Passenger

Nu om dage er der jo al mulig grund til at spidse øjne og ører når en nordmand instruerer film i USA. Det er lige før, det ikke kan blive mere spændende, især takket være Joachim Trier, der skabte ’Louder than Bombs’ i USA i 2015, og som i år vandt Oscar-akademiets hjerter med sin ’Affektionsværdi’.

Men det skyldes også Mona Fastvold, der engang var skuespiller hjemme i Norge, men nu om dage er en eventyrlysten og dristig instruktør i USA med film som ’The World to Come’ og især ’The Testament of Ann Lee’. Og det skyldes Kristoffer Borgli, der i sin ungdom skabte små film om at køre på skateboard i Oslo, men for tiden instruerer vilde og udfordrende film som ’Dream Scenario’ og ’The Drama’ i USA.

Derfor bliver man jo nysgerrig, når en nordmand ved navn André Øvredal render rundt og laver gyserfilm i USA. Det var Øvredal, der satte norsk horror på verdenskortet med ’Troldejægeren’ fra 2010, og siden har han skabt en håndfuld gysere i USA – uden at nå ret langt uden for horrormiljøet. Hverken ’Scary Stories to Tell in the Dark’ eller ’The Last Voyage of Demeter’ nåede frem til de danske biografer.

Men her er ’Passenger’, en så stramt fortalt og intens gyserfilm, at den er sendt afsted til de danske biografer. Fra start til slut er det åbenlyst, at Øvredal mestrer alle klassiske redskaber i en gyserfilm. Til gengæld vælter det ikke ligefrem med forsøg på at prøve noget nyt. Kun i en enkelt sekvens, hvor et par baglygter blinker i slowmotion, mens filmens heltinde spejder nervøst ud i mørket, og filmens klipper Martin Bernfeld leger med synsvinklen, ligner noget, vi ikke har set før. Og det fungerer fremragende.

Øvredal holder sig altså stramt til velkendte horrortricks – og det gør han ganske dygtigt. ’Passenger’ udfordrer os på en bekymring, de fleste af os kender til – frygten for at der vil ske os noget, mens vi rejser. Vi vil beskyttes mod det ukendte, der gemmer sig bag næste sving. Derfor skabte en flok rejsefeberramte mennesker en særlig skytshelgen i form af Sankt Kristoffer, den katolske martyr, der ifølge myterne sørgede for at Jesus kom helskindet over en flod ved at bære ham.

Det er netop Sankt Kristoffer, de to unge vejfarende kærester Maddie og Tyler sender håbefulde tanker til, da de drager afsted i deres lille autocamper. Tyler har en drøm om at leve frit på landevejen i stedet for at spilde livet på at arbejde og tjene penge til at bo i samme lejlighed. Maddie vil faktisk hellere slå sig ned, men skidt, nu prøver hun eventyret sammen med Tyler. Og minsandten om ikke de to elskende får brug for Sankt Kristoffer efter blot et par dage.

En sen aften i en skov dumper de ind i en bil, hvis front er smadret mod et træ. Mens Tyler undersøger den hårdt sårede mand på forsædet finder Maddie et tegn med tre parallelle striber på bilvraget. Næste dag er samme tegn på deres egen bil. De har overtaget en forbandelse, og under et besøg på en festival for landevejens frie sjæle hører de beretningen om Sankt Kristoffers gamle rejsesvend, en ond munk, der nu om dage hygger sig med at udføre det præcis modsatte af de rejsendes skytshelgen. Han dræber.

Sådan en metafor for de lurende farer og tilfældige skæbner på landevejen gider Tyler ikke rigtig forholde sig til, men Maddie har for længst indset, at noget grumt er i gære. Og norske André Øvredal holder sig ikke tilbage for at gøre Maddie mere og mere bekymret.

Det er alt andet end epokegørende. Men det er effektivt sat sammen. Et punkteret hjul på en øde landevej midt om natten føles pludselig som det værste, et menneske overhovedet kan udsættes for. Uhyggen varer en god halv time, og formentlig snart glemt igen. Men mens André Øvredal disker op med sin kunne i ’Passenger’ vil du være helt overbevist om, at du aldrig nogensinde igen vil køre gennem en skov midt om natten …