Den nye bølge

Hvis jeg nu siger ’biografisk film’ kommer du formentlig til at tænke på sådan noget som ’Bohemian Rhapsody’ eller ’Bamse’. Altså den slags storladne og flotte film, fyldt med farver og højdramatiske scener, hvor en kendt skuespiller krænger sjælen ud på sig selv for at ligne en berømthed som Elvis, Freddie Mercury, Amy Winehouse, Dirch Passer eller Flemming ’Bamse’ Jørgensen.

De associationer passer på ingen måde til den fransk/amerikansk film ’Den nye bølge’. Her er ingen store og svulstige følelser. Heller ikke noget menneske, der kæmper ihærdigt for at nå til tops, og svigter sin kone eller sine børn på vej derop. Alligevel er ’Den nye bølge’ en biografisk film – bare en helt anden slags biografisk film, end du er vant til at se.

Det er en ny film om tilblivelsen af en gammel film, og en ny film, der gør alt, hvad den kan for at ligne den gamle film. Den er i sort/hvid, i gammeldags næsten kvadratisk ’academy’-format, optaget i gader og lejligheder i Paris, uden kunstig lyssætning. Som alle andre biografiske film forsøger den at genskabe noget, der er sket i virkeligheden, men den er på jagt efter noget andet end alle de andre. Den forsøger ikke at beskrive et enkelt menneske, men en tid, en bevægelse i tiden – nogle år hvor nogle unge mennesker ville forandre verden. Og gjorde det …

I forsøget på at genskabe den tid bliver ’Den nye bølge’ så alligevel et portræt af et menneske: den unge filmkritiker Jean-Luc Godard. Sammen med senere berømte instruktører som François Truffaut og Claude Chabrol skrev han anmeldelser for magasinet Cahiers du Cinema. De unge kritikere afskyede tidens reaktionære historiske film og romanfilmatiseringer, og krævede en ny tilgang. Film skulle handle om nuet, om den tid, de blev skabt i. De skulle skrives af instruktøren, optages i virkeligheden – ikke i kulisser – og skabes for få midler i stedet for store pengemaskiner.

Jean-Luc Godard var teoretikeren i flokken. Han var egentlig mere optaget af politiske teorier end af film, men de idéer kunne han hurtigt omsætte til filmmediet og så gik han i gang med ’Åndeløs’, baseret på en virkelig historie om en ung mand, der skød en motorcykelbetjent, flygtede til Paris og blev kæreste med en amerikansk kvinde, der solgte aviser på gaden.

Godard fandt to unge skuespillere, Jean-Paul Belmondo og amerikanske Jean Seberg, og med dem skabte han noget, verden aldrig havde set før: En film, der legede med krimiens klichéer, vendte op og ned på vaner og konventioner, og som ikke mindst stolede på sit publikum, stolede på at det selv kunne tænke og var med på at blive udfordret.

’Åndeløs’ blev en overraskende succes. Den havnede på lister over verdens bedste film, gjorde Jean Seberg til et ikon og Jean-Paul Belmondo til en af fransk films mest elskede skuespillere. Den inspirerede tusindvis af andre filmfolk, deriblandt amerikaneren Richard Linklater, der selv har eksperimenteret med filmsproget i film som ’Slacker’, ’Before Sunrise’ og ’Boyhood’, og som nu sender den ultimative hyldest tilbage til Godard med ’Den nye bølge’.

Med en supernørdet begejstring genskaber Linklater selv de mindste detaljer i Godards filmteorier og i skabelsen af ’Åndeløs’. Og det fantastiske er, at han også genskaber den charme og energi, der prægede de unge filmkometer i Paris omkring 1960. Aubrey Dullin er næsten ligeså gavtyvscharmerende som Jean-Paul Belmondo, og Zoey Deutsch er filmens bankede hjerte som Jean Seberg, en følsom skuespiller, der er virkelig usikker på den intellektuelle Godards skøre idéer.

Pludselig lever Paris anno 1959 igen. Pludselig virker Jean Sebergs korte blonde frisure lige så revolutionerende på Zoey Deutsch anno 2026. men fremfor alt får Richard Linklater skabt en stor fornøjelse af en biografisk film om en særlig tid, om en enorm virkelyst og en stor trang til at vælte fortidens kedsommelige konventioner og skabe noget helt nyt, et nyt sprog, en tilgang til verden. ’Den nye bølge’ kommer naturligvis aldrig til at blive samme revolution som ’Åndeløs’ – men det lykkes den minsandten at smage lidt af det.