Backrooms

Lad os bare slå fast, at ’Backrooms’ virker. Utrolig effektivt. Da denne anmelder forlod biografen efter at have set gyserfilmen og cyklede gennem den pulserende by, havde jeg en meget stærk fornemmelse af, at der var noget galt. Intet var som det plejede at være. Kørte de der biler ikke mærkeligt? Hvorfor var der en ambulance på vej? Gik folk ikke og spejdede efter noget? Blæste det ikke på en underligt urolig måde? Var der noget galt?

Som minutterne gik, blev alt mere og mere normalt. Indtil alt føles præcis som det plejede igen. Bilerne kørte rundt og rundt og folk foretog sig noget, som du kun selv kendte den præcise årsag til. Og så stod det klart, at den underlige fornemmelse af at befinde sig i en parallel verden skyldtes gyseren ’Backrooms’, der netop sender den stakkels møbelhandler Clark ind i et mærkeligt univers på den anden side af væggen i kælderen i hans butik.

Pludselig kan Clark stikke hånden gennem væggen. Og hele armen. Og kroppen. Og i de efterfølgende dage går han rundt i et enormt, måske endda uendeligt univers, der som udgangspunkt ligner hans møbelbutik. Møblerne er bare stablet i store bunker. Enkelte steder stikker de op af gulvet eller ind i væggen, som om de vokser ud af huset – eller ind i det. Og så er de lange gange i øvrigt uendeligt lange. Og der er mærkelige døre, der går gennem loftet, og gange, der fører stejlt nedad i gulvet. Det bliver bare ved og ved … og der er også et uhyggeligt væsen med lange skygger dernede.

Det er på ingen måde en verden, nogen af os har stiftet bekendtskab med i virkeligheden. Og alligevel er der noget genkendeligt ved det – en følelse af at huse og bygninger gemmer på ukendte verdener. Det var præcis det, der satte gang i idéen til ’Backrooms’. På et tidspunkt i 2019 smed nogen et foto ud på internetplatformen 4chan, et såkaldt imageboard, hvor brugere, der som regel er anonyme, lægger billeder og fotos ud til underholdning, overvejelse eller almindelig mystificering for andre.

Fotoet på 4chan viste blot en del af en tilsyneladende stor bygning med gule vægge, gulve og loft. Ikke mere. Men fotoet satte gang i fantasien hos andre, sådan som det var tiltænkt. Flere fotos af store rum med lange gange uden møbler eller mennesker fulgte. Således opstod fænomenet Backrooms – baglokaler. Og så stærke var billederne i al deres uudgrundelighed, at de ikke bare repræsenterede noget fysisk, men en noget mentalt – en fornemmelse af at være i sit eget baglokale i sindet, så at sige.

Netop den følelse leger den blot 21-årige instruktør Kane Parsons med i ’Backrooms’. Clark har personlige problemer. Han har det svært. Han skubber folk fra sig. Han er ikke tilfreds med noget, slet ikke hans møbelbutik, som han forsøger at sælge med nogle underlige videoer, hvor han optræder som en sørøver, der sælger møbler.

Noget er ikke som det skal være i Clarks hoved. Derfor opsøger han psykologen Mary, der ikke aner, hvordan hun skal hjælpe ham – og som ikke bliver meget klogere, da hun også finder vej ind i Clarks backrooms.

Det psykologiske drama, eller forholdet mellem virkelighed og Clarks parallelverden, står svagest i ’Backrooms’. Uanset hvor glimrende skuespillere engelske Chiewetel Ejiofor og norske Renate Reinsve er, virker det mest som om Kane Parsons og hans medforfatter Will Soodik har proppet de sære backrooms ind i et moderne gyserunivers, hvor nogen skal dø, gerne lidt à la et computerspil, og der skal være noget splat og så videre. På det psykologiske plan virker ’Backrooms’ lidt ufærdig, men det kan bestemt ikke pille ved at unge Parsons har en temmelig færdigudviklet fornemmelse for at skabe uro og eksistentielt ubehag i kroppen ved hjælp af filmiske virkemidler.

Uanset at Parsons bruger mange klassiske virkemidler indenfor gysergenren, ligner ’Backrooms’ ganske enkelt ikke mange andre gysere. Det er en vild og sær verden – som alligevel ligner noget vi kender. Endda så meget, at en cykeltur gennem en dansk by efter ’Backrooms’ simpelthen føles som en helt anden verden.