kan tydeligvis noget helt rigtigt.
Men har den vendt hver en sten i sin undersøgelse af sit tema, fænomenet Elizabeth Holmes? Eller har den snarere vendt lige nøjagtig de sten, der var nødvendige for at fortælle den historie, den gerne vil fortælle? Og som den havde brug for?
’You Can See Everything’ slutter i hvert fald med langt flere spørgsmål end den besvarer – og flere af spørgsmålene kunne uden tvivl besvares, hvis instruktørerne Nathan Fielder og Lance Oppenheim var gået videre. Til gengæld slutter Fielder og Oppenheim uomtvisteligt på et punkt, der binder ’You Can See Everything’ sammen til en slags thriller eller dokumentargåde. Det er ikke nødvendigvis nogen forkert eller amoralsk beslutning, men det gør ’You Can See Everything’ til en oplevelse, der er mere beslægtet med tendenser i tidens strøm af podcast end med klassisk dokumentar. Det er historiefortællingen, der vigtigst her – og vinklingen af historien.
Til at begynde med slog Oppenheim og Fielder sig ned hos Elizabeth Holmes og hendes partner Billy Evans på opfordring fra Holmes selv. Hun ønskede tilsyneladende at hendes liv skulle dokumenteres, inden hun begyndte afsoningen af de i alt 135 måneders fængsel, hun var blevet idømt for bedrageri i forbindelse med hendes firma Theranos, der påstod at kunne revolutionere brugen af blodprøver. Theranos gjorde Holmes til et fænomen, en utrolig succeshistorie fra succesfabrikkerne i Silicon Valley – og nedturen ovenpå afsløringerne forstærkede naturligvis kun billedet. Eftersom Holmes siden har levet sit liv uden for rampelyset, er der ikke megen tvivl om at den utrolige opmærksomhed omkring ’You Can See Everything’ skyldes, at Holmes’ fascinerende skæbne bliver vakt til live igen.
Men der er mere på spil. I løbet af den periode, Fielder og Oppenheim følger Holmes og hendes familie, fremstår Holmes som en sært uhåndgribelig person. Hun er nærværende som mor, men sært fjern som det fænomen, der skabte Theranos. Hun nægter at være interesseret i de penge, hun er straffet for at forsøge at berige sig med.
Samtidig viser Billy Evans sig at være temmelig interesseret i penge. Og tilmed et menneske, der på ingen måde forsøger at vise ydmyghed, hverken som iværksætter i Silicon Valley, som intellektuel eller som det, der bedst kan beskrves som Holmes’ formynder og værge. Der er noget sært på spil omkring Holmes og Evans, og det bliver kun mere udtalt i anden del af ’You Can See Everything’, da Fielder og Oppenheim hyrer skuespilstjernen Amanda Seyfried til at genskabe situationer fra Holmes’ liv. Som dokumentarfilm er den del af ’You Can See Everything’ temmelig kontroversiel, eftersom Seyfried ikke ligefrem er den type, der lukker ned for spekulationer og teorier.
Således udvikler ’You Can See Everything’ sig i høj grad til en film, der spekulerer i alt det, Elizabeth Holmes og Billy Evans kunne være – snarere end det, de er. Det er tidstypisk, det er underholdende og fascinerende – lidt i stil med den fremragende svenske dokumentar ’Miraklet i Gullspång’, men hvad er ’You Can See Everything’ derudover for en mystisk størrelse? For det er stærkt tvivlsomt om det egentlig er en dokumentar.
Og det er – på sin egen bagvendte måde – faktisk det mest spændende ved ’You Can See Everything’. Hvad fanden er det egentlig for en størrelse?





Skriv gerne en kommentar
Noget på hjerte?Skriv gerne kommentar!