Paper Tiger

Er nogle af de vigtigste scener faldet ud af filmen?

’Paper Tiger’ ligner en klassisk amerikansk storfilm om gangstere og Den Amerikanske Drøm – men det har en flig af snyd over sig.

Jeg kan ikke slippe af med følelsen af at være blevet snydt, når jeg tænker på ’Paper Tiger’. Det er muligvis lidt voldsomt udtrykt, men når jeg mindes filmen – dens figurer, dens udtryk, dens historie – får jeg ganske enkelt en fornemmelse af at være trukket rundt ved næsen.

Det gør mig ikke vred, slet ikke, snarere forundret. Hvad skyldes den fornemmelse? Hvad bunder den i? Og så kommer jeg hurtigt til at tænke på filmens plakat med tre berømte skuespillere svævende i luften med frisurer anno 1980’erne. Øverst hænger Adam Driver – selvom det ikke rigtig ligner ham – med en hårlok, der ser ud som om den er ved at blive blæst væk. Nedenunder hænger Scarlett Johansson med store krøller og et forførende blik, og til venstre for hende svæver Miles Teller med et forpint ansigtsudtryk.

Det ligner plakaten fra en gangsterfilm fra 1980, og det er sådan, ’Paper Tiger’ gerne vil sælge sig selv – som et storbydrama af den slags, hvor hele USA’s sjæl kommer i spil, Den Amerikanske Drøm, den lille mand i det store skæbnespil osv. Det er den type historier, instruktøren James Gray altid har sværmet omkring i film som ’We Own the Night’ (2008) og ’New York Immigrant’ (2013). Det har gjort ham til fast inventar i hovedkonkurrencen i Cannes, men hans film er sjældent blevet så store succeser, at de er kommet op i de danske biografer.

Plakaten til ’Paper Tiger’ vil gerne have os til at tænke på store amerikanske film som ’The Godfather’ og ’Taxi Driver’, og det er sådan cirka dér, følelsen af at blive snydt begynder at rumstere i mig. ’Paper Tiger’ bærer på en historie, der kunne være blevet noget specielt på sine egne ben. I stedet vælger den at læne sig opad, måske endda at snylte, på de store filmiske bedrifter.

Det skyldes især at filmens tre hovedfigurer ikke er tegnet skarpt nok op – som om James Gray gik i gang med optagelser på baggrund af en skitse til et manuskript. Især Adam Drivers figur, Gary Pearl, har det med et pumpe filmen op til mere end den kan bære. Det er selvfølgelig selve pointen med Gary. Han er titlens papirtiger – en mand, der giver udtryk af at være farlig, men ikke er det. Han dukker op hos sin lillebror, Miles Tellers Irwin Pearl, med store armbevægelser og munden fuld af planer om forretninger med nogle russere i et nedslidt havneløb i udkanten af New York.

Dengang i 1986 var den russiske mafia et relativt nyt fænomen, men burde Irwin, en retskaffen og bundærlig ingeniør, ikke fornemme at der er noget uldent ved storebrors planer? Især når forholdet til den opblæste storebror åbenbart ikke er særlig godt. Og er Irwin virkelig så optaget af drømmen om at score kassen, at han slæber sine to teenagesønner med ud til russernes hovedkvarter en sen aftentime, hvor historien tager en skarp drejning?

Og så er der Irwins kone, Linda – spillet af Scarlett Johansson – som egentlig ikke har den store betydning for noget som helst, men som pludselig får en grim besked med fra lægen – hvilket naturligvis er vigtigt for familie, men ikke for den historie, James Gray er i gang med at fortælle.

Også derfor føler jeg mig snydt. ’Paper Tiger’ gør alt hvad den kan for at ligne en amerikansk storfilm. Den har skitsen til det – at se almindelige mennesker ramle hovedet ind i gangstere på grund af grådighed er altid fascinerende. Men det føles som om de vigtigste scener med definerende beskrivelser af de tre hovedpersoner, er faldet ud af filmen. Hvor dum/dumdristig/overmodig har Gary Pearl lov at være uden at vi får mere at vide om ham? Hvor naiv har Irwin lov at være uden at han bliver foldet mere ud? Og hvad skal vi egentlig med Linda i den historie – andet end at få understreget at Irwin er en rigtig familiefar med en kone og to børn?

Også i de sammenhænge sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at være blevet snydt for den historie, ‘Paper Tiger’ kunne have været …

Instruktion og manuskript: James Gray.

Frankrig/USA/Polen/Italien 2026.

115 minutter

Premiere: 19. november 2026.

film-solid

Flere anmeldelser

You Can See Everything

’You Can See Everything’ hævder den imponerende hypede amerikanske dokumentar. Men hvad er det egentlig, man kan se i filmen? Er det overhovedet en dokumentar eller er det snarere en film, der smutter fra sit emne, hvor det er mest belejligt?

Faderhuset

Den danske dokumentar ‘Faderhuset’ hopper på en tidstypisk trend og bruger skuespillere til at genskab virkelige hændelser. Og den gør det meget konsekvent.

Scrooge

Charles Dickens gamle ’Et juleeventyr’ er blevet udsat for rendyrket gys og er blevet til ’Scrooge’ – med et ihærdigt forsøg på et comeback fra Johnny Depp.

Rose

Kan en kvinde slippe afsted med at udgive sig for at være en mand? Måske i dag – måske – men i hvert fald ikke i et gudsfrygtigt lille samfund i 1600-tallets Tyskland.

0 kommentarer

Skriv gerne en kommentar

Noget på hjerte?
Skriv gerne kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *