Pigen uden navn

Jeg har lige slugt en kamel. Den var ret stor, og den var afsindig lang tid om at komme ned gennem mit spiserør. Nu ligger den i min mave og kæmper for at undgå at blive opløst. Den slås bravt. Jeg har mavepine.
Kamelen dukkede op i den fransk/belgiske film ’Pigen uden navn’. Den var der ikke fra begyndelsen af, da 10-årige Marion og hendes lillesøster var vidne til et skænderi mellem deres mor og hendes kæreste. Heller ikke da Marion tog en saks og stak kæresten i ryggen, fordi han ikke ville slippe på sit kvælertag på Marions mor – eller da manden faldt livløs om på gulvet og Marion blev nødt til at flygte ud af Frankrig sammen med sin far.
Det var en vild scene. Tænk at have slået sin mors kæreste ihjel som ti-årig! … eller tænk overhovedet at have slået sin mors kæreste ihjel. Men havde hun virkelig behøvet flygte til Belgien og tilmed skifte identitet – fra Marion til Louise? Hun forsvarede jo trods alt sin mor.
Men det var ikke det, der var kamelen. Den kom senere, da Louise blev voksen og havde fuld gang i en karriere som journalist. Efter mange års tvivl tog hun endelig modet til sig og opsøgte sin lillesøster Jeanne, der var i fuld gang med at etablere sig som musiker. Men Louise præsenterede sig ikke som den forsvundne søster, kun som journalist. Og sådan begyndte hun at udspørge Jeanne, og senere deres fælles mor, under dække af at ville skrive en artikel.
Det var den kamel, der skulle sluges. Ville et menneske virkelig være i stand til at binde så kraftige knuder på sig selv? Også når hun faktisk savnede sin mor og sin søster, som hun så brat var blevet revet fra? Var det ikke lige udspekuleret nok af instruktøren Nicolas Keitel at lade Louise gå rundt og stille spørgsmål efter spørgsmål om sit eget store savn? Følelserne lå jo og bulderkogte under overfladen – og ethvert følende menneske blandt publikum sad naturligvis bare og ønskede, at de tre stakler endelig kunne blive forenet.
Det gjorde heller ikke kamelen mindre, at Diane Rouxel, der spiller voksne Louise, ser umådeligt depressiv ud – også så depressiv, at Jeanne og hendes mor burde have sendt hende til psykolog i det øjeblik, hun trådte ind i deres stue. Det er på grænsen til at være for langt ude. Kamelen blev efterhånden ret stor.
Men jeg valgte at altså at sluge dyret. Hvis jeg ignorerede al tvivl om hvorvidt Nicolas Keitel er lovligt manipulerende, kunne jeg glæde mig over det, ’Pigen uden navn’ faktisk fortæller en historie om: Savn i familierelationerne. Om forældre der har svært ved at udtrykke deres følelser overfor deres børn. Om børn der misforstår deres forældre og lever med misforståelsen hele deres liv fordi ingen evner at tale om det. Om at savne forståelse i familien. Om at savne hinanden. Og det gør ’Pigen uden navn’ aldeles effektivt.
Det er en mildt sagt vild historie ’Pigen uden navn’ fortæller. Stakkels Marion kommer ud for i hvert fald fire oplevelser, der er rigeligt til at traumatisere et enkelt menneske. Men hvis man sluger kamelen, hvis man lader være med at se historien én til én, som et stykke realisme, som noget, der faktisk er sket, og i stedet ser den som et billede, en metafor for savn i familierelationerne, folder den sig anderledes ud.
Det er der flere gode grunde til. Uanset at Diane Rouxels sørgmodige fjæs er langt ude, er hun tydeligvis også en dygtig og alsidig skuespiller, der forstår at skrue op og ned for følsomheden i afgørende scener. Og når hun en sjælden gang smiler, tror man bestemt også på hende. Men når jeg besluttede mig for at sluge kamelen, skyldtes det især Noémie Lemaitre, der spiller Marion som 10-årig. Hun ser virkelig ud som om hun bærer al verdens smerte på sine smalle skuldre. Hvor har hun den naturlighed fra? Selvfølgelig har hun ikke oplevet det samme som Marion. Men hun har garanteret – som alle os andre – prøvet at mærke et savn i forhold til sin familie.