Rose

Det er efterhånden 44 år siden Dustin Hoffman tog sminke, paryk og kjole på og udgav sig for at være en kvinde i ’Tootsie’. Det gik jo meget godt. Hoffmans figur, Michael Dorsey, fik succes som kvindelig skuespiller og alle gik glade hjem fra biografen.

Helt så heldig er Rose ikke i filmen ’Rose’, men hun har også valgt den modsatte bevægelse af Michael Dorsey – fra kvinde til mand. Og så har hun muligvis også valgt det helt forkerte sted og det helt forkerte tidspunkt, nemlig et fattigt bondesamfund i 1600-tallets Tyskland. Folk var ikke nødvendigvis så rummelige dengang. Slet ikke overfor et kønsskifte. Men Rose tager chancen, simpelthen for at overleve.

Og så har Rose – ikke mindst – valgt den forkerte film at udgive sig for at være mand. Østrigeren Markus Schleinzer er pænt sagt en anden type end amerikaneren Sydney Pollack, der instruerede ’Tootsie’. Schleinzers 15 år gamle debutspillefilm, ’Michael’, var en knastør beskrivelse af en mand, der kidnapper og indespærrer en 10-årig pige. Det var i kølvandet på de to rystende sager om Josef Fritzl i Østrig og Marc Dutroux i Belgien, der låste piger inde i kælderen. Og Schleinzer serverede ikke ligefrem en feelgoodfilm til at muntre os op med i ’Michael’.

Det hører med til historien om ’Rose’ at Markus Schleinzer har været i lære hos Østrigs filmiske mørkemand Michael Haneke, der har skabt grumt eftertænksomme film som ’Pianisten’ (2001), ’Skjult’ (2005), ’Det hvide bånd’ (2009) og ’Amour’ (2012). Hanekes fingeraftryk gemmer sig i skyggerne gennem hele ’Rose’. Filmen er ikke i sort/hvid men snarere i variationer over gråt fra start til slut, og udtrykket er lige så strengt og kompromisløst.

Under de betingelser får fotografen Gerard Kerkletz skabt nogle fantastiske billeder af et lille samfund under den strenge kristne Guds velsignelse – eller hvad vi nu skal kalde det. Og i omtrent hver en scene kæmper Sandra Hüller – Tysklands måske største nulevende skuespilnavn – sig gennem historien i titelrollen som ’Rose’. Et vansiret ansigt med en forlænget mundvig antyder, at Rose har oplevet noget voldsomt tidligere i livet. Måske i forbindelse med den krig, der har udstyret hende med våben og herretøj.

Mens Dustin Hoffman allerhøjst risikerede at blive til grin, hvis han blev afsløret i ’Tootsie’, balancerer Sandra Hüller tydeligvis et betydeligt mere alvorligt sted. Med sin lyse stemme og sarte fremtoning er hun nødt til hele tiden at fremtræde mere mandigt end mændene. Heldigvis får hun lidt ekstra troværdighed, da en bjørn sniger sig ind i landsbyen og hun kan hente sine våben og sin skydefærdighed frem. Men det er straks sværere at virke overbevisende, da byens overhoved kræver, at hun får sig en hustru, som hun kan bedække til gavn for samfundet – og Vorherre.

Der hænger en voldsom intensitet i luften gennem hele ’Rose’. Hver ny drejning i Roses liv risikerer at afsløre hende, og som tilskuer er man aldrig i tvivl om at det er en yderst alvorlig sag, at en kvinde forsøger at vinde betydning og formue ved at udgive sig for at være en mand.

Set med vore dages mere civiliserede øjne, er der en snert af noget komisk over Roses fupnummer, men det var alt andet end morsomt i 1600-tallets Tyskland. Netop derfor er Markus Schleinzer nødt til at placere sin historie i sådan en kontekst. Og netop derfor virker den så utroligt voldsom. Som et monument over kvinders placering i menneskehedens mandsdominerede historie. Så tung en byrde bærer Rose og Sandra Hüller i ’Rose’. Set i det lys er navnet Rose, med alt hvad det signalerer af håb og liv, nærmest en fornærmelse.