Vores løfte

Det kan godt være, at det virker en smule som om det danske drama ’Vores løfte’ er for sent på den. Var #metoo og krænkelser ikke noget, vi snakkede om for 5 år siden? Døde det ikke med Jonathan Spang og Martin Brygmann? Og er det der woke i øvrigt ikke også en halvdød tingest?

Men som balladen omkring SF’s nye rådgiver har slået fast, er medierne og deres læsere, brugere og seere altid klar til en ny tur i manegen. Personkonflikter er simpelthen skidegodt mediestof. Der er et stakkels offer og en fæl skurk – eller måske er det måske lige omvendt. Det er komplekst og umuligt at træffe en klar afgørelse, og så handler det noget, vi alle kan forstå: Køn og magt.

Og som Pernille Fischer Christensen slår fast med ’Vores løfte’, er der rigtig meget andet på spil end om nogen er skyldig i at udnytte mindreårige eller sende lumre sms’er til medarbejdere. Der er for eksempel familier og venskaber, der går op i limningen på grund af medieomtalen. Der er mennesker, hvis navn er stemplet for evigt, uanset om de bliver frikendt. Der er rådgivere og advokater, der forsøger at hjælpe både mulige skurke og ofre ud af shitstormene, og som til tider gør alt meget værre. Der er meningsdannere af forskellig art, der mener at vide hvad der er præcist det rigtige at gøre i en situation, som de umuligt kan kende i hver detalje.

’Vores løfte’ dykker ned i den ’underverden’, som vi andre måske har haft en forestilling om, men som vi ikke har indblik i: Hvad sker der omkring en mulig krænker, der befinder sig i en shitstorm? Situationen er fiktiv, men kunne sagtens være virkelighed.

Det hele begynder da den tidligere mestersvømmer Maria får et nys om at en ny roman er på vej til udgivelse. Den er skrevet af en tidligere teenagesvømmer, der beskriver et forhold til en betydeligt ældre svømmelærer. Det viser sig at kvinden, der har skrevet bogen, siden har taget sit eget liv – og at læreren godt kunne være Marias mand, Mikael, som i en periode trænede mange unge kvindelige svømmetalenter. Blandt andet Maria.

Inden længe har medierovdyrene fået færten af guf, og så er Mikael og Maria havnet i en altædende bæstorm.  Det ødelægger ikke kun karriere og venskaber – deres teenagedatter lider i lige så høj grad under stormen. Og så er det løfte, Mikael og Maria gav hinanden, da de blev gift, om at holde sammen i tykt og tyndt, under seriøst pres. Ikke mindst fordi Maria kommer i tvivl om hvorvidt Mikael havde forhold til andre unge svømmere end hende.

Deraf filmens titel, der også referer til det løfte, vi danskere har i forhold til hinanden som borgere i et demokrati med love og etik. Vi smadrer da ikke bare et andet menneskes liv, men det ligger som et tema under overfladen på ’Vores løfte’, at de mænd, og enkelte kvinder, der bliver anklaget for at krænke, ofte ender som jaget vild i både de gamle medier og de såkaldte sociale medier. Normerne i vores samfund bliver sat over styr.

Der opstår imidlertid et problem hen mod slutningen, fordi vi er så vant til at stille spørgsmålet: ’Er han (eller hun) skyldig?’ I princippet er det irrelevant i ’Vores løfte’. Men Pernille Fischer Christensen er klar over, at vi tilskuere sidder og forventer et svar. Det ærgerlige er, at det flytter fokus væk fra det, der er så interessant ved ’Vores løfte’, og som filmen fanger så glimrende: Hvad gør #metoo-sagerne ved os?

Det ændrer ikke ved, at det er et velsammensat og sirligt strikket plot, Pernille Fischer Christensen har skabt med ’Vores løfte’. Især opbygningen, hvor Maria er i forhandling med et forlag om at skrive hendes biografi, da stormen bryder løs, er godt tænkt. Og Danica Curcic og Lars Ranthe får vendt og drejet hver en finesse i deres skuespiltalenter i de to hovedroller.