Wicker

Fiskerkonens multiorgasmer er en rød klud for borgerskabet
Det kniber med at runde det hele af, men indtil da er ’Wicker’ en dejligt løssluppen og frisættende komedie om en sexlysten kvinde og hendes flettede mand.

Det lyder måske som en lidt uheldig tilgang til en film, men den ubetinget største kvalitet ved engelske ’Wicker’ er, at skuespilstjernen Olivia Colman virkelig ser ud til at nyde at have sex. Det er normalt en kvalitet, der hører hjemme i en helt anden type film, men der er en rigtig god pointe med at Colman spreder benene og ser ud som hun er decideret forbavset over den store nydelse, der følger med.
Colmans figur, der blot hedder Fiskerkonen i filmen, har nemlig ikke ret til at nyde den slags glæder i livet. Hun er udstødt fra resten af den lille landsby, hun bor i et sted i 1700-tallets England. Hun ernærer sig ved at fange fisk i søer og vandløb nær landsbyen, men hver gang hun spadserer ind på torvet med sin fangst, vælter det med kommentarer om hvor meget hun lugter af fisk. Ingen forventer at gammeljomfruen nogensinde vil finde en mand at dele sengen eller livet med. Ingen ser overhovedet ud til mene, at fiskerkonen kan gøre krav på livsglæde.
Med de livsudsigter i bagagen trasker Fiskerkonen en dag ned til den lokale troldmand og kurvemager. Hun stikker ham alt, hvad hun ejer af mønter, mens hun siger: ’Lav en mand til mig!’ ’Giv mig en måned’, svarer Kurvemageren, der bliver spillet af Peter Dinklage alias Tyrion Lannister fra ’Game of Thrones’. En måned senere modtager Fiskerkonen en flettet mand, som er lige så levende som beboerne i landsbyen, endda endnu mere eftersom den finurlige kurvemager åbenbart også har flettet nogle velfungerende kønsdele på ham.
Fiskerkonen er glad, det samme er hendes kurvemand, og hurtigt rygtes det i landsbyen at det mærkelige par har et forrygende sexliv. Det er det, der er så vildt ved ‘Wicker’. God sex er tydeligvis et privilegie, en luksus. Fiskerkonens multiorgasmer er mere end de gode borgere i byen har lyst til at finde sig i. Og især takket være Skrædderens kone, der føler sig i sin gode ret til at styre alt, hvad der foregår i byen, bliver der hurtigt spekuleret i at pille Fiskerkonen ned igen.
Det sørger Fiskerkonen imidlertid selv for, uden at det skal afsløres hvordan, men efterhånden bevæger filmen sig hen mod sin fine, men nok lige lovligt fodformede, pointe: at man aldrig skal afkræve af noget andet væsen – menneske såvel som stråmænd – at de skal tilpasse sig lige netop ens egne behov.
Det er en meget regelret morale for en film, der begynder med en Fiskerkone og en flettet mand, som går så hårdt til den, at de banker bunden ud af deres seng hele tiden. Netop den lange vej, fra et flippet og fjollet udgangspunkt til en strømlinet pakkeløsning, har instruktørparret Eleanor Wilson og Alex Huston Fischer svært ved at binde tilfredsstillende sammen. Det er svært finde bindemidlet mellem de to verdener.
’Wicker’ fungerer helt klart bedst i begyndelsen, hvor det lille landsbysamfund med dets kulørte typer bliver præsenteret, og hvor en håndfuld forrygende skuespiller tydeligvis har en fest med at etablere persongalleriet. Olivia Colman er som født til rollen som Fiskerkonen, ingen andre end Peter Dinklage kunne have spillet Kurvemageren, Alexander Skarsgaard, der altid er med på den værste, har en af karrierens mest spøjse roller som Den Flettede Mand og derudover viser Elizabeth Debicki fornemt at skrædderkonen egentlig er to mennesker i ét: en myndighedsperson og en forkælet teenagetøs.
Hvor i alverden skal det her dog ende? spørger man uundgåeligt sig selv i den første tredjedel af filmen. ’Wicker’ tager os ikke helt på så sjov en rejse, som den lægger op til, men bare synet af to udstødte eksistenser, der provokerer det etablerede samfund ved at have vidunderlig sex, er det hele værd.





Skriv gerne en kommentar
Noget på hjerte?Skriv gerne kommentar!