Aphaca – Brug for hinanden

Og så skal vi også se keyboardspilleren Bertil Engberg Nielsen flytte sammen med sin kæreste. De småsnakker lidt, pakker noget ned og til sidst går de gennem sludsneen ud til en bil. Det tager cirka et halvt minut.

Hvad fortæller det os? Om Aphaca og Bertil Engberg Nielsen og hans kæreste? Ikke rigtig noget. ’Aphaca – Brug for hinanden’ bekender sig til den klassiske dokumentartilgang, der kaldes ’fluen på væggen’ eller ’observerende dokumentar’. På fransk hedder den cinéma vérité, hvilket betyder ’sand film’ og dermed antyder filosofien bag stilen: at hvis bare man filmer noget insisterende og standhaftigt nok, dukker der en sandhed op til sidst.

Den sandhed kan selvfølgelig diskuteres. Og den er jo nok også afhængig af hvilke sandheder, man har lyst til at se. Instruktøren bag Aphaca-dokumentaren, Emil Næsby Hansen, mener for eksempel at have konstateret, at de fire unge medlemmer af bandet Aphaca er utroligt dygtige til at tale sig ud af kriser, og dermed antyder en ny tilgang til verden blandt unge mennesker. Og denne anmelder har mest af alt lagt mærke til at Bertil Engberg Nielsen, Noah Elias Rasmussen, Rumle Hueg Kærså og Bertram Ask Plaugborg fremstår forbavsende almindelige, næsten anonyme, i ’Aphaca – Brug for hinanden’.

Det er muligvis en vigtig sandhed om Aphaca. Måske er en af de store kvaliteter ved det unge band, et af Danmarks mest populære for tiden, netop at de er fire helt almindelige unge gutter. Og måske taler det jordnære, selvudslettende udtryk direkte ind i sjælene og hjerterne på rigtig mange unge danskere. Det er i hvert fald påfaldende at hverken Bertil, Noah, Rumle eller Bertram skiller sig særligt ud i ’Aphaca – Brug for hinanden’. Sanger og sangskriver Rumle står tydeligere frem end de andre takket være sine tekster – og fordi han på et tidspunkt har brug for en pause fra succesen for at holde sammen på sig selv. Trommeslager Noah bliver irriteret på et tidspunkt – men bandet får talt ham ned igen. Bassist Bertram er klart den, der bærer følelserne mest uden på tøjet. Og Bertil … ja, Bertil flytter. Hvem er de som privatpersoner? Hvad tænker de? Hvad vil de? Det får man ikke at vide i ’Aphaca – Brug for hinanden’. Så almindelige og anonyme fremstår de – uanset at de er nogle af tidens mest populære popmusikere.

Det er muligvis en pointe fra Emil Næsby Hansens side. Rammen om filmen er i hvert fald ikke synderligt dramatisk. Det begynder med at bandet gør sig klar til deres hidtil største koncert: på Roskilde Festivalens Arenascene i 2025. Og så ruller Emil Næsby tiden 2 1/2 år tilbage, til en pladeindspilning og den efterfølgende succes med singlen ’Smelter under månen’ indtil bandet pludselig opdager, at de er Danmarks mest aflyttede band på Spotify og til de står på Arenscenen.

Tilbage står indtrykket af fire unge mænd, der på forbavsende vis har fat i jævnaldrende danskere, som har brug for hinanden og som fungerer forbilledligt sammen, men i øvrigt ikke er vanvittigt spændende mennesker – hvilket er noget af et paradoks.

Hvad med Rumle Kærsås eklektiske tekster? Hvad med hans opvækst som søn af Rasmus Kærså fra bandet Moonjam. Hvad med Bertrams nervøsitet? Hvad med de psykologer, som Rumle og flere af hans venner har gået til? Hvad med de anonyme kærester, der trasker ud og ind af filmen? Hvordan farver det Aphaca? Hvad fortæller det om Danmark og danskerne. Det må vi finde ud af en anden gang.