The Bride!

Det er nærmest uhørt, det her. Både det, der foregår i filmen ’The Bride!’, og den styrke, den irske skuespiller Jessie Buckley sparker igennem med i to af ugens premierefilm. Buckley har den bærende rolle i både ’Hamnet’ og ’The Bride!’, og den 36-årige skuespiller bærer dem ikke alene hjem – hun løfter dem, folder dem ud, giver dem fylde og identitet, så det virker temmelig sandsynligt, at de ender som ikoniske skillelinjer i filmhistorien.

Med rollen som Agnes, selveste Shakespeares kone, i ’Hamnet’ formår Buckley at skabe et sørgende menneske så nærværende, at man selv kan blive helt grædefærdig ved tanken om at det er umuligt at få lov til at gribe hende, holde om hende og tørre hendes tårer væk. Den kraft og den evne til at definere sorg, der ligger i den rolle, vil utvivlsomt sætte standarden for fremtidige film om kærlighed, tab og sorg.

Buckleys præstation i ’The Bride!’ er så afgjort noget andet. Der er også følelser på spil, men Ida Bolinski alias Penelope Rogers er et betydeligt mere diabolsk og ekspressivt væsen end Agnes Shakespeare. Bolinski/Rogers’ følelser er ikke så relaterbare som Agnes – de handler mest om at være vred over at være død – men det gør dem ikke mindre overbevisende.

’De døde har noget at sige, og jeg siger det!!’ skråler Bolinski til en forsamling af spidsborgere, der tillader korrupte politifolk og storgangstere at udføre deres spil, mens unge kvinder – såkaldt faldne kvinder – bliver myrdet for at hjulene kan køre rundt. Selv bliver Bolinski skubbet ned ad en trappe i begyndelsen af ’The Bride!’ fordi hun råber højt om gangsteren Lupinos lyssky gerninger – endda lige for næsen af ham.

Egentlig er Bolinski uskyldig. Det er Mary Wollstonecraft Shelley, forfatteren til ’Frankenstein – eller den moderne Prometheus’, der styrer Bolinski fra det hinsides. Og hun overtager igen kontrollen med Bolinski, da sidstnævnte dør efter trappefaldet, bliver gravet op og vakt til live igen på bestilling af selveste Frankensteins skabning – ’Frank’, som han kaldes blandt venner.

Det lyder altsammen fuldstændigt afsindigt, men der er en mening med løjerne. Endda en yderst skarp pointe. ’The Bride!’ er kommet til verden takket være skuespilleren Maggie Gyllenhaal, der er godt i gang med at etablere sig som en stærk instruktørstemme ovenpå debuten ’The Lost Daughter’ fra 2021. Hun har omskrevet James Whales klassiske gyserfilm ’Bride of Frankenstein’ fra 1935, placeret den i Chicago i 1920’erne – blandt gangstere, ludere, lommetyve og korrupte politifolk – og gjort den til en ode til alle de kvinder, der er blevet opfattet som andenrangsskabninger, blot fordi de er kvinder.

Der er to ganske forskellige startskud til Gyllenhaals imponerende opfindsomme og i hvert fald ikke ydmygt forsigtige historie: 1. Mary Shelleys spøgelse vil lave rav i gaden. Og 2. Frankensteins skabning, ’Frank’, er ulideligt ensom og beder derfor videnskabskvinden Dr. Euphronius om at vække en død kvinde til live, så han kan få en livsledsagerske. Og sex. Således genopstår Bolinski som Penelope Rogers, og sammen drager Frank og Penelope ud i verden som en slags Bonnie & Clyde, med et bredt blodspor efter sig.

Det er en grotesk, næsten vanvittig historie, ekspressiv som en tysk stumfilm fra 1920’erne, pompøs som en rockopera, larmende som en gangsterfilm og blodig som en splatterfilm, men hele tiden med stærke følelser i centrum – myrdede kvinders råb om hævn. Også rollebesætningen er vild. Christian Bale er Frank, Annette Bening spiller Dr. Euphronius, vores egen Zlatko Buric gør det glimrende som den lede Lupino og pludselig dukker spanske Penélope Cruz op som kriminaldetektiv.

Og i midten af det hele giver Jessie Buckley fanden i enhver form for pæn opførsel som skrålende, buldrende og skydende Ida Bolinski/Penelope Rogers. Hun veksler mellem gråd, skrigeri, skyderi, liderlighed og følsomhed som om det var det mest naturlige i hele verden. Så vild og ustyrlig har feminisme set ud før.