Mariinka

Hvor skal jeg begynde? Med præsten, der står i natten ved jernbaneskinnerne og kaster helligt vand efter de tanks, der triller forbi ham på et godstog, så de er velsignet af Vorherre i kampen mod russerne? Eller med unge modelsmukke Natasha, der fortæller, at hun på et tidspunkt havde fået at vide, at hendes bror havde modtaget et stort beløb for at begrave deres døende mor, allerede inden hun faktisk døde? Hvorfor ville nogen dog betale for det? Vi får det aldrig at vide, men måske vidste moderen et eller andet om nogen. Og hvad fortæller det om Natashas bror? Og om grænselandet mellem Ukraine og Rusland?

Eller måske giver det bedst mening at begynde med den sekvens, hvor Natasha og en skolekammerat, der også er en del af Ukraines hær, sætter sig ind i fællessalen på deres gamle, nu sønderbombede skole i den lille ukrainske by Mariinka. De finder et par af de få stole, der stadig kan stå, og kigger op mod scenen, hvorefter Pieter-Jan de Pue, instruktøren bag dokumentaren ’Mariinka’, klipper til nogle optagelser fra Natashas dimission 5-6 år tidligere.

Dér står Natasha i en blå kjole, der ligner noget fra Disneys prinsessetegnefilm ’Frost’ med store klumper i halsen mens hun sender en hilsen til sin afdøde mor, og skoleinspektøren taler om at Natasha og de 5 andre unge mennesker, der står på scenen, snart vil være voksne.

Det fik hun i dén grad ret i. Pludselig var skududvekslingerne ved grænsen til Rusland og truslerne fra Putin blevet til reel krig mod hele Ukraine – og Natasha var ikke længere kun i gang med lægestudier, hun var en del af samaritterne i den ukrainske hær. Den blå prinsessekjole er erstattet af en gråbrun uniform og de mange håb om fremtiden i skolens hal er udskiftet med mænd, der skriger af smerte eller taler i vildelse mens Natasha og andre læger og sygeplejersker behandler deres skudsår og opflåede arme og ben.

Så stærkt og så effektivt et indblik i krigen i Ukraine bringer den hollandske instruktør Pieter-Jan de Pue og hans filmhold. Temaet i ’Mariinka’ er de familier, der er blevet revet i stykker og spredt for alle vinde takket være krigen. Det er Natashas familie et fint eksempel på, men det er ikke så tydeligt som den familie, der består af de fire brødre Maksim, Ruslan, Mark og Daniil.

Maksim blev invalideret i de tidlige træfninger mellem ukrainere og russiske militser og bor nu i Belgien. Ruslan valgte at gå ind i den russiske hær. Mark kæmper på Ukraines side. Og lillebror Daniil blev bortadopteret af sin mor i et anfald af desperation. Nu bor han i Mississippi i USA hos et par redneck-adoptivforældre, der har omdøbt ham til Samuel og lader ham vokse op blandt håndvåben.

Det er grotesk at være vidne til så sønderrevet en familie, men det peger naturligvis ind i noget større: et billede af krigen i Ukraine, og  Rusland og Ukraines voldsomme fælles historie med talrige russiske overgreb – og naturligvis krigens følgevirkninger i almindelighed. Der er ikke meget tilbage af noget som helst i Mariinka og omegn – kun mennesker, der nægter at bukke under, og traumatiserede soldater, der håber, at der er et håb et sted.

Det er et utroligt vidnesbyrd, Pieter-Jan de Pue har samlet gennem 10 år. Der er så mange forbavsende billeder, at de Pue da umuligt kan have været eneste fotograf på filmen – men det har han: Kameraet kravler henover rådnende lig i skovbunden, kører forbi sønderskudte heste i vejkanten, svæver over skulpturelle ruiner og finder håb, der spirer frem de mest umulige steder – som når Natasha giver sig tid til at sætte sig ved fronten og tegne en smadret bil.

Dertil skaber lyddesigneren Senjan Jansen et hele tiden bevægeligt lydspor, der på forunderlig vis formår at skabe sammenhæng mellem det enorme udvalg af billeder. Ikke så underligt at hele 6 klippere har medvirket til at skabe en struktur i Pieter-Jan de Pue billeder. Resultatet af deres fælles anstrengelser er en film, du ville ønske, du aldrig havde set, men som hele menneskeheden naturligvis bør se.