Ilden vandet jorden luften

Den unge færøske politiker holder en lille pause efter at have serveret sit syn på klimaproblematikken. Det ser næsten ud som om han studerer forsamlingen for at se, om den også har opdaget, hvor absurde hans ord er. Han siger: ’Selvfølgelig er det ønskværdigt at nedsætte CO2-udslippene, men hvis det er på bekostning af andre vigtige ting, vil jeg ikke være med.’

Uden at ville det, peger han på det største problem i vi menneskers tilgang til den globale opvarmning. For den unge færøske politiker er det kun én af mange vigtige ting – på linje med stigende flygtningestrømme og manglende sygeplejepersonale. Men han overser, at følgerne af CO2-udslippene ikke bare er noget, vi kan skrue tilbage igen med et stort tilskud fra statskassen. De er kommet for at blive – og de risikerer at blive værre og værre.

Det er en ’ting’, vi mennesker aldrig har stået overfor før, og som vi tilsyneladende har virkelig svært ved at forstå: At der er en temmelig stor sandsynlighed for, at vi er i gang med at ødelægge vores eget fundament.

Det er udgangspunktet for den fællesnordiske dokumentar ’Jorden vandet ilden luften’. Med den danske dokumentarist Phie Ambo som konceptmager ser den nærmere på hvordan vores normale omgivelser er ved at forandre sig – med de fire elementer som grundsten. I Norge kæmper de med enorme jordskred på grund af hidtil usete vandmasser fra himlen. I Sverige bakser de med store skovbrande af en hidtil ukendt størrelse. I Danmark slås vi med oversvømmelser på en større skala end nogensinde. Og i Færøerne kæmper de med lidt af hvert – også en manglende realitetssans blandt politikerne.

Med en klimavenlig filmproduktion, hvor ingen er rejst ud af sit hjemland, tegner Ambo, norske Janne Lindgren, svenske Ewa Cederstam og færøske Rógvi Rasmussen et kraftfuldt billede et Norden ude af balance. Billederne er smukke og voldsomme som i en BBC-dokumentar med David Attenborough, fra de enorme bølger, der blæses til støvregn i stormene omkring Færøerne, til parcelhusene der flyder i havet omkring Norge, som om de var legetøj i en destruktiv drengs leg.

Det absurde er, at vi har set bunkevis af den slags billedmateriale – ikke mindst i film af Phie Ambo, der har forsøgt at tegne en ny fremtid for kloden med film som ’70/30’ og ’Genopdagelsen’. Og alligevel står en ung politiker stadig i Færøerne og siger, at klimakatastroferne ikke er vigtigere end andre ’ting’. Han er ikke alene med sin manglende evne til at erkende alvoren. På Skarø ud for Skælskør er de nervøse for at hele øen vil blive skyllet i havet. De holder møder og diskutere situationen, og midt i det hele sidder øens nødhjælpskoordinator, Bjarne, og serverer virkelig dårlige jokes om at folk må låne hans jolle, hvis øen bliver oversvømmet.

Inden ’Ilden vandet jorden luften’ er forbi, har Skarø været udsat for en stormflod hinsides noget, øen har oplevet. Og pludselig er Bjarnes tonefald helt anderledes. Han er chokeret. Men han snakker stadig om det tidspunkt ude i fremtiden, hvor vi igen kan skrue ned for den globale opvarmning – som om stormfloden på Skarø bare var en ting – ligesom alle mulige andre ting, politikerne kan tage vare om med pengetilstrømning.

Sådan ligner ’Ilden vandet jorden luften’ temmelig mange andre dokumentarer om vores klodes tilstand. Først til sidst sker der noget nyt og anderledes, da de unge fortællestemmer fra hvert land slår fast, at vi mennesker er nødt til at omtænke vores verdensbillede. At ’fiske’ skal for eksempel ikke længere være at ord for at dræbe fisk, men for at tænke og handle som en fisk.

Den ombygning af menneskets gammeldags tankesæt kunne måske have skabt en helt anderledes dokumentar. I stedet er ’Ilden vandet jorden luften’ blevet en af mange stærke og kraftfulde dokumentarer, der dokumenterer at noget er helt galt. Og alligevel gør vi ikke rigtig noget …