The Secret Agent

’To sjæle, en tanke’ som man siger, når to mennesker får den samme idé uden at have talt sig frem til den. Vi ved selvfølgelig ikke om amerikanske Paul Thomas Anderson og brasilianske Kleber Mendonça Filho har justeret deres fælles filmforståelse over en morgenbuffet på en festival. Det er slet ikke umuligt. Under alle omstændigheder virker det som om de to ganske forskellige instruktører er helt enige om, at den bedste måde at beskrive tidens forvirrede politiske klima er ved at samle den gode gamle thrillergenre op, pille indmaden ud af den og sparke liv i den med vilde indfald.

Aldeles apolitiske Paul Thomas Anderson slap for eksempel en venstreorienteret terrorgruppe, en familiehistorie og et sadomasochistiske forhold løs i én og samme fortælling i sidste års ’One Battle After Another’. Og her kommer altid politiske Kleber Mendonça Filho med ’The Secret Agent’, der klemmer et familiedrama, en agentfortælling og et angreb på Brasiliens militærdiktatur sammen i én pakke.

Begge film blev vist på sidste års filmfestival i Cannes, så ingen kan have skrevet af efter den anden. Men det er forbavsende så mange fællestræk de to film har: Et politisk udgangspunkt, et kulørt figurgalleri, en vildtvoksende og ustyrlig historie, en overgearet og overraskende brug af musik, en begejstring for agentfilmenes univers og en klar filosofi om at en historie ikke bare er noget, man fortæller fra a til b og så er den prut slået. Ligesom ’One Battle After Another’ stiller ‘The Secret Agent’ krav til sit publikum. Det virker som om Kleber Mendonça Filho siger til os: ’Hold ørene og øjne stive og jeg skal sende dig på en rejse, du aldrig har set magen til’.

Udgangspunktet er en helt enkel thriller, måske endda på grænsen til at være en kliché: Universitetslæreren Armando Solimões bliver beskyldt for at være kommunist af en forretningsmand med forbindelser til militærdiktaturet. Det var bestemt ikke uproblematisk i 1977, hvor Brasilien blev styret af et brutalt militærdiktatur. Folk blev arresteret og forsvandt i fængslerne. Altså gemmer Armando sig under falsk navn i storbyen Sao Paulo, men da ’The Secret Agent’ begynder, er han på vej til hjembyen Recife for at hente sin 8-årige søn og rejse udenlands – uden at vide, at forretningsmanden har hyret et par lejemordere til at skyde ’et kæmpestort hul i hans hoved’.

Omkring det skelet bygger Kleber Mendonça Filho et kulørt univers, der endda hopper frem og tilbage mellem 1977 og 2025, takket være en ung kvinde, som bliver interesseret i Armando Solimões’ skæbne. Midt i det hele dukker Lars von Triers gamle legekammerat fra ’Riget’, Udo Kier, op i en rolle som en gammel sur nazist med et sønderskudt ben. Og så spiller et mandeben, der er havnet i maven på en haj, en stor rolle i fortællingen.

Det hele bliver fortalt med et berusende overskud. Ligesom med sidste års ’I’m Stille Here’, der har gået forrygende i danske biografer, er ’The Secret Agent’ et frådende vredt opgør med det USA-støttede militærdiktatur, der skabte angst og paranoia i Brasilien fra 1964 til 1985. Der er tydeligvis afsat en stor sum penge til at fortælle en overdådig historie om livet i et diktatur – og på at advare om hvor tæt Brasilien var på at blive et militærdiktatur under den forrige præsident, Jair Bolsonaro, der nu sidder i fængsel, idømt 27 år for at forsøge et militærkup.

Det hele er så skamløst underholdende og ustyrligt fortalt, at den her anmelder har meget svært ved ikke at smile underfundigt, når jeg tænker tilbage på filmens velorkestrerede scener – og dem er der dejligt mange af. Hvis ellers Paul Thomas Anderson og Kleber Mendonça Filho justerede deres forhold til moderne film sammen, har de fuldstændigt ret: Intet passer bedre til vores skøre samtid end overdådig paranoia uden sikkerhedsbælte.