Hamnet

Kan snavs og jord komme på mode? Det spørgsmål ligger lige på tungen fordi den irske skuespiller Jessie Buckley ganske enkelt ser fantastisk ud i de begyndende minutter af ’Hamnet’. Hun har sikkert tilbragt timer sammen med en make up-artist, der har forsøgt at give hende et naturligt look, som om hun ikke har sminke på – hvilket hun naturligvis har – men derudover har nogen tilføjet en skøn detalje: lidt snavs og jord i et tyndt lag på kinderne. I en tid, hvor det fremmeste skønhedsideal ser ud til at være det præparerede og botoxudstoppede look, er Jessie Buckleys lækkert snuskede ansigt nærmest en åbenbaring. Måske kan det endda danne mode.

Hvad har Buckleys dekorativt snaskede fjæs med filmen ’Hamnet’ at gøre? vil nogen sikkert spørge. Meget. Endda rigtig meget. ’Hamnet’ er først og fremmest en rørende film om at miste og bearbejde sorgen – endda en film, der forsøger at vise hvad sorg er, og hvad kunst kan, men når den er så effektiv, skyldes det ikke kun fortællingen om et barn, der dør og forældrenes tårer, men også selve filmens håndværk: Lydene, musikken, detaljerne, fornemmelsen af natur, fornemmelsen af en særlig tid, af snavs på kinderne, åndedræt, berøringer, liv …

Udgangspunktet for historien er et ofte diskuteret emne blandt eksperter på den britiske forfatter William Shakespeare – uden tvivl det vigtigste enkeltstående navn i engelsk litteratur. Skrev barden fra Stratford-upon-Avon sit mest berømte stykke, ’Hamlet’ (1599-1601), som en bearbejdning af tabet af sin 10-årige søn Hamnet? Eller havde Shakespeare primært sine tanker rettet mod den danske kongesøn Amled? Den engelske forfatter Maggie O’Farrell er ikke i tvivl. Derfor skrev hun romanen ’Hamnet’ om unge William og hans kone Agnes, der mister et af deres tre børn, hvorefter William drager til London og skriver sit hidtil mest berømte teaterstykke.

Den roman tryllebandt den kinesisk/amerikanske instruktør Chloé Zhao. Som hun selv har forklaret, har hun altid været bange for at dø, og derfor bange for at elske, O’Farrells roman blev en ’portal’ ind til at bearbejde de følelser. Og således gik Zhao i gang med at filmatisere O’Farrells roman. Hun hentede kvalificerede folk som den polske fotograf Lukasz Zal og to af tidens mest prominente navne på hver deres felt, komponisten Max Richter og lyddesigneren Johnnie Burn.

Sammen har de skabt et forrygende sanseligt og organisk univers, der vokser ud af beskrivelsen af Jessie Buckleys Agnes som et naturbarn – et menneske med dekorativt smuds i ansigtet, som tænker i planters kræfter og sover ved foden af kæmpetræer med dybe huller ned til rødderne. Der er en sjældent stor klangbund i de to hovedpersoner, Agnes og latinlæreren William, mens de får tre børn, Susanna, Judith og Hamnet, og senere mister den ene. Det er ikke bare en familie. De er knyttet til hinanden med en særlig sensitivitet takket være Agnes’ bånd til naturen.

Der har ikke nødvendigvis noget med naturreligion at gøre. Det er snarere O’Farrells og Zhaos metode til at lade familiekærligheden stå ekstra kraftfuldt frem, så vi forstår det sorgarbejde, Shakespeare udfører ved at skrive ’Hamlet’ – og vi senere forstår hvorfor ’Hamlet’ gør så stort indtryk på Agnes.

Selve kernen i ’Hamnet’ – at en familie mister et medlem – er bestemt set før på film. I den henseende er der ikke meget nyt og selvstændigt ved ’Hamnet’. Men filmens sprog, dens nænsomme beskrivelse af den kraft, der får kærligheden til at vokse frem, af kunsten evne til at bearbejde og hele og udvikle, af selve sorgens natur, er ganske enkelt enestående. Fra snavset på Jessie Buckleys kinder til prins Hamlets smukt svungne vers på Londons teaterscene.