Over stregen

Pludselig fik jeg lyst til at kramme alle verdens 13-årige

’Over stregen’ ligner ikke en film, der kan noget særlig med sin historie om mobning – et af ungdomsfilmens kernetemaer. Men det kan den ….

Pludselig greb jeg mig selv i at få lyst til at kramme en fremmed dreng. Det lyder selvfølgelig helt forkert, og det var bestemt ikke nogen enkel følelse at blive overmandet af. Men forklaringen er ligetil: Det lykkes instruktøren Vibeke Muasya at give en så gribende fornemmelse af hvordan verden ser ud, når man føler sig hjælpeløst ensom, at jeg bare fik lyst til at kramme 13-årige Martin. Eller … når jeg tænker over det, var det måske mig selv som 13-årig, jeg fik lyst til at give et kram.

I en tid hvor filmbranchen klager over at det er svært at trække danskere i biografen med ungdomsfilm, lander ’Over stregen’ med et stille brag. Filmen er nemlig kommet til verden uden støtte fra det statslige danske filminstitut, der ofte opfordrer filmfolket til at tænke kreativt og finde på de nye historier, der kan gribe dansk unge. Konsulenterne på instituttet har altså ikke kunnet se det nye i ’Over stregen’.

Det nævner jeg overhovedet ikke for at hænge konsulenterne ud, men for at understrege, at Vibeke Muasyas film ikke kommer bralrende med åbenlyst kvaliteter. Mobning er et af de mest almindelige temaer i ungdomsfilm. Det skal der bestemt heller ikke smides kritiske ord på bordet omkring, for som TV2-programmet ’Alle elsker Rasmus’ netop har understreget, har talrige danskere et ønske om at give fænomenet mobning en ordentlig gang prygl.

Det er altså ikke tematikken i ’Over stregen’, der får filmen til at hoppe lige ind i følelsescentrene, men derimod den vilje og determination, der konstant trækker filmen afsted. Ejgil Riis Hansen, der spiller Martin, er ikke den slags skuespiller, som bare hopper ind og stjæler en scene. Det er netop hans styrke. Han ligner nemlig alt andet end en skuespiller, når han ser glad eller ulykkelig ud. Han ser faktisk ægte glad eller ulykkelig ud. Troværdig er næsten for spinkelt et ord.

I rollen som hans far Thomas giver Martin Greis-Rosenthal den fuld gas. Man kan indvende, at han er på grænsen til at overspille i sin iver efter at hjælpe knægten, men det er der såmænd en pointe med. Thomas kender til mobningens modbydelige væsen, og han er parat til at gå til helvede for at forhindre Martin i et opleve det. Og så er der Lilly Montell, der er lige så troværdigt underspillet som Martins søde veninde Siv, og Virgil Katring-Rasmussen, der er en led skiderik som mobbedirigenten Sebastian, men som ligeledes holder så meget tilbage på virkemidlerne, at han netop ligner en dreng, der bare ikke har fattet hvilken ondskab, han betjener sig af.

’Over stregen’ emmer grundlæggende af den virkelighed, der har skabt den, nemlig forretningsmanden Ahrnt Clausens egne oplevelser med mobning. Det er ham, der er Thomas – faderen der selv kender til mobning og nu ser samme skæbne overgå sin egen søn, og som måske netop derfor yderligere forstærker sin søns helvede, da han forsøger at forhindre det.

Det gør ondt. Det gør fandme ondt at se på. De fleste af os har prøvet – på den ene eller måde – at opleve, at verden bare ikke vil os det godt. Og at det gerne må slutte. Bare slutte. Uanset hvordan. Derfor gav ’Over stregen’ mig lyst til at kramme Martin, mig selv i 1980, ja endda alle verdens 13-årige …

Instruktion: Vibeke Muasya.

Manuskript: Ahrnt Clausen & Vibeke Muasya (baseret på Ahrnt Clausens bog af samme navn)

Danmark 2026

98 minutter

Premiere: 5. november 2026.

film-solid

Flere anmeldelser

Mariinka

Hollandske Pieter-Jan de Pue har skabt en imponerende dokumentar med ’Mariinka’, der gennem 10 år har set familier blive splittet for alle vinde i Ukraine.

En farlig affære

’En farlig affære’ er ikke så farlig som titlen antyder, men derimod det, den selv – med stolthed – kalder ’endnu en nyttesløs kærlighedshistorie’. Og det er ikke helt nyttesløst.

Løvehjerte

Dokumentaristen og journalisten Nagieb Khaja springer fornemt ud som spillefilmsinstruktør med ’Løvehjerte’, der ikke er en politisk film – og derfor kan blive det.

Wildwood

Med ’Wildwood’ understreger amerikanske Laika Studios endnu engang, at de er i en kategori for sig selv indenfor animationsfilm.

0 kommentarer

Skriv gerne en kommentar

Noget på hjerte?
Skriv gerne kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *