En farlig affære

Du vil sikkert opdage det i løbet af en halv times tid. Det gjorde jeg ikke. Jeg hoppede lige i den lille finte, den italienske instruktør Ludovica Rampoldi havde lagt ud med filmen ’En farlig affære’. Men det gør ikke spor. Det løftede helt klart ’En farlig affære’, der i lang tid lignede lige præcis det, filmens hovedperson kalder ’endnu en nyttesløs kærlighedshistorie’.

Der skete ikke ret meget, der ikke er sket et hav af gange på film: En mand og kvinde mødes. De indleder en affære bag om ryggen på deres koner og mænd. Det udvikler sig lidt farligt, mens de to mennesker pirrer publikums fantasier om at kaste sig ud i en affære – måske med ham med det lækre hår fra regnskabsafdelingen …

Hovedpersonen hedder Lea. Hun er kæreste med Andrea, der er skuespiller og uhæmmet flirter med de smukke starletter, han spiller sammen med på film og tv. Andrea virker til at være en fin fyr, uanset at han har filmhistoriens måske mest uheldige frisure af en italiensk score-Dario at være. Lea er hverken lykkelig eller glad. Der er noget galt, kan vi se på hende. I hvert fald vælger hun at kaste sig over Rocco, der er rundt regnet tyve år ældre end hende. Og gift med psykologen Cecilia.

Rundt omkring dem vælter det med metaforer for kærlighedens og drifternes uudgrundelige verden. Rocco hygger med at dyrke skakboksning hver fredag efter arbejdstid. Først spiller han lynskak i et skarpt defineret interval. Derefter går han og modstanderen over til boksning … og så tilbage til skak igen. Det ligner unægtelig en variation over romantiske forviklinger.

Derudover er Rocco seismolog med et konstant blik på rystelser omkring Napoli og i bjergkæden Appenninerne. Og så har han et terrarie med myrer for at undersøge om de kan mærke rystelserne før hans udstyr. Læge dertil at Cecilia er psykolog og at både hun og Andrea går til skydning. Jo jo, Ludovica Rampoldi har skam tænkt over hvordan man sætter kontante billeder på kærligheden. Og så hører det i øvrigt med til sammenhængen, at Lea tidligere har skrevet en roman, der blev hængt ud af en anmelder for bare at være ’endnu en nyttesløs kærlighedshistorie’. En kritisk som Lea kun møder med en enkelt kommentar og et sødt smil med tilhørende skuldertræk: ’Er det ikke lige præcis det, verden har brug for?’

Det kan vi selvfølgelig vælge at opfatte som en helgardering fra Rampoldi. Hvis nogen synes, historien er banal, så – ja – så er det netop meningen, indvender Rampoldi spidsfindigt. Men det er også svagheden ved ’En farlig affære’. Rampoldi får skabt en finurlig historie – som jeg ikke kunne finde ud af at forudse – men hvis hun fortæller noget nyt eller anderledes om kærligheden og romancerne, har jeg i hvert fald ikke opdaget det.

Heldigvis forsøger Rampoldi ikke at udvikle ’En farlig affære’ til en romantisk komedie eller en grotesk thriller i stil med 80’er-hittet ’Farligt begær’, hvilket ville pillet eftertænksomheden helt ud af filmen. I stedet er den blevet en charmerende lille fortælling med et velkomponeret manuskript og smukke billeder af mennesker i romantisk kaos. Pilar Fogliati, der vist ikke har været forbi de danske biografer før, giver filmen sjæl med sit sørgmodige og søgende blik.

Men fremfor alt lever ’En farlig affære’ fordi Ludovica Rampoldi ganske enkelt viser en stor kærlighed til det at forelske sig – hvad enten det er i mennesker, landskaber, idéer eller blot at købe en båd og sejle ud på havet for at mærke vinden kærtegne ens ansigt på en varm sommeraften. Det havde jeg altså ikke set komme.